Læsetid: 2 min.

Ros til Nyrup

Debat
21. december 2000

Statsministeren læste folkeafstem-ningen rigtigt og fastholdt i Nice, at befolkningen ikke ønsker yderligere suverænitetsaf-givelse

EU
Henry Jensen opfordrer mig den 16. december til at skrive endnu en kronik om sammenhængen mellem økonomisk integration og national selvbestemmelse. Det skal jeg nu spare læserne for.
Men det giver mig nu anledning til at bemærke, at så længe EU ikke er en fødera-tion med deraf følgende fælles økonomisk ansvar for de enkelte ’staters’ ve og vel, er det både udemokratisk og uklogt at fraskrive sig retten til at benytte egne økonomiske virkemidler, når der er brug for det. Det sagde et flertal af befolkningen da også meget fornuftigt nej til. Det er ikke, som Bent Kroghly (den 12. december) fejlagtigt tror udtryk for manglende solidaritet; for der er ikke noget specielt usolidarisk ved at vedkende sig eget ansvar, når der ikke er noget alternativ.
Det vælgermæssige budskab havde Nyrup Rasmussen til gengæld forstået, hvorved hans væsentligste bidrag til Nice-forhandlingerne var at fastholde, at Danmark på nuværende tidspunkt ikke ønsker at afgive yderligere suverænitet navnlig ikke vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Måske tværtimod
Det lykkedes tilsyneladende, og det fortjener han faktisk ros for. Herved blev det nemlig også demonstreret, at den danske forhandlingsposition ikke er blevet svækket af det danske ’nej’ den 28. september. Måske snarere tværtimod!
Dernæst bemærker Henry Jensen, at de central- og østeuropæiske lande ikke kun har bedt om en frihandelsaftale med EU, men ansøgt om et fuldt medlemskab. Det har den simple forklaring, at EU ikke har villet give disse lande en retfærdig frihandelsaftale på alle de områder, hvor det kunne true EU’s egen produktion. Der er således betydelige handelsmæssige barrierer ned gennem Europa. Det gælder navnlig for landbrugsvarer, men tekstiler, kemikalier og stål er også underlagt handelsrestriktioner. Det har påført ansøgerlandene betydelige betalingsbalanceunderskud, hvilket jo ikke lige frem er den bedste måde at hjælpe vore økonomisk svage naboer.

Ikke en gavebod
Ansøgerlandene har således måttet erkende, at EU er ikke en ’gavebod’, men benhård realpolitik, hvor der ikke gives ved dørene – uanset retorikken. Øst-landene havde derfor ikke noget reelt valg til fuldt medlemskab – og slet ikke, hvis de skulle gøre sig håb om at blive integreret i EU’s fælles arbejdsmarked og få deres andel af EU’s strukturfonde og regionalstøtte. Så lur mig, om vi ikke vil opleve meget lange overgangsordninger på netop disse områder, når de første østlande om 4-5 år bliver ’medlemmer’ af EU.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her