Kronik

Gudskelov for Folkekirken

Når religiøs fanatisme spiller en så lille rolle i Danmark, har det at gøre med en folke-kirke, der ikke blander sig i politik
Debat
31. januar 2001

Tro & Filosofi
Det er blevet politisk korrekt at skyde på Folkekirkens særstilling. Denne sene frugt af den konsekvente liberalisme måtte jo komme. Under den ironiske overskrift ’En syndig diskrimination’ fremførte Mona Sheikh således her i avisen den 3. januar nogle ikke sjældent hørte påstande om, at Folkekirkens særstatus skulle være diskriminerende. Hun henviser til frihed og menneskerettigheder. Dem er de fleste af os vist tilhængere af. Og hvis man både holder af konsekvente løsninger og samtidig har revolveren siddende løst i bæltet, er der rigtig nok kun kort til at skyde på Folkekirken.
Hvis sagen blot handlede om fuld anerkendelse af alle ægte religioner og religionssamfund, burde der ikke være noget problem. Højst et par opgaver. Men Folkekirkens særstilling handler om noget mere grundlæggende, nemlig om nogle af samfundets dybeste rødder. De religiøse rødder. Og de rødder har (ligesom naturlove, markedskræfter og seksuelle lyster) fat dybere nede end nogen demokratisk regel.
Så spørgsmålet er, hvad vi vil lade gælde som grundlæggende i samfundslivet. Demokratiske regler er uundværlige, men er de tilstrækkelige til et sundt samfund? Pløjer religionen ikke de dybeste spor, og trækker den ikke de yderste grænser i tilværelsen? Mener man alvorligt, at civilsamfundet skulle kunne fungere under benægtelse af sine religiøse rødder?

Danmark er et lille land, hvor det – blandt andet grundet landets lidenhed – hidtil er lykkedes at lade det religiøse være med-konstituerende for samfundets selvforståelse, samfundet forstået som en masse helt almindelige selvfortolkende mennesker, der lever sammen. Ikke sådan at man mener, at præsternes prædiken nødvendigvis er den ypperste sandhed. Vi lever jo i et protestantisk land, hvor enhver har ret til sin egen mening om det med Gud. Men at Gud et eller andet sted er der, og at kristendommen i sidste ende står for en dybere blandt andet moralsk sandhed – eller værdierne i vores liv med og mod hinanden – har hidtil vist sig som en både slidstærk og fællesskabsbærende tanke. I andre, især større, lande har man ekskluderet religionen fra statens selvforståelse. Men det er svært at opfatte tilstandene i disse lande som særligt tillokkende.
USA er et tydeligt eksempel. Det er et samfund, der – som
Sheikh og andre efterlyser – lader »frihedsrettigheder og menneskeretlig ligeværd« gælde som samfundets dybeste rødder. Men for mange herovrefra at se er det et meget anstrengt (også i moralsk forstand) samfund, hvor på den ene side det juridiske system hyldes højt og får megen plads i samfundets liv, men hvor på den anden side religiøse særinteresser har meget større indflydelse på realpolitikken, end tilfældet er i Danmark.
Så vidt man kan forstå af dagspressen, har den nye præsident Bush udnævnt en justitsminister, som på den post vil forfølge sine dybt reaktionære kristne mål. Sådan noget sker i lande, hvor man ikke har en fornuftig arbejdsdeling mellem religion og politik. Smider man religionen ud af det offentliges selvforståelse, gør man religionen til en særinteresse, som må spille det politiske spil på linje med alle andre særinteresser.
Når religiøs fanatisme spiller en så lille rolle i Danmark (i modsætning til USA), har det at gøre med den danske model, som sikrer, at religionen kommer derhen, hvor religionen hører til. Og det er ikke på de politiske ideologiers kampplads, men først og fremmest i kirken og i menneskers indre liv. At de indirekte politiske virkninger, som religionen utvivlsomt har, ifølge dansk tradition kommer til udtryk gennem et verdsligt ansvar og i politiske partier, som finder begrundelserne for deres mål i denne verden, betyder at fanatismen har dårlige kår i Danmark.
Baggrunden herfor er, at vi hidtil har anerkendt det religiøses grundlæggende betydning for samfundet. Hvad det angår er ’den danske model’ en arv fra den reformatoriske kristendoms- og samfundsforståelse, som (med Jesus) giver kejseren hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er, eller (med Martin Luther) anerkender menneskets tilværelse som en dobbeltrelation mellem Gud og verden, men vel at mærke (med oldkirkens fædre) gør det uden sammenblanding og uden adskillelse. Sammenblandingen er teokrati og statsreligion, adskillelsen er privatreligion og tribalisering.
Folkekirketanken giver plads til det frie politiske spil, idet den på en gang aflaster det politiske for at skulle opfylde religiøse præten-
tioner og religionen for at skulle opfylde politiske. En del af baggrunden for og berettigelsen af Folkekirkens særstilling ifølge Grundloven er altså en anerkendelse af betydningen af tilværelsens religiøse rødder, hvilket blandt andet vil sige en erkendelse af, at skal disse rødder friholdes af politisering, må de skærmes politisk (af Grundloven).
At fastholde de rødder indebærer imidlertid, at man ikke kan lade alle religiøse synspunkter være lige gyldige. Det ville være ren abstraktion. Hvis vi taler om dagens Danmark, kan sunnittisk islam ikke tilkendes samme betydning som evangelisk-luthersk kristendom som samfundets religiøse rødder. Dette på trods af, at de to former for tro har en del til fælles. Noget må være rigtigst, mens andet kan have noget rigtigt ved sig. Hvis det religiøse billede i Danmark ændrede sig radikalt, måtte den evangeliske lutherdom selvfølgelig vige pladsen. Forhåbentlig for en anden religion, der heller ikke hverken adskilte eller sammenblandede religion og politik! Men at den evangelisk-lutherske kirke i dag er den danske folkekirke, skyldes, at folkets store flertal finder, at den religion trods alt er den rigtigste.

Man kan sige, at Folkekirkens særstilling har en parallel i folkekirketankens understøttelse af demokratiet og dets værdier. Ikke alene er arbejdsdelingen mellem kirken og den demokratiske stat en del af Folkekirkens selvforståelse. Men at Folkekirken betragter demokratiet (især det samtalende demokrati) som den bedste forvaltning af og kontrol med magten, fremgår også af dens eget virke, som jo blandt andet sker i systemet af menighedsråd, som er landets mest udstrakte græsrodsdemokrati. At respekten og omsorgen for det enkelte menneske (uanset tro og meninger) ligger ved Folkekirkens hjerte, burde også være indlysende, når man tænker på organisa-
tioner som Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær. Man kan ligefrem mene, at kristendommen må have en del af æren for mange af de vigtigste værdier i det danske demokrati.
Når Folkekirken og folkekirkeordningen alligevel anklages for (medskyld i) diskrimination, må man opfordre til i stedet for abstrakte diskussioner om Folkekirkens særstilling at se på noget af det, som nok har givet næring til anklagerne. Lad mig nævne fire punkter.
nHinduerne i Brande, som blev chikaneret i deres gudsdyrkelse. Det er pinligt og skammeligt, at det øjensynligt var folkekirkemennesker, som førte an i chikanen. Men det har intet med Folkekirkens særstilling at gøre.
nMuslimer bliver mødt med alle mulige former for modstand, forhindringer og fordomme i deres forsøg på at få begravelsespladser og ordentlige moskeer. Også det er forargeligt, men det har kun meget lidt med Folkekirkens sær-status at gøre. Efter min opfattelse kommer modstanden fra mennesker, som ikke er villige til at omgive religion med en blot rimelig grad af respekt.
nFolkekirken fører den offentlige grundregistrering gennem kirkekontorerne (fødselsanmeldelser, navne- og dåbsattester etc.). Derfor skal både ateister og mennesker med anden tro end kristendommen rundt om kirkekontorerne. Begrundelsen findes i historien. I dag er der tale om et rent borgerligt foretagende, og det er svært at se, hvori det diskriminerende består. Jeg føler mig i hvert fald ikke diskrimineret ved at købe mine grøntsagerne hos en tyrkisk grønthandler med en anden tro end min.
nIkke hvad som helst skal have lov til at kalde sig et trossamfund eller en religion med de fordele, der følger med. Det har en hvilken som helst offentlighed en indlysende interesse i. I svundne tider domineredes det udvalg, som tager stilling til ansøgninger om anerkendelse, af væmmelige teologer og præster som mig. Det er måske ikke rimeligt eller i offentlighedens interesse. Derfor er det ikke længere sådan. Nu er der kommet anderledes saglige og objektive religionsvidenskabsfolk ind i det udvalg. Og de behøver ikke engang at være medlem af Folkekirken! Så nu er den procedure ikke diskriminerende længere. Ligesom den intet har med folkekirkens særstatus at gøre.

Det er med andre ord ikke rimeligt at sige, at Folkekirkens særstilling er diskriminerende. Kun ud fra en position, der miskender religionens betydning for samfundet, kan man mene sådan noget. Men det er denne position, som er urimelig. Ikke den danske grundlov. Tværtimod burde vi alle samme give religionen mere plads og mere respekt i vores liv sammen.
For det er nok her, det halter. Når animositeten mod Folkekirken får så frit spil, som den af og til får, har det en del at gøre med, at det religiøse er et forsømt område i mange danskeres liv. De fleste har en ret massiv blufærdighed overfor det religiøse. En forklaring herpå har mange fundet i den kulturradikalisme, som gennem lang tid var højeste visdom på bjerget. Og stadig er det visse steder.

Den forklaring kan ikke modsiges, men en anden faktor har hjulpet ganske godt med, og det er selve den teologi og forkyndelse, som har domineret Folkekirken det meste af sidste halvdel af det 20.ende århundrede, den såkaldt grundtvigsk-tidehvervske. Selv om denne teologi var lige så glad som kulturradikalismen var ked af Folkekirkens særstilling, så var den præcis lige så mistænksom overfor fænomenet religion. Religion var nemlig – mente man – menneskers hykleriske forsøg på at nærme sig Gud, mens kristendommen i afgørende forstand ikke var nogen religion, men derimod Guds åbenbaring (som så var noget helt andet end religion!).
Med dette selvmål af næsten verdenshistoriske dimensioner er det lykkedes en del præster at hjælpe kulturradikalismen med at fratage mange kultiverede danskere et naturligt forhold til religion. Som sognepræst kan jeg kun sige, at mine fædre dyrkede sure druer, og nu har jeg svært ved at få dem solgt!
Og så alligevel! Nogle tror, at den voksende religiøsitet (nye og gamle religioner) uden for Folkekirken truer den. Det tror jeg ikke. Tvært imod kan man forestille sig, at væksten af anden religion vil bidrage til at befri de mange danskere for deres store religiøse blufærdighed og få dem til mere åbent at vedkende sig de værdier og kvaliteter, som Folkekirken står for, og som begrunder dens særstilling ifølge Grundloven.

Martin Ishøy er sognepræst, ph.d.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her