Læsetid: 3 min.

A-industriens korthus vakler

26. januar 2001

Hvis forarmet uran giver kræft, er alle former for lavaktiv stråling farlig – og industri og myndigheder må påtage sig ansvaret for millionvis af kræfttilfælde

Strålende
I det seneste nummer af New Scientist (20. jan. 2001) konstaterer man på lederplads, at myndighederne i de vestlige lande ikke har lært af kogalskabskrisen. »I 1980’erne og 90’erne insisterede de britiske regeringspolitikere, så længe de kunne, på, at de ikke havde beviser for, at oksekød var usikkert«, skriver bladet og fortsætter: »Selvfølgelig havde de ikke det. De havde ikke lavet den forskning, der ville have fundet dem.«
Og nu lyder mantraet i London, Washington og Bruxelles, at forskerne har ikke beviser for, at våben af forarmet uran er skadeligt. »Måske er de sikre, måske ikke. Der er ingen beviser på en risiko, fordi ingen har set efter de rigtige steder.«
Prisen undskylder alt
New Scientist spekulerer på, om det er omkostningerne ved at rydde op efter de omkring 350 t forarmet uran, der er spredt i Irak og på Balkan, eller det er prisen på et muligt alternativ til uran i panserbrydende granater, nemlig wolfram, der får myndighederne til at være så sikre på forarmet urans uskadelighed.
Jeg tror, der står meget mere på spil. I årtier har atomindustrien og dens støtter i bl.a. den internationale strålebeskyttelseskommission (IC-RP) gjort alt for at undgå at indrømme, at lavaktiv stråling skulle være skadelig. Der er ophobningen af leukæmi og anden kræft blandt børn rundt om atomanlæg som Sellafield, La Hague og Barsebæk.

Fordækt dagsorden
Der er stigningen i hyppigheden af leukæmi i første leveår blandt børn, der blev født i de første to år efter Chernobylkatastrofen. Den er påvist i fem forskellige lande. Og der er den øgede hyppighed af leukæmi og børnekræft som følge af atom-prøvesprængningerne.
I alle tilfælde har atomindustrien og ICRP argumenteret med, at stråledoserne er for små til, at de kan give kræft. Og det er nøjagtig samme argument, der nu føres i marken om det forarmede uran.
Baggrunden for argumentet er undersøgelserne af de overlevende efter Hiroshima og Nagasaki. Men de undersøgelser kan ikke bruges til at sige noget om urans farlighed. De har den væsentlige fejl i denne sammenhæng, at den stråling, beboerne i de to byer var udsat for, var et engangsfænomen og kom udefra.

Partikler i lymfeknuder
Med det forarmede uran er det helt anderledes. Når en uranforstærket granat rammer sit mål, bryder den i brand og brænder til meget små partikler af uranoxid. Partiklerne er så små, at de kan holde sig svævende længe og dermed blive inhaleret af mennesker i nærheden. Derved kommer de uranholdige partikler ned i lungerne. Derfra vil de blive fjernet af de hvide blodlegemer og anbragt i lymfeknuder. Der vil de så afgive stråling, som bl.a. kan ramme stamceller til blod og dermed give anledning til leukæmi. Den stråling, man er udsat for som følge af forarmet uran, er altså en stråling gennem lang tid, og en stråling der kommer indefra, og begge dele er i modsætning til det, de overlevende efter atombomberne var udsat for.
Et andet af atomindustriens yndlingsargumenter er, at strålingen er mindre end baggrundsstrålingen. Rent bortset fra, at baggrundsstrålingen igen kommer udefra, og derfor ikke kan sammenlignes med strålingen fra en uranpartikel i en lymfeknude, så halter sammenligningen også på et andet punkt.

Misvisende beregninger
ICRP beregner strålingen som et gennemsnit til hele lungen og ikke kun til de få celler, den kortrækkende stråling fra uran kan nå. Hvis ICRP og atomindustrien må indrømme, at dens måde at beregne stråledoser og dens måde at beregne kræftrisiko er misvisende, må den samtidig indrømme ansvaret for millioner af menneskers sygdom og død.
Den amerikanske forsker Rosalie Bertell har beregnet, at atomindustrien har forvoldt mindst 1.300 mio. menneskers sygdom og død (Se Global Økologi nr. 4, 2000) – og så er de mindst 500 mio. fostre, der er endt som aborter, ikke medregnet – siden prøvesprængningerne begyndte i 1950’erne.
Hvis atomindustrien må indrømme, at det forholder sig sådan, vil det ikke alene medføre øjeblikkelig lukning af alle atomkraftværker og atomvåbenprogrammer, der lurer også en anklage for forbrydelser mod menneskeheden.
Derfor kan forarmet uran ikke give kræft, og derfor vil alle mulige former for manipulationer blive brugt til at sløre, at det kan det, og det gør det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu