Kronik

Gift dig aldrig med en shikse

10. januar 2001

De problemer, der rejses i Henri Nathansens Indenfor Murene kan være større end stykket umiddelbart antyder

Tro & Filosofi
Jamen, er han en af vores?«, siger folk i indremissionske eller grundvigianske kredse, når de hører om fremmede, og forsigtighed overfor udenforstående, er bestemt ikke noget, indremission eller grundtvigianere har patent på.
Ofte har jøder og muslimer samme kølige distance til mennesker af anden observans, og begge har fremmedbetegnelser med nedsættende klang.
For muslimerne er sådanne mennesker kaffirun (ental kaffir), mens de i det jødiske verdensbillede hedder goyim (ental goy). Etymologisk betyder kaffir en, der skjuler eller tilintetgør, dvs. muligvis en, der benægter Allah og hans profet, mens det jødisk goy kræver lidt mere forklaring.
Oprindelig betød goyim »nationer«, dvs. de nationer eller folkeslag som det jødiske folk var omgivet af og som de følte sig forskellige fra. Jøderne havde en pagt med Gud (omskærelse var dens ydre tegn), mens en sådan pagt havde »nationerne« ikke. Normalt hedder det jødiske folk – eller den jødiske nation hvis man vil – am jisrael (ordet am betyder »folk«), men i bestemte sammenhæng kan jøderne også bruger ordet goy om sig selv, nemlig i udtrykket »en hellig nation«, goy kadosh, som Gud ønskede, at jøderne skulle være.
Men det er en spidsfindighed. Det eneste, man skal hæfte sig ved i denne sammenhæng, er, at i daglig tale er goy en ikke-jøde. Men sagen er lidt mere kompliceret end som så.

Hebraisk er som bekendt et semitisk sprog, mens jiddish er plattysk blandet op med russiske, polske og hebraiske gloser. I jiddisch findes et andet ord for ikke-jøde, shegetz, som i hunkøn hedder shikse. Goy og shegetz (hunkøn shikse) betyder altså det samme: En ikke-jøde.
Afdøde advokat Herluf Cohn fortalte mig engang en vittighed om jødernes forhold til ikke-jødiske piger, altså til shikser, der minder meget om Henri Nathansens berømte skuespil Indenfor Murene, hvor samme problematik går igen. Her optræder et par elskende, der ligesom Romeo og Julie i Shakespeares skuespil af samme navn, hører til to forskellige storfamilier, der er fjender fra gamle dage.
I Nathansens stykke er pigen, der svarer til Julie en jødisk pige, Esther, mens hendes Romeo er kristen. Begge familier er imod giftemålet, især de jødiske forældre, fordi de føler sig stødt af modpartens arrogance. Men. Af kærlighed til datteren giver de sig til sidst og alt ender lykkeligt – i hvert fald i det stykke, som vi kender i dag. Ifølge Cohn var i Nathansens oprindelige udformning det jødiske forældrepars modvilje så stærk, at de – selvom de gav sig i starten – alligevel modsatte sig ægteskabet til sidst. Og datteren var enig med dem.

Men denne slutning ville Det Kongelige Teater ikke have. Alt skulle ende lykkeligt. Derfor skulle Indenfor Murene forsynes med en romantisk happy ending, så parret kunne få hinanden til sidst. Og det måtte Nathansen bøje sig for.
Anekdoten om hans knæfald for Det Kongelige Teater har jeg fra ovennævnte advokat Herluf Cohn. Hvis ankedoten taler sandt – hvad ingen dog synes at kunne bekræfte – stiller den Indenfor Murene i et ganske andet lys end det, vi traditionelt har haft grund til at se det i.
Således læste også Huma Ufandi i sin kloge kronik Muren i Os Selv (Information den 2 juli 2000) naturligt nok netop Indenfor Murene som et fremstød for idéen om, at love can find a way.
Det er ikke kulturernes forskelligheder der er problemet, skrev Huma Afandi, det er kulturernes fordomme, og det er dem, der skal væk. Fordomme skal skilles fra kulturen lige som avnerne fra hvede, og dér viser Indenfor Murene hvordan: »Ved at læse stykket gik det op for mig, at vi (jøder, kristne og muslimer GC) ikke er så forskellige som vi tror«.
En måske mindre tiltalende udgang på konflikter mellem kulturer og religioner kan blive, at den omsiggribende macdonaldisering løser problemet ved at gøre alle verdens kulturer til en global pærevælling, serveret i en baseballkasket.

Men selv om det hele skulle ende med vores fælles varmedød, kan der – lige før låget sættes på kisten – ske de særeste ting. Skikke, man troede uddøde, kan pludselig live op igen, fordi en eller flere har følt en uforklarlig trang til at redde dem fra glemsel. Og det er der også et pa-rodisk element af i Herluf Cohns sorgmuntre og selv-ironiske vittighed, selvom den først og fremmest omhandler problemerne med giftemål udenfor gruppen og de dermed forbundne fordomme.
Fordomme, der oven i købet er lovfæstet:
Ifølge Moseloven må jøder ikke gifte sig med ikke-jøder (medmindre disse konverterer), mens det ifølge islamisk lov er tilladt for en muslimsk mand at gifte sig med en ikke-muslim, men ikke omvendt.
Men ægteskab betragtes af religionerne – med god grund! – som en alvorlig sag. Formentlig er én af hovedårsagerne til, at et »blandet» ægteskab ofte bringer sindene i kog, tanken om de kommende børn. Skal disse fortsætte faderens linie eller moderens?
Også dette ser jøder og muslimer forskelligt på. Efter islamisk opfattelse har et barn samme religion som sin fader (dvs. barnet er automatisk muslim, hvis faderen er muslim) mens jøderne anser barnet for at have samme religion som moderen. Er hun jødisk, er barnet efter jødisk skik også jødisk, uanset om faderen er jøde eller ej.
Dette ville naturligvis give problemer i det hypotetiske tilfælde, hvor moderen er jødisk og faderen muslim. I så fald ville begge religioner samtidig gøre krav på barnet, men der er også et andet problem. Et sådant barn – lad os kalde ham Abdulla Finkelstein – ville ikke kun tilhøre to forskellige religioner, men sågar to forskellige folk, eftersom ikke blot jøder men også muslimer betragter sig selv som et folk: Det muslimske umma, (hvor umma betyder »folk«).

Med andre ord er overgangen til fjendens lejr ikke bare et spørgsmål om, hvad den enkelte nu synes. Også selv om man må nære det milde håb, at tingene under mere fredsommelige sociale om-stændigheder kan falde på plads – trods de høje råb, armsving og sårede følelser, som Herluf Cohn-vittigheden fortæller om.
Den begynder sådan her:
Familien Goldstein havde kun ét barn, sønnen Danny, som de inderligt ønskede skulle gifte sig med en pæn jødisk pige.
»Gift dig aldrig med en shikse«, havde de sagt med jævne mellemrum fra hans tidligste barndom og op gennem hele hans opvækst. Så sikre var de, at han ville følge den jødiske skik, at de lod ham studere på en ganske almindelig college i stedet for en jødisk ditto. Alligevel havde de bange anelser, da han tog af sted. »Og husk«, sagde hr. og fru Goldstein, da den nu granvoksne Danny gik op i bussen med kufferten i hånden, »gør hvad du vil...men gift dig aldrig med en shikse!«. Derpå vinkede de en tårevædet farvel og bussen forsvandt i det fjerne.

Som læseren sikkert har anet, gik det galt. En skønne dag ringede Danny Goldstein junior og nævnte forsigtigt, at han havde fundet jordens dejligste pige. Problemet var bare...jo problemet var bare det, at...at.... »Hun er ikke en shikse!?« råbte faderen fortvivlet. Jo, det var hun, måtte sønnen indrømme hvorpå hans mor besvimede på gulvet med et bump. »Nu har du slået din mor ihjel« skreg den nu karmoisinfarvede Goldstein, der ikke lod sig formilde af den omstændighed, at den udkårne havde vist interesse for jødedom og endda havde ytret ønske om at konvertere. Intet hjalp. »Vi har indskærpet dig hele dit liv, at du ikke skal gifte dig med en shikse, og hvad er det første du gør, når du går ud af døren? Du finder en shikse! Nej, nej, nej. Hende skal du ikke tage hjem til os. Det ville slå din mor ihjel for anden gang«.
Men sønnen lod sig ikke rokke. Nogle måneder senere ringede Danny. Han og pigen havde giftet sig og var flyttet sammen. Men han lød ikke særlig glad. Aha, sagde faderen, der anede, at udviklingen havde givet ham ret. »Jeg kan mærke på dig, at det ikke går godt med denne shikse.« »Nej,« måtte sønnen indrømme. »Jennifer er godt nok konverteret, men... hun er blevet jødisk i den grad, at hun er ved at tage livet af mig. Nu skal jeg gå med kalot på både nat og dag og samtidig overholde hver eneste af de hundreder af mitzvot (religiøse bud), der gør livet ganske umuligt. Hun forlanger, at vi tilbringer hele sabbaten i bøn, og hun kan ikke åbne munden uden at citere fra Torah (de fem Mosebøger). Hun er værre end mor og dig, og ja... Kort sagt: Mit liv er et jødisk helvede«.
»Nå? Hvad sagde jeg«, sagde faderen triumferende. «Du skulle aldrig have giftet dig med en shikse!«.

Geoffrey Cain er forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu