Kronik

Ofre og skyldige fra besættelsen

11. december 2000

Nutidens moralske heksejagt overser, at ingen i den danske befolkning gik skyldfri ud af Anden Verdens-krig. Men hvad var alternativet til samarbejdspolitikken? - Måske knuste samfund som på Balkan

Historisk set
I løbet af de sidste ti år har Danmark og resten af den vestlige verden for alvor bevæget sig ind i individets tidsalder. Samfundsdebatten sætter i stadig stigende omfang fokus på det enkelte menneske, og fællesskaberne vurderes nu hovedsageligt på deres evne til at tilfredsstille individets krav og behov.
Som den nye tids bannerførere har fjernsynsstationernes nyhedsudsendelser påtaget sig hver dag at berette for seerne hvilke personer, der senest er kommet i klemme, og at udråbe en anden person som den skyldige i det hændte. Især udsendelserne 19Direkte og Rapporten er gode eksempler det moderne samfunds jagt efter ofre og skyldige.

Tendensen er også slået igennem i den nutidige behandling af Danmarks fem besættelsesår under anden verdenskrig. Med de seneste års udgivelser om perioden er fokus blevet rettet mod det store antal mennesker, som fik tilsidesat deres fundamentale rettigheder under og efter krigen. Dermed er der langt om længe blevet gjort op med den kollektive selvtilfredshed, som prægede den danske offentligheds syn på besættelsen i de første årtier efter befrielsen.
Men dette skift i forståelsesramme har haft sin pris. I takt med at det massive omfang af brud på menneskerettigheder i krigsårene er kommet til befolkningens kendskab, har iveren efter at udpege ansvarlige antaget karakter af en heksejagt, som samfundet som helhed ikke kan have megen nytte af. Jeg vil forsøge at illustrere problemet med et eksempel.

Under Anden Verdenskrig forrettede godt 6.000 danskere militærtjeneste i den tyske hær. I retsopgøret, som fulgte efter besættelsen, blev mange af de tidligere soldater idømt fæng-selsstraffe for landsskadelig virksomhed. Men under krigen havde samarbejdsregeringen selv givet tilladelse til, at danske frivillige kunne melde sig til kamp mod Sovjetunionen, uden at det ville komme dem til ulempe senere. Efter befrielsen udarbejdede selv samme politikere love, der gjorde det muligt at dømme de danske frontkæmpere for landsforræderi med tilbagevirkende kraft. Så var det ikke nemt at være østfrontfrivillig, som Dan Turèll ville have sagt.
Men størsteparten af de samarbejdspolitikerne ville faktisk hjertens gerne have undgået at gennemføre retsopgøret, for de var godt selv klar over, at det juridiske grundlag var overordentlig spinkelt.
Det fremgår tydeligt af strafnedsættelserne og benådningerne, der steg voldsomt i antal efterhånden som besættelsen kom på afstand. Når danske borgere, som havde holdt med tyskerne, overhovedet blev dømt, var det fordi modstandsgrupperne krævede det.
Befrielsesregeringen turde dårligt sidde kravet overhørigt, eftersom frihedskæmperne var i besiddelse af store mængder af våben. Især ikke fordi et antal af de forhenværende modstandsfolk var kommunister og modtog deres ordrer fra Moskva. Med truslen om at folkestyret kunne blive væltet med våbenmagt hængende over hovedet, havde Danmarks politiske ledere ikke anden mulighed end at vise imødekommenhed. Så var det heller ikke nemt at være samarbejdspolitikker.

Når modstandsorganisationerne krævede, at der rullede nogen hoveder ved krigens afslutning, så var det en reaktion på de store omkostninger kampen mod besættelsesmagten havde krævet. Mange af gruppernes medlemmer var under krigen blevet jaget, henrettet, sendt i koncentrationslejr, eller havde været nødt til at flygte til udlandet. Alt sammen en del af prisen for at forsøge at hindre det nazistiske Tyskland i at benytte danske ressourcer i kampen mod de allierede.
Mange af sabotageaktionerne havde endda været rettet mod det danske erhvervsliv, som gennem hele den anden verdenskrig leverede både krigsmateriel og almindelige varer i store mængder til besættelsesmagten. For de danske virksomheders vedkommende betød den tyske besættelse på den anden side, at de blev afskåret fra store dele af deres hidtidige eksportmarkeder. De havde derfor valget mellem enten at følge regeringens opfordring til at levere deres varer til Tyskland eller lukke. På de vilkår var det hverken nemt at være sabotør eller virksomhedsleder.

Når samarbejdsregeringen støttede eksport til Tyskland af både krigsmateriel og almindelige varer, var det for at beskytte befolkningen. Med de trange kår, som krigen i forvejen påførte det danske samfund, ville en massiv arbejdsløshed medføre en social – og muligvis også humanitær – katastrofe.
I de første år af besættelsen støttede den altovervejende del af vælgerkorpset den imødekommende linje overfor Tyskland. Men storstrejker i de danske provinsbyer og deraf følgende tyske krav til en skærpet kurs gjorde tilsammen samarbejdspolitikken umulig i sommeren 1943, og regeringen trådte tilbage. Dermed er det vist slået fast, at det bestemt ikke var nemt at være samarbejdspolitiker.
Som eksemplet antyder, kan det være overordentlig vanskeligt at give en entydig definition på, hvem der var krigens danske ofre. Årsagen er at alle personer og grupperinger i besættelsestidens Danmark var ofre i større eller mindre grad. Forskellen afhænger alene af synsvinklen. Ligeså vanskeligt er det at placere ansvaret for den uglorværdige danske optræden under Anden Verdenskrig, for heller ikke her kan nogen se sig fri for en anpart.
Det er netop, hvad nutidens heksejagt overser: Hele den danske befolkning hæfter for landets rolle under anden verdenskrig: Både den østfrontfrivillige, som gjorde tjeneste i Hitlers Waffen-SS, og modstandsmanden, der dræbte medborgere alene pga. rygter om stikkervirksomhed, er skyldige.
Det samme er samarbejdspolitikeren, som i sine bestræbelser på at beskytte folkestyret udhulede det bid for bid. Og en væsentlig del af skylden kan også placeres på den borger, der blot passede sig selv og ikke var villig til at gribe til kraftigere våben end alsang for at beskytte sine rettigheder som menneske og borger i et demokratisk samfund.
Den ekstreme situation, som indtraf med den tyske indmarch i 1940, tvang hver indbygger i Danmark til at foretage en række valg. For en stor dels vedkommende faldt valget på en passiv rolle under besættelsens fem år. Vel var der næppe almen begejstring for værnemagtens tilstedeværelse – som modstandsmanden Karl Lykkegaard fastslog på disse sider den 4. december i sin tekstanalyse af Rasmus Dahlbergs, Jon Bloch Skippers og min egen kronik af den 13. november.
Men Aage Trommer gav en ganske elegant karakteristik af situationen, da han i forbindelse med sin afskedsforelæsning på Syddansk Universitet i Odense den 30. november i år konstaterede, at utilfredsheden i befolkningen sjældent udmøntede sig i mere end knyttede hænder i bukselommerne.
Befolkningsflertallet med politikerne i spidsen satte hensynet til sociale og økonomiske strukturer over uviljen mod de fremmede tropper. Pragmatisme sejrede over idealisme. Og det skete vel at mærke gennem hele krigen – ikke bare frem til 1943.

Danmark var ikke ene om at tilpasse sig Tyskland, for det skete også i andre dele af det besatte Europa.
Heri har Lykkegaard ganske ret. Den eneste forskel var omfanget af den danske samarbejdspolitiks succes. »Danske tilstande« var et ideal, som Norge og andre nordeuropæiske lande forgæves stræbte efter i de år, hvor det stadig så ud til, at Hitlers regime ville sejre. For deres vedkommende var det først i krigens sidste år, at det kom på mode at vrænge på næsen af den lille kollaboratør-stat.
I et antal sydeuropæiske lande valgte betydelige dele af befolkningen anderledes. Særligt på Balkan blev der ført en skånselsløs kamp både mod tyskerne og hinanden. Lønnen blev ødelagte samfund, der ved krigens afslutning skulle bygges op fra bunden, og som i mange år efter krigen var destabiliseret af indre modsætninger.

I november måned blev den danske offentlighed præsenteret for endnu en række udgivelser om forskellige aspekter af det danske samfund under den anden verdenskrig. Avisernes anmeldere var ikke udelt begejstrede og flere af forfatterne blev kritiseret for at fordybe sig i mindre aspekter af emnet frem for at anlægge en bredere forståelse af perioden.
Bøger skal imidlertid vurderes på, hvad der står i dem og ikke, hvad der ikke står i dem. I flere af tilfældene er der tale om grundige undersøgelser af aspekter af besættelsestidens Danmark, som hidtil kun har været nødtørftigt behandlet eller helt forbigået. De pågældende forfattere bør efter min opfattelse ikke klandres for, at deres bøger ikke er – og ikke har tilstræbt at være – en helhedsfortælling om årene under tysk besættelse.

Til gengæld er flere af forfatterne faldet for fristelsen til at benytte deres undersøgelser som platform til at svinge en moraliserende pegefinger over deres forskningsobjekter. Den slags bør efter min overbevisning gøres med stor varsomhed, eftersom ingen af datidens danskeres handlinger skete uden påvirkning fra omgivelserne og den ekstreme situation, som krigen medførte. Historien om besættelsen rummer kun få rendyrkede skurke og endnu færre helte. Skal der i dag fældes dom, så må det ske i lyset heraf.

Det, som nutidens offentlighed kan drage nytte af, og som jeg ser som historikernes opgave at levere, er indsigt i de valg, besættelsestidens danskere gjorde, og hvilke konsekvenser de medførte. Gennem de sidste fem år er der blevet taget en række væsentlige skridt i den retning og forhåbentlig fortsætter processen.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Karl Lykkegaard og resten af den del af den danske befolkning, som har blot en smule interesse for nyere historie, i mange år har været klar over, at Danmark havde en samarbejdspolitik overfor Hitlers Tyskland. Men det er først i disse år, at de praktiske konsekvenser af krigen for de enkelte danskere kommer klart til udtryk, og at det derigennem bliver tydeligt, at krigens danske befolkning bestod af andet end de stereotyper af rigtige og forkerte, som retsopgøret affødte.
Under sit foredrag i Studenterkredsen i Odense den 5. december oplyste journalisten Georg Metz i let polemiske vendinger, at ifølge hans børnelærdom, så havde Danmark under besættelsen haft en modstandsbevægelse, som bestod af hele befolkningen. Og så havde der været nogen landssvigere, men de fik løn som forskyldt til sidst...

Esben Kjær er historiker ved Det Historiske Hus i Odense.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu