Kronik

Det dobbelte oprør

For en ung etnisk ’bindestregs-dansker’ er det vigtigste at få lov at være netop både-og. Men den dobbelte udfordring kræver forståelse både fra familien og fra samfundet
30. januar 2001

Retfærd & Velfærd
Der findes i medierne en gængs diskurs, der relaterer problemer for og med etniske minoritetsunge primært til de unges egen familiedynamik og etniske gruppe. Men dette syn giver stort set ingen plads til det andet oprør – de unges forhold til det danske samfund, deres hverdagsoplevelser og bevidsthed om racediskrimination.
Analysen i min afhandling, Ungdomsrelationer, etnicitet og psykosocial intervention, viser, at oprør blandt unge foregår i modernitetens landskab, og at der blandt etniske minoritetsunge foregår et dobbelt oprør i forhold til både familien og samfundet. Mit formål her er at belyse det andet oprør – nemlig kampen for en plads i samfundet.
Mine resultater viser imidlertid at en gennemgående problemstilling for minoritetsunge er deres oplevelser af racediskrimination uanset køn, alder eller hvorvidt de klarer sig godt studiemæssigt og socialt eller dårligt. Der er andre danske undersøgelser som beskriver etniske minoritetsunges oplevelser af diskrimination bl.a. Røgilds 1995, Mørck 1998, Tireli 1999. På anden side er der også undersøgelser, der ikke støtter konklusioner om disse oplevelser, f.eks. Jeppesen, 1989, Necef 1996. Årsagen til disse uoverensstemmelser er dog snarere ideologisk og metodologisk end et udtryk for, at diskriminationen ikke findes.
De unges bevidsthed om racediskrimination udspringer af deres personlige og direkte oplevelser af chikane relateret til deres etniske baggrund, manglende eller be-grænset accept fra omgivelserne i forbindelse med både uddannelse og fritidsliv, f.eks. adgang til diskoteker, ulige muligheder på arbejdsmarkedet, hvor etniske minoriteter tillægges en lav status, stempling af minoriteter i medierne.
Den senere tids mediedækning af hændelser, som sandsynligvis aldrig ville være kommet i de nationale nyhedsmedier, hvis hovedpersonerne var af ’dansk’ oprindelse, falder tungt tilbage på alle etniske minoritetsgrupper i Danmark. Den sociologisk misvisende betegnelse ’andengenerations indvandrere’ bidrager til de unges bevidsthed om ’at ikke høre til’, som en de unge sagde, »Det er ikke mig der er flyttet fra et andet land til Danmark. Jeg er født her… Jeg er ikke indvandrer.«

På trods af de fælles erfaringer anvender etniske minoritetsunge vidt forskellige strategier for at klare disse oplevelser, hvilket afhænger af deres personlighed, deres familiemæssige og samfundsmæssig situation. Disse strategier placeres på et kontinuum fra passiv ignorering og hjælpeløshed til aktiv bekæmpelse og organisering.
Det andet oprør kan være både konstruktivt og destruktivt, men ses netop i de unges aktive strategier for at klare hverdagens oplevelser. På forskellige niveauer foregår der en protest mod den forskelsbehandling, der finder sted i samfundet, og som er relateret til de unges etniske baggrund.
For at vi kan forstå, afklare og hjælpe de unge, er det væsentligt at beskrive deres dobbelte oprør. Analysen af de velfungerende etniske minoritetsunge retter opmærksomheden mod de strategier, som er gavnlige for de unge selv, deres familier, deres etniske gruppe samt majoritetssamfundet. En del af disse unge er i gang med at uddanne sig på forskellige uddannelsesinstitutioner, og de gør sig umage ved f.eks. at læse ’dobbelt’ så meget som andre studerende. De føler sig delvist accepteret af majoritetssamfundet, som accepterer, at det er vigtigt at kvalificere sig til et voksenliv.
En anden positiv strategi, som de velfungerende unge anvender, er at organisere sig for at opnå en fælles forståelse samt på demokratisk vis at bearbejde, konfrontere, protestere mod de uretfærdigheder deres livssituation medfører. Resultaterne fra min afhandling kombineret med et blik på etniske minoritetsunge kvinders organisering i år 2000 illustrerer disse strategier.
Dialog 2 – 2. Generations indvandrerpiger, stiftet i 1996, har til formål at medvirke til bedre integration af piger med etnisk minoritetsbaggrund. De føler at danskere dømmer dem på forhånd, fordi de har en anden etnisk, baggrund. En anden foreningen, der blev stiftet i 2000 med navnet Fundamental og muligvis ændrer navn til Vision, har det formål at fremme dialogen mellem unge og forældre og på et mere overordnet plan mellem majoriteten og minoriteten.
Ydermere har en række unge kvinder involveret sig i den samfundsmæssige debat om etniske minoriteter og ytret sig om emner som f.eks. tørklædedebatten. Deres synlige, velformulerede deltagelse i medierne afspejler ligeledes det dobbelte oprør – et oprør mod forældrene, der består i at træde frem i det offentlige lys og mod majoritetssamfundet ved at stille krav om frihed til at klæde sig efter eget ønske.
Herudover findes der foreninger hvor etnisk tilhørsforhold er det principielle kriterium, men hvor foreningen reelt sigter mod dialog og forståelse mellem unge og både familien og det danske samfund. Som eksempel kan nævnes Tamilsk Ungdoms Netværk i Danmark, Foreninger som ISAF (Indiske Studerende og Akademikeres forening), OPSA (Organisation for Pakistanske Studerende og Akademikere).

Parallelt med den konstruktive organisering er der statistiske oplysninger og mediebilleder, som afspejler de unges negative og destruktive strategier. En del af de handlinger, der udføres ved hjælp af disse strategier, betragtes som kriminelle af familien og af samfundet, men bliver til dels betragtet som ’normale’ blandt disse unge.
Analysen fra min afhandling påpeger, at det »at lave ballade« eller »at lave penge« er nogle af de udtryk, disse unge bruger om den destruktive form for aktiv respons, der er baseret på bestemte territoriale fællesskaber, hvor både etniske minoritets- og danske unge kan være involveret. De vigtigste årsager til problemet findes ikke i »deres hjemlands kultur«, men i deres mangesidede marginalisering, »at være udenfor«.
De unges marginalisering retter vores opmærksomhed på fremstillingen af de unge som rodløse voldsmænd eller passive ofre. Denne fremstilling afspejler et grundlæggende perspektiv, hvor minoritetsunge anses for at være marginale på en dobbelt måde – både aldersmæssigt og i forhold til deres etniske tilhørsforhold.
Mine professionelle erfaringer som psykolog i Københavns Kommunes etnisk rådgivningcenter og T.T.T. ( Transkulturelt Terapeutisk Team for unge indvandrere og flygtninge) kombinerede med sociale erfaringer viser, at nogle minoritetsunge klarede sig godt hele tiden og andre klarede sig godt i perioder. Jeg betragter ungdomsperioden som en periode med en dobbelt udfordring, hvor der både er risici og muligheder. Dette har været med til at forstå såvel de unge, der klarer sig godt, som dem der klarer sig dårligt.
For minoritetsunge handler ungdommens periode om at håndtere den dobbelte udfordring – som består i samtidig at være ung og medlem af en etnisk minoritet.
Etnisk identitet får en særlig betydning i samspillet med et majoritetssamfund, hvor der forekommer racediskrimination, hvilket bl.a. giver sig udtryk i, at der overfokuseres på det negative ved etniske minoriteter især de unge.
Udtalelser fra de unge i min undersøgelse, der klarer sig godt fremhæver at disse unge accepterer deres etniske tilhørsforhold, og de formår at danne en kompleks identitet. For nogle er det en bindestregsidentitet dvs. en indisk-dansk identitet, og for andre er det en identitet med mange dimensioner og handlinger.

En ung minoritetskvinde i undersøgelsen beskriver sig selv som »en ung gymnasie-elev i Danmark med forældre fra Indien, medlem af håndboldklub, deltidsansat i et supermarked, medlem af en læsegruppe, deltager i det indiske tempel, medlem af ISAF«.
Dette viser hvor komplekse og præget af mangfoldighed de unges livsform er, der er altså ikke tale om ’en splittelse’ eller om at leve ’to liv’. Den komplekse identitet afspejler flertydighed og forandringer, der karakteriserer modernitets perioden, gælder for alle, men som stort set overses i den offentlige diskussion om etniske minoriteter.
I modsætning hertil er de dårligt fungerende minoritetsunges identitet karakteriseret af at være forenklet/ reduktionisme. Der er tilsyneladende to paradoksale former for identitet. En ung kvinde i undersøgelsen placerer f.eks. sig selv som »afghaner«, og hun har intet at gøre med det danske samfund, mens en anden ung kvinde kalder sig selv »dansker«, og ikke en gang husker sine forældres oprindelsesland klart. Overfokuseringen på enten »den etniske identitet« eller »den danske identitet« har psykiske omkostninger og er en negativ måde at håndtere den dobbelte udfordring på. En positiv måde at håndtere den dobbelte udfordring kræver for-ståelse både fra familien og fra samfundet.
De minoritetsunges dobbelte oprør består i reorganisering af magtbalancen såvel i familien som i samfundet.
Dette dobbelte oprør kræver mod og opbakning fra omgivelserne. Hvor mange ressourcer bruges på at støtte de unge der organiserer sig konstruktivt? – Ifølge min forståelse bruges der langt flere ressourcer på de unge der anvender destruktive strategier.

Da jeg er både er forsker og som professionel psykolog har løbende hverdagskontakt med de unge og deres familie, ønsker jeg afslutningsvis at pege på den praktiske betydning af min tese. Tesen opfatter de unge som aktive personer, der skaber sammenhæng i tilværelsen med mangfoldige muligheder.
Den praktiske del af afhandlingen viser at selv de dårlig fungerende unge havde en række konstruktive forslag angående måden man kunne yde psykosocial hjælpe til dem. Et gennemgående forslag på tværs af køn- og etniske grænser, var at de professionelle i langt højere grad skal »lytte til dem«.
Lytter vi som professionelle nok til de unge når vi planlægger og yder psykosocial hjælp? Selv om der tales en del om brugerinddragelse inden for den sociale sektor praktiseres det mig bekendt ret sjældent når det handler om de unge og især etnisk minoritetsunge.
På vores eget plan, og med vores begrænsede midler, prøver vi at praktiser brugerinddragelse og være opmærksom på de unges dobbelte udfordring ved at inddrage deres familie samt personer fra det bredere samfund i vores psykosociale hjælp. Men bestræbelserne på at formidle vores erfaringer og anvende dem til at indføre ændringer i det etablerede system har været som at løbe panden mod en mur. Heldigvis er der enkelte positive oplevelser af åbenhed og accept overfor den nuancerede måde at opfatte de unge på, som giver kræfter til at kæmpe mod en forenklet og stigmatiseret opfattelse af de etniske minoritetsunge.
Dermed bliver de etniske minoritetsunges dobbelte udfordring og dobbelte oprør også en udfordring for de unges familie og det danske samfund – især det professionelle system.

*Rashmi Singla er psykolog, ph.d. og ekstern lektor på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu