Kronik

Statsmanden

Debat
9. december 2000

Hvorfor er Erik Scavenius ikke blevet hyldet og hædret, mens han levede? Hvorfor er der ikke blevet rejst mindes-mærker for ham på alle torve og pladser? Hvorfor blev han tværtimod svinet til?

Lørdagskronikken
Erik Scavenius var stats- og udenrigsminister fra 9. november 1942 til 5. maj 1945, men reelt fungerede han kun til den 29. august 1943. Hans indsats i de knap ti måneder, hvori han virkede som statsminister, er ikke tilstrækkelig til at forklare, hvorfor han er blevet den mest forhadte og tilsvinede politiker i det 20. århundrede. Forud for hans tid som stats- og udenrigsminister var han i tre perioder udenrigsminister – fra 1909-10 og fra 1913-20 og igen fra 1940-42 Det er hans embedsførelse fra 1940 til 43, der for alvor gjorde ham kontroversiel.
Det er ikke muligt at finde eksakte målestokke til vurdering af en politikers indsats, men i Scavenius’ tilfælde kan man komme nærmere end i de fleste andres. Det, han selv anså for sin opgave, var at skaffe Danmark gennem den tyske besættelse med færrest mulige omkostninger for befolkningen. Når kong Christian 10. og et flertal af datidens ledende politikere mente, at han var den, der bedst kunne det, lod han sig presse til at genoptage sin politiske virksomhed, efter at han havde levet tilbagetrukket fra offentligheden, siden han i 1927 havde opgivet sit mandat som landstingsmand.

En rimelig målestok for, hvor dygtige et lands ansvarlige politikere er under en krig, kan være, i hvor høj grad det lykkes at begrænse ødelæggelserne af deres land og tabene af deres civile og militære landsmænds liv. Danmark var det land af samtlige krigsdeltagende eller besatte, der havde de mindste tab – omkring tusinde, hvis man ikke regner dem med, der faldt i tysk eller allieret krigstjeneste. Langt den største del af dem, der omkom, døde efter 29. august 1943 og kan således kun formelt regnes Scavenius til last. Krigs- og besættelsestabene i Norge var ti gange større – ca. 15.000 døde eller ca. 0,5 procent af befolkningen. Belgien, der næst efter Norge slap billigst, mistede en procent af befolkningen, Frankrig 1,5 procent, Holland 2,4 procent Jugoslavien og Polen mistede over 10 procent og Sovjetunionen mere end 15 procent. Der kom ca. 6.000 danskere i tyske koncentrationslejre og fængsler. Af dem døde ca. 600. Igen er danskerne dem, der har langt de mindste tab. Grunden er, at de fleste først blev deporteret sent i krigsforløbet – efter samarbejdspolitikkens sammenbrud – og at det blev tilladt danske fanger (igen til forskel fra andre) at modtage Røde Kors-pakker med fødevarer, der i mange tilfælde gjorde forskellen mellem liv og død – igen et resultat af samarbejdspolitikken.
På tilsvarende måde med produktionsapparatet: Danmark var det af de besatte eller krigsindblandede lande, der slap igennem med de mindste skader. Der skulle stort set blot tilføres råstoffer, så var produktionen igen oppe i omdrejninger, mens der i andre lande skulle milliardinvesteringer til.

Det var også stort set lykkedes at bevare retsvæsnet på danske hænder, så længe samarbejdspolitikken varede. Det bevirkede, at der ikke blev idømt eller eksekveret dødsdomme, og at der ikke blev sendt ret mange danskere i tyske fængsler og koncentrationslejre før efter 29. august 1943.
Heller ikke administrationen og kulturlivet blev særligt anfægtet. Skolen og hele uddannelsesvæsnet forblev uantastet. Kirke og religionsudøvelse fortsatte uanfægtet, selv den jødiske, så længe samarbejdspolitikken varede. Jøderne blev ikke udskilt af befolkningen forud for forsøget på deportering. Det var forudsætningen for, at så mange kunne reddes – igen et resultat af samarbejdspolitikken. De politiske partier fungerede med ganske få indskrænkninger, som de plejede. Det lykkedes oven i købet at afholde folketingsvalg i marts 1943 med rekordstor valgdeltagelse og massiv opbakning om de partier, der sad i samlingsregeringen under Erik Scavenius’ ledelse.
Min sjæl, hvad vil du mer?
Hvad er der egentlig at være i tvivl om? Hvorfor er Erik Scavenius ikke blevet hyldet og hædret, mens han levede? Hvorfor er der ikke blevet rejst mindesmærker for ham på alle torve og pladser? Hvorfor blev han tværtimod svinet til, og hvorfor har hans indsats været omdiskuteret?
En af grundene kan være, at den målestok, der her er anlagt, ikke er relevant. Den er i alt fald omdiskuteret, og den er ikke særlig heltemodig, men den syntes ikke desto mindre uomgængelig for de beslutningstagere, der havde ansvaret for den danske politik den 9. april 1940, og hvortil Scavenius ikke hørte. Da afgørelsen skulle træffes, om hvorvidt de danske soldater skulle kæmpe eller ej, spurgte kong Christian 10. udenrigsminister P. Munch, om han mente, at det af hensyn til udlandets bedømmelse af Danmark var nødvendigt med en kort fortsættelse af kampen. P. Munch svarede, at drejede det sig kun om nogle minutter, ville det næppe gøre stor forskel for udlandets bedømmelse.

Inden kampen blev standset, var der i Sønderjylland faldet 11 danske soldater, og to flyvere blev skudt ned, da de forsøgte at komme i luften fra flyvestationen i Værløse. Det oplevedes helt bestemt som utilstrækkeligt til at redde Danmarks ære. Den manglende lyst til menneskeofring og den deraf følgende nationale ydmygelse gav efter krigen anledning til en folkelig bevægelse under slagordet ’Aldrig mere en 9. april’.
Over for et sådant heltemod post festum kan man ikke undgå at spørge, hvor mange døde der skal til, for at de nationale symboler har fået, hvad de bør have, når 13 unge mænd ikke er et tilstrækkeligt blodoffer. Henrik Stangerup stiller spørgsmålet i forbindelse med modstandsbevægelsen og vurderingen af Erik Scavenius. Er det hans fortjeneste, at der kun ligger rundt regnet 125 i Mindelunden, ikke 125.000? Og burde der ligge 125.000 i en bundløs massegrav? Eller 12.500? eller bare 1.250? Eller burde politikerne ligefrem have stræbt efter Leningrads (Det nuværende Skt. Petersborg) skæbne? Af de tre millioner indbyggere omkom måske en million under byens 900 dage lange belejring. Havde det været bedre?

Æren (sagt uden mindste forbehold, ironi eller gåseøjne) for, at det tyske overfald på Danmark den 9. april fik et så relativt fredeligt forløb, tilfalder regeringen Stauning-
Munch, og af de to nok først og fremmest Munch. P. Munch var en af Det radikale Venstres grundlæggere og ideologer. Det, som forbandt ham og Det radikale Venstre med Erik Scavenius var, som beskrevet i Staunings historie, en meget speciel opfattelse af Staten. Den nemlig, at Staten ikke var noget mystisk væsen, men en organisation, der var lavet med det formål at tjene de nulevende menneskers interesser.
Sammen med denne opfattelse af Staten gik en tilsvarende nøgtern opfattelse af Folket. Nemlig at det som sådan ikke eksisterede. Når man skal være alvorlig og konkret, giver det ikke mening at tale om et Folk. Der lever inden for landets grænser mange mennesker med vidt forskellige økonomiske og sociale vilkår, der deler sig efter anskuelser og interesser og samler sig i forskellige politiske partier. Regeringen fremgår af de ret tilfældige parlamentariske konstellationer, der fremkommer ved valgene, og repræsenterer ikke Folket, men Staten. Der er derfor ikke nogen – heller ikke regeringen – der er i stand til at tale på Folkets vegne. Regeringen henter sin legitimitet fra og er ansvarlig over for parlamentet – i Danmark dengang Rigsdagen.
Erik Scavenius tilsluttede sig denne opfattelse af Staten, endda på de to områder, hvor den er mest kontroversiel, nemlig på forsvars- og udenrigspolitikkens, mens han næppe havde nogen særlig mening om dens anvendelse på andre områder som f.eks. social- eller kulturpolitikken, der ikke interesserede ham.
(...)

Scavenius fastholdt livet igennem, at udenrigspolitikken var regeringens og diplomatiets anliggende. Almindelige mennesker havde ikke forudsætninger for at danne sig nogen kvalificeret mening om den slags sager – de måtte overlades til professionelle. Udenrigsministeren var naturligvis parlamentarisk ansvarlig, dvs. at han ikke kunne fortsætte i sit embede, hvis han fik et flertal af medlemmerne i den folkevalgte forsamling imod sig. Men de udenrigske sager egnede sig efter Scavenius’ mening ikke til drøftelse i Folketinget eller i offentlig-
heden. Den opfattelse accepteredes alment indtil Første Verdenskrig, men som følge af Første Verdenskrig, hvis udbrud i så høj grad havde demonstreret netop diplomatiets og de professionelles uformåenhed, ændrede stemningen sig. Udenrigs- og sikkerhedspolitikken blev emner, der langt mere end tidligere indgik i den offentlige debat, og hvori befolkningen og de folkevalgte forventede at kunne tage meningsfuld del. Det gav Scavenius store problemer, at han ikke evnede at indrette sig efter denne kendsgerning.
Scavenius havde ret i, at den offentlige debat om udenrigspolitikken var ukvalificeret og primitiv. Der var heller ikke blandt politikerne nogen forståelse for, hvad han anså for de grundlæggende vilkår for dens førelse, og han mente ikke, det var hans opgave at undervise hverken dem eller andre.
Tværtimod lagde han ikke skjul på sin foragt for deres uvidenhed. Han tillod sig replikker som: »Herregud, lever De på månen?« eller »Så er De altså idiot.« Det skabte ham ikke ligefrem venner. Han blev anset for – og var vel også – ubehagelig og arrogant over for, hvad han mente var indblanding i det område, han professionelt interesserede sig for og beherskede. Da Stauning forud for Scavenius’ udnævnelse til udenrigsminister 1940 blev spurgt, om Scavenius dog ikke var for tysk-venlig, svarede Stauning med den berømte replik: »Scavenius er sgu overhovedet ikke venlig.«
Det dækkede meget godt hans professionelle og offentlige fremtræden, men ikke hans opførsel i almindelig omgang med mennesker. Der var han tværtimod høflig og netop venlig, og – hvad der ikke var så almindeligt på hans tid – venlig over for alle uanset persons anseelse. Hans forhold til embedsmændene var i almindelighed godt, fordi han turde overlade dem ansvar, og fordi han dækkede dem fuldt ud også efter krighen, da det var overordentlig lidt bekvemt.
(...)

Den anerkendelse, han mere end noget andet ønskede sig, fik han ikke. I de tilfælde, hvor hans indsats blev anerkendt, blev anerkendelsen hver gang fulgt af angreb, som han tog sig meget nær. Han blev i det stykke ramt af sin illusion om at kunne sondre mellem sagen og embedet på den ene side og personen, ham selv, på den anden side. Hvis personen var ligegyldig i forbindelse med sagen, var anerkendelsen af personen det selvfølgelig også, men sådan oplevede han det slet, slet ikke, selv om han insisterede på, at han gjorde det.
Hans nevø, Piet Hein, blev i 1960 engageret af Politiken til at skrive seks digte til seks luftfotos af kendte steder i Danmark. Der skulle bringes et hver sommersøndag, og læserne skulle så gætte, hvilken lokalitet billedet forestillede.

Det første billede forestillede Møns Klint og digtets sidste vers lød:

Her mellem hav og klint og skove fødtes
han, hvis realpolitiske geni
vi mindes med en fåmælt tak, fordi
vort land to gange ej unødig ødtes.
Knejs, hvide klint, løft manken havblå vove,
sus over Danmarks urgrund, svale skove.

Erik Scavenius blev overordentlig glad for digtet. Han klippede det ud, fik det indrammet og hængt op i sit arbejdsværelse. Men dagen efter brød helvede løs. Jens Kruuse tog anledning til en overordentlig frihedskæmperisk klamamse i JyllandsPosten, hvor han var fast kulturskribent, og forargede læserbreve strømmede ud af Politiken, hvor ingen syntes, de skyldte Scavenius noget andet og bedre.
Der er noget patetisk ved, at den efter egen opfattelse så ganske nøgterne Scavenius tog sig af, hvad Den Store Krukke Kruuse kunne hitte på, og hvilke læserbreve der blev optaget i en avis, men sådan var det altså. Fornærmelsen blev bittert registreret sammen med alle de andre bitre forbigåelser og fornærmelser. Og kabalekortene fik nok en omgang. Klik, klik, klik – og så en tur med den lille Bedlington-terrier rundt i Bernstorff-parken.
Folk, der havde en anden vurdering af Scavenius end den af frihedskæmperne autoriserede, holdt klogeligt deres mund med det, i alt fald offentligt. Erik Eriksen kunne forbavse en journalist som Knud Poulsen ved at sige, at vi i Danmark kun havde haft én politiker, der fortjente prædikatet ’statsmand’ - »jeg gættede først på I.C. Christensen og dernæst på Stauning. Han rystede på hovedet og gav selv svaret: Scavenius. Og det var på et tidspunkt, da Det radikale Venstre knap kunn erindre, at Scavenius havde været et fremtrædende medlem af partiet«.
Det hører med til historien, at Knud Poulsen først skrev om det i 1988.

Erik Scavenius (Erik Julius Christian S.)* 13. juli 1877; død 29. nov. 1962.
Statsminister 9. nov. 1942 – 5. maj 1945.
Indgav afskedsbegæring 29. aug. 1943 og ophørte samtidig med at fungere

*Uddrag fra Søren Mørch: 24 statsministre – 24 fortællinger om magten i det tyvende århundrede og en kort forklaring på, hvor den 25. blev af.
Bogen blev anmeldt her i avisen
i torsdag af David Rehling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her