Læsetid: 5 min.

Norske tilstande skæbnesvangre for jøder

Debat
29. december 2000

Norges og Danmarks jøder fik en vidt forskellig skæbne under Anden Verdenskrig

Kultursammenstød
Diskussionen føres stadig om det ønskelige i, at Danmark under Besættelsen havde fået ’norske tilstande’ – altså ikke indladt sig på den officielle samarbejdspolitik med tyskerne.
Et væsentligt aspekt overses tit, nemlig den forskellige skæbne de to landes jøder fik.
Det kom til at fremgå, da 50-året for Befrielsen fejredes på Gladsaxe Rådhus. Der var to talere, der havde oplevet krigens uhygge mere end gennemsnittet, henholdsvis som aktiv i modstandsbevægelsen og som jøde. Den første var bitter, en mand med kommunistisk fortid og nutid. Han så tingene sort.
Den anden fortalte med godt humør. Han var i 1943 lærling og medlem af DSU. Da han en dag sidst i september kom hjem fra arbejde, blev han modtaget med den besked, at han med det samme skulle komme ind på partihovedkontoret og spørge efter H.C. Hansen.
Han cyklede naturligvis omgående ind til Gyldenløvesgade, hvor han fik at vide, at han ikke lige kunne komme til at tale med H.C. Hansen, men at han skulle tage hjem til Gladsaxe og straks opsøge de jøder, han kendte og fortælle dem, at de skulle forlade deres hjem i løbet af et døgns tid.

Et fyldt spisekammer
Som sagt så gjort – han hjulede rundt. Hans familie kom godt til Sverige, og mens de var væk, betalte kommunen huslejen, og beboere i ejendommen holdt øje med lejligheden. Ved hjemkomsten blev de modtaget med blomster og et fyldt spisekammer! Han udgav ikke historien for typisk, men det var hans bidrag til festen.
Det kom jo efter Besættelsen frem, at den tyske befuldmægtigede i Danmark, dr. Werner Best, havde båret kappen på begge skuldre – han lod sive, hvad der kunne ventes, så det blev muligt at advare jøderne. Samtidig blev Danmark ’judenfrei’, hvilket ville styrke Bests stilling hos Hitler. Resultatet blev, at ca. 7.000 jøder und-slap, og ’kun’ 400 blev pågrebet og deporteret, hvoraf 52 døde.
I Jørgen Hæstrups bog Til landets bedste – Hovedtræk af departementschefstyrets virke 1943-45 skildres departementernes bestræbelser under resten af Besættelsen for at mildne de deporteredes forhold.
Som professor Hegland, Aalborg – der betegner sig som indvandrer til Danmark – skildrer det i Information den 4-5. noember 2000, blev de norske jøders skæbne ganske anderledes. Der var 15-1600 fastboende jøder i Norge samt en del flygtninge fra navnlig Tyskland. 760-770 blev arresteret og deporteret, hvoraf cirka 30 overlevede. De andre lykkedes det at flygte til Sverige, nogle hjulpet af det endnu ikke nazificerede politikorps.

Latent antisemitisme
Hegland angiver en »latent antisemitisme i store dele af den norske befolkning – nok mere markant end i den danske« som en del af forklaringen på jødernes langt hårdere skæbne i Norge.
Fhv. stortingspræsident, højre-politikeren Jo Benkow, f. 1924 – den første jøde i det norske parlament – har i Fra Synagogen til Løvebakken (1985) skildret sin opvækst i Oslo-forstaden Bærum. Han flygtede i 1942 med sin onkel til Sverige, kort efter fulgt af sin far.
Hitlers jødeforfølgelser var naturligvis kendt i Norge, men det havde hidtil mest været de norske nazister, der havde været hensynsløse og pøbelagtige, mere end tyskerne. I september 1942 begyndte rygterne at sprede sig, og familien Benkow lagde deres planer: Mændene skulle først afsted; alle var overbevist om, at det var dem, der blev jagtet. Der skulle opretholdes absolut tavshed inden afrejsen. Jo Benkow betroede sig dog til en ven, som han stolede på – han overlod bl.a. sine fotoalbums til vennen, og familiebillederne overlevede på denne måde, herunder de mange billeder i bogen. Benkow senior var fotograf. Hans far igen havde været russisk kejserlig hoffotograf.
Der var også planlagt snarlig flugt for hans mor og familiens andre kvindelige medlemmer, kontakter var etableret, og Jo Benkow og hans far sad i Stockholm og ventede på moderen og søsteren, men de kom aldrig.
Han skriver, at han ved, at hans mor blev advaret og fik tilbudt hjælp af gode nordmænd – han blev aldrig klar over, hvad der gik galt. De blev deporteret og døde i Tyskland.
Jo Benkow var andengenerations indvandrer. Han beretter tænksomt og livfuldt om sin barndom. F. eks. fortæller han, at de en dag fik besøg af slægtninge, der ligesom faderen var fra Rusland, og at det slog ham, hvor veltalende hans far var – han talte med gæsterne på sit modersmål!
En dag ringede moderen til en kammerat, der hed Tore, på døren, for at spørge hans mor, om Jo kunne komme over og lege med Tore, der var syg og derfor ikke kunne komme i skole. Han blev lykkelig, da han gerne ville i lag med sine skolekammerater, og de morede sig heldigvis udmærket; Tores hjem lignede deres eget, bl.a. registrerede han, at familiens buffet var mage til deres egen, ligeså uret på væggen. Men så gik døren op, og Tores mor kom ind med en bakke med to lækre stykker smørrebrød med cervelatpølse og to store glas mælk.

Holdt stien ren
Jo blev »vettskremt« – hun måtte da vide, at det var forbudt at blande mælk og kødmad – det var noget, som alle vidste. Men samtidig forstod han, at det ville være upassende at kritisere værtinden. Efter forskelligt mellemspil fik han sagt, at han måtte gå, bukkede og kom afsted. Hjemme for han ud i køkkenet og fortalte, hvad han havde været ude for, og forsikrede, at han ikke havde gjort noget forkert, men holdt sin sti ren. Så blev det hans mors tur til at ringe på døren til Tores mor – misforståelserne blev opklaret, og det blev indledningen til at forstå de jødiske spiseregler, og at disse ikke gjaldt for nordmænd.
Bo Jenkow slutter kapitlet med den bemærkning, at det siden hen ikke manglede på gastronomiske syndefald, men at han i hvert fald bestod den første prøve.
Hans fars problemer var knyttet til virksomheden som fotograf, fordi så mange bryllupper fandt sted på sabbatten. Men også det blev klaret.
Jo Benkow kom i Stortinget 1965 og blev formand for Høyre i 1980. Ved et europæisk konservativt partiledermøde kom han i samtale med Kohl.
Kohl spurgte, om han var godt kendt i Tyskland, men blev klar over, hvorfor Tyskland ikke havde været noget naturligt rejsemål. Samtalen førte til, at Benkow blev inviteret til Bonn som Kohls personlige gæst. Han følte sig godt tilpas og konstaterede med tilfredshed, at der kun skulle 40 år til, før han kunne føle sig vel i Tyskland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her