Læsetid: 5 min.

Dengang tyskerne var her

Debat
8. januar 2001

Det var ikke fordi man var modig/ man gjorde det bare/
– Et prosadigt om at være i puberteten under krigen

KOMMENTAREN - Besættelsen

Dengang var tyskerne her
og det skete om aftenen
når det var mørkt
at man hørte en bil på gaden
så holdt man vejret
indtil den var kørt forbi
men nogen gange standsede den
og så var man meget bange
og hørte på de hårde lyde
af ord og råb og støvletramp
og slag på en dør
og når det så ikke var hos os
så trak man vejret igen
og lidt efter sov man
eller tænkte på det med piger

Og når der var luftalarm
og der blev skudt meget
så gik man op af sengene
og ned i stuen
og lagde sig under bordet
med sin dyne
mens ens far gik uden for
og stod og så på lyskasterne
og flyvemaskinerne
og engang kom han ind
med en granatsplint
som var rødglødende endnu
og som var slået ned
lige ved siden af ham
og mor var vred
og afmægtig
Og en eftermiddag
var der luftalarm
og der gik mange timer
før far kom hjem
og vi var ret bange
og så var Sukkerhuset blevet
bombet
og far havde besøgt Erna
som boede i et atelier
lige overfor Sukkerhuset
og som mor ikke kunne lide
han havde set bomberne falde
og eksplodere
bare 100 m væk
og den gamle Anna Bloch
som boede nedenunder Erna
og som havde lært hos fru
Heiberg
ville ikke i kælderen
når hun ikke kunne få
sine 3 katte
og hunden Snip
og hunden Snap
og papegøjen
og den hvide rotte
med sig
så hun blev deroppe
og hun syntes at det havde været
så spændende

Henne i en kælder
stod der en duplikator
som man ikke måtte have sværte
på hænderne af
for tyskerne kunne ikke lide
illegale blade
og det var meget farligt
og stikkerne

Og sæben var af ler
og kunne ikke skumme
så man måtte skrubbe sværten af
huden blev meget lyserød
og sviede

Stencilen lugtede så grimt
og man måtte ikke skrive forkert
for de var så svære at skaffe
og jeg blev meget god til at
skrive på maskine
med to fingre
og da jeg så blev 35
måtte jeg glemme det hele
og lære at skrive med ti fingre
blindskrift
og jeg har aldrig rigtigforstået
hvorfor
for jeg kom ikke
til at skrive hurtigere af det
og nu strammer jeg i nakken
når jeg skriver
men det blev jeg lærer af
og det er jeg stadig

Uden for skolen stod
der nogen gange en mand
og ventede
og han gav mig
en stor papkasse
med nogen tunge pakker
i avispapir

og dem skulle jeg cykle ud
til Elbagade eller et andet sted
på Amager

Og ind igennem porten
til et skur
eller et værksted
eller i en kælder
og nogen gange var der en hund
og så var jeg meget bange

de voksne blev nemlig standset
på broerne
af tyskerne
og engang regnede det
og på Langebro faldt kassen af
og en tysker
som stod der
fordi det var razzia
og de standsede alle de voksne
som løftede armene op over
hovedet
og blev undersøgt
sagde Weiterfahren Weiterfahren
og jeg skreg at jeg skulle have
mine pakker med
og så blev han utålmodig
og sagde Jadoch
og hjalp mig med at stavle alle
de tunge våde avispapirpakker
op i den opløste papkasse
og binde den bedre fast
på bagagebæreren
af malet ståltråd
og skreg Weiterfahren
og jeg cyklede op over byen
og ned ad den

og på indersiden af mine lår
mærkede jeg at de våde bukser
ikke bare var regnvåde
men at de var varme
og at jeg havde tisset i bukserne

Og jeg har tit tænkt på
om den soldat virkelig ikke vidste
at der var håndgranater
og maskingeværdele
i pakkerne

Når jeg nu kører ned ad Langebro
som er helt anderledes
så tænker jeg alligevel på det
hver gang

Men det var ikke fordi man
var modig
man gjorde det bare
fordi man bare gjorde de ting
som man forventede af sig selv
fordi andre forventede det

Men mor og far vidste det ikke
og da ens brødre blev taget
af tyskerne
og fyldte 18 år
og blev myndige
i vestre fængsel

for der var en nat da bilerne ikke
kørte forbi
men det var på vores dør
der blev sparket
og ruden blev slået ind

sagde far til en
at man måtte love ikke at
have noget at gøre
med illegalt arbejde
for nu ville de ikke miste mig
også
og det lovede man
for man løj jo alligevel for dem
på så mange andre måder

Men ellers gik man i skole
og hadede det
og der var kun drenge i skolen
og man havde kun brødre
og der var kun drenge i FDF
men på den anden side af bagstien
boede Grethe
og man tænkte meget på det
med piger
og ville så gerne prøve det
men sådan noget kunne piger
slet ikke tænke på
og hvordan skulle det så
nogensinde
og hvordan kunne gud
have fundet på sådan noget
når han altid var vred over det
og vidste når man tænkte
på det

Og ens kammerat
som man kaldte dølle
tænkte også meget på det
men han var ikke FDF’er
og han troede ikke gud så det
og vi snakkede meget om det
og når man cyklede
alene ud i skoven
og ikke tænkte på det
og heller ikke på tyskerne
og ikke på skolen
og solen skinnede
og man var helt alene
og der stod et insekt helt stille
ligemidt i en solstråle
og græsset var meget græs
men også et eneste vajende
græsstrå
så kunne det ske
i et meget kort øjeblik
måske brøkdelen af et sekund
at der ikke var nogen tid
og man vidste
at nu var man lykkelig

og det samme kunne ske når man
svømmede

og i gymnastiktimen var man et fæ
og man kunne ikke kaste bolden
og man blev altid ramt først
i høvdingebold
med vilje
for så skød de ikke så hårdt

Men om vinteren stod man på ski
og var en af de bedste
og hoppede i ørholm
og klassen tog ud på badeanstalten
Sønderstrand
og der var mange nøgne mænd
og det var lidt frækt
og man skulle passe meget på
at ingen kunne se det på en

og Poul Reumert som var
skuespiller
var derude med sine to drenge
og han var helt påklædt
i sort jakkesæt og blød hat
som hed edenhat
og han stak sin spadserestok
ned i vandet
og satte monoklen godt fast i øjet
og studerede vandet grundigt
og så råbte han
med rullende r’er
ud over vandet
og alle de mange nøgne drenge
Drenge
Drenge
I skal lukke munden

og hele Københavns kloak løb
ud ved siden af badeanstalten

Når man fik karakterbog hjem
så så ens mor på en
med bedrøvede øjne
og spurgte hvorfor man dog
ikke kunne tage sig sammen
og man bad til gud om at
hjælpe en så man læste lektier
når man nu kom hjem
men det gjorde man ikke
og næste dag
var det liså slemt i skolen
og man bad til gud igen

Og om morgenen
når man skulle på mejeriet
og cyklede afsted
lidt før spærretiden var slut
for at man skulle nå det
og håbede at tyskerne ikke så en
og det gjorde de aldrig
og klokken var halvfem
og det var mørkt og koldt
og man havde det egentlig dejligt
også når man kørte på longjohnen
med en hel stabel kasser
med mælkeflasker som
skulle fordeles
på alle trappegangene
og man havde nøgle

Og engang væltede longjohnen
og der blev trukket
2 kroner fra ens løn
de næste 50 uger
og mor var ked af det

Men der var alligevel noget rart
helt dejligt
ved at være mælkebud
og det var ikke fordi
gud var glad for det
nej fordi man selv var glad for det
for sig selv

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her