Læsetid: 2 min.

Farum aktiverer råddent

Debat
20. januar 2001

I mange kommuner, med Farum som en af de mest ekstreme, bliver folk næsten uden rettigheder tvunget til at arbejde for private virksomheder

Socialt
Da loven om aktivering blev gennemført for omkring ti år siden, advarede kritikere af loven mod, at den ville betyde en skarp opdeling af arbejdsmarkedet i A- og B-mennesker. Personer, der bliver tvunget til at tage imod et såkaldt aktiverings-’tilbud’, modtager en ikke-overenskomstmæssig løn (ofte kun lige lidt mere end en bistandshjælp), har ingen rettigheder i forhold til arbejdsforholdene, har ingen mulighed for optjening af dagpengeret og kan i det hele taget ikke protestere mod hvilke jobs eller projekter, som kommunen mener de bør sættes i gang med.

Var ikke rigtige jobs
I sin tid indvendte nogle forsvarere af loven – især socialdemokraterne – at da det ikke var ’rigtige’ jobs, folk blev sendt ud i, så kunne de aktiverede heller ikke forvente at få ordentlige (overenskomstmæssige) løn- og arbejdsforhold. Samtidig ville den nye aktiveringslov heller ikke medføre løntrykkeri og fyring af normalt-ansatte, blev det påstået, idet disse jobs kun er midlertidige og kun skal varetage opgaver som ellers ikke ville blive løst. Udviklingen siden da har afsløret disse påstande som enten naive eller som decideret lønagtige.
I dag er situationen den, at mange aktiverede arbejder i normale jobs, der tidligere blev varetaget af overenskomstmæssigt ansatte, men stadig uden nogen rettigheder overhovedet. I den offentlige sektor hænger dette ofte sammen med ned-skæringer i de sociale budgetter, ved at kommunerne kan fyre fastansatte, når de får flere lavtlønnede i aktivering. Selvom det ikke nødvendigvis er nogen stor trøst for den enkelte aktiverede, kan man da håbe, at aktivering i arbejde, hvor ens medmennesker har brug for det offentliges serviceydelser, i hvert fald til tider er mere meningsfuldt for den aktiverede.

Fremskreden fornedrelse
I mange kommuner, med Farum som en af de mest ekstreme, er fornedrelsen af de arbejdsløse nu så fremskreden, at folk bliver tvunget til at arbejde for private virksomheder uden nogle af de skitserede rettigheder. Det arbejde, de tvinges ud i, er helt almindeligt produktivt arbejde, der er en integreret del af virksomhedernes planlægning. Men her er der ikke engang en almen samfundsmæssig nytte ved arbejdet, det handler kun om private virksomheders profit-interesse. Virksomheder, der åbenbart ikke vil give (alle) deres ansatte en ordentlig overenskomstmæssig løn og ordentlige arbejdsforhold. På denne måde er opdelingen af folk i A- og B-arbejdere total. Denne politik er afskyelig og fornedrende overfor de arbejdsløse!
Som det tidligere er blevet beskrevet i bl.a. Information, er det ikke muligt, at få akt-indsigt i de aftaler som Farum Kommune har lavet med de private virksomheder. Dette antyder, at disse aftaler næppe er nogle Farum ligefrem er stolte af. Lad os kræve at sådanne aftaler bliver offentligt tilgængelige, så vi kan få en debat om de forhold, hvorunder arbejdsløse bliver aktiveret. Og lad os så få ændret den generelle aktiveringspolitik, således at arbejdsløse ikke bliver tvunget ud i jobs uden nogen som helst løn- og arbejdsmæssige rettigheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her