Kronik

Hallo medier: Vi er her også

Debat
2. januar 2001

’Hvis danske unge bruger ecstacy, laver ballede eller er pædofile, skal gennemsnitlige danskere jo ikke stå og forsvare sig selv, vel?’

Retfærd & Velfærd
Den nylige voldtægtsepisode på Gammeltorv og den efterfølgende sigtelse mod unge med etnisk minoritetsbaggrund har endnu engang startet en hetz mod etniske minoriteter. Følelserne har fået frit spil, hvilket har resulteret i stereotype generaliseringer både i pressen og blandt politikerne. Ikke kun mod de utilpassede unge, men mod alle med anden etnisk baggrund.
Det er bemærkelsesværdigt, at man i et demokratisk retssamfund har fået tradition for, at den offentlige og politiske dom falder væsentligt før den juridiske dom. En sådan kollektiv straf og brændemærkning ligger efter min opfattelse ikke i forlængelse af de gode danske demokratiske traditioner. Det er tværtimod noget, som vi kender fra nazismen – og noget, som vi danskere absolut ikke ønsker at blive sat i forbindelse med.
Jeg forsøger ikke at bortforklare de kriminelle handlinger, der blev begået på Gammeltorv. Jeg siger blot, at resultatet af den megen fokus på sagen er, at det nu er blevet legalt for den øvrige befolkning at stille endnu større krav til alle etniske minoriteter.
Det er som udgangspunkt vigtigt at slå fast, at der ikke er nogen kulturer i verden, som tillader voldtægt. Unge med etnisk minoritetsbaggrund bliver desuden heller ikke opdraget til at være ondskabsfulde eller hævnlystne over for det danske samfund og danske kvinder. Når det så er slået fast, er det mindst lige så vigtigt at pointere, at den seneste tids voldssager i bund og grund omhandler en meget lille gruppe af unge med anden etnisk baggrund, som er blevet svigtet af både deres forældre og samfundet. Hverken forældre eller samfundet som helhed kan tillade sig at fralægge sig ansvaret for hændelser som denne.
Generaliseringer om mennesker er som regel skadelige og fører ikke til fornuftige strategier eller løsningsmodeller. Vi må i stedet stræbe efter at afdække årsagerne bag hændelser som den på Gammeltorv. Det er vigtigt at belyse, hvilke grundlæggende problemer der ligger bag disse symptomer og indgå i en dialog om, hvordan vi i fællesskab kan forebygge lignende hændelser fremover.

Hvis man antager, at det er afgørende for alle mennesker at blive accepteret af det fællesskab, som de bor i, har det fatale følger, hvis mennesker udelukkes fra fællesskabet. Det er ligeledes kendt, at mennesker over tid har en tendens til at påtage sig de egenskaber, som fællesskabet tillægger dem.
Når samfundsborgere med udenlandske rødder konstant konfronteres og foragtes for deres anderledeshed – uanset om de forsøger at tilpasse sig fællesskabet eller ej – er der en stor risiko for, at nogle grupper blandt disse mennesker med tiden bukker under for fællesskabets pres.
Kaster man et grundigt blik på etniske minoritetsborgeres samfundsmæssige vilkår, så er det netop udelukkelse, diskrimination, marginalisering og en stærk opdeling mellem ’Os’ og ’Dem’, der er kendetegnende.

I et demokratisk samfund med basale og individuelle rettigheder og en lang og god tradition for ligestilling må udgangspunktet for enhver vurdering af et menneske være individet og ikke den etniske baggrund! Der er i dag et markant behov for en mere nuanceret debat i medierne og på den politiske arena om mennesker/borgere med anden etnisk oprindelse. En debat, der giver plads til alsidige historier, og som ikke bare er båret af forestillinger og fordomme.
Jeg vil derfor her henlede opmærksomheden på en række synspunkter fra to unge mennesker med anden etnisk baggrund. De udgør flertallet af unge med etnisk minoritetsbaggrund og er – på trods af deres ringe vilkår – velfungerende og lever op til deres egne og samfundets forventninger til dem.
De to unge er begge bosiddende i Gladsaxe Kommune, og indledningsvis skal en række nøgletal fra Gladsaxe derfor præsenteres. Her startede ca. 95 procent af hele ungdomsårgangen i 1997 på en ungdomsuddannelse. Andelen af tosprogede unge, som startede på en ungdomsuddannelse var på 96 procent. Undersøgelser viser, at 47 ud af de 49 tosprogede elever, der i 1997 forlod kommunens 9. klasser, fortsatte på en ungdomsuddannelse.

Hovedårsagerne bag det vellykkede uddannelsesmønster skal for det første findes i den overordnede kommunale struktur, som karakteriseres ved tværsektoriel indsats i arbejdet med etniske minoriteter. Den anden årsag skal findes i den kommunale folkeskolestruktur og særligt tre forhold.
Gladsaxe kommune har for det første siden begyndelsen af firserne ikke betjent sig af modtagelsesklasser. Man har dernæst siden midten af halvfjerdserne haft tosprogede lærere ansat til eleverne fra de største indvandrergrupper, og endelig har Gladsaxe etableret et succesfuldt samarbejde med forældrene, der fungerer som bindeled mellem skole og skolebestyrelse.
Med udgangspunkt i ovennævnte eksempel, forestiller jeg mig at mange danske kommuner kan præsentere lignende statistikker. Det handler blot om at finde de positive historier om etniske minoriteter frem.

Selda er en 22-årig pige med tyrkisk/kurdisk baggrund, som læser til tandlæge på tredje år. Hendes mor er hjemmegående, og faren er arbejdsløs. Det har et par gange været på tale, at Selda skulle gifte sig og stifte familie, men Selda har holdt fast i, at hun vil færdiggøre sin uddannelse. Familien har så efterfølgende valgt at støtte og bakke hende op.
Selda har det godt med livet i Danmark, men hun føler sig utryg ved fremtiden pga. diskriminationen af etniske minoriteter i samfundet. Hun har svært ved at identificere sig med omtalen af unge med etnisk minoritetsbaggrund, især pigerne.
»Der er så meget tale om kulturer, og man har lyst til at spørge: Hvad er der med den kultur?«
»Det er vigtigt at samles om de mere universelle værdier, som er mere eller mindre ens for alle mennesker. For mig er det svært at forstå, hvorfor unge med udenlandsk baggrund begår vold og voltægt, men jeg forstiller mig, at de er konstant under pres og klemt mellem to kulturer.«
»Deres familier har måske svært ved at tale med dem og ved ikke, hvad deres unge går og laver. Det er vigtigt, at forældre og skoler har en dialog med hinanden. Jeg er rigtigt træt af de statistikker, som altid kommer med konklusioner om, at etniske minoriteter er mere kriminelle end resten af befolkningen. Vi ved godt, at man kan manipulere med tal. I min omgangskreds er der mange unge af min slags, som er lovlydige og velfungerende – vi bliver næppe omfattet af nogen tal!«
»Medierne, skolerne og alle andre skal fokusere mere på Danmark som et flerkulturelt samfund og ruste befolkningen til at tolke forskellighederne positivt. Jeg synes, at sexmoralen i Danmark er OK. Den er anderledes end min eller mine forældres, men jeg har ikke nogen problemer med dansk åbenhed. Danske kvinder er meget åbne, og jeg respekterer dem. Jeg synes ikke, at denne åbenhed er ensbetydende med, at alle kvinder er sexobjekter. Men jeg synes, at forskellige syn på denne åbenhed må respekteres.«

Imran er 24 år og er danskfødt af pakistansk oprindelse, ugift, bor med sin forældre og arbejder som datamekaniker. Hans mor er skolelærer, og faderen er indvandrer fra 1970’erne og er nu begge arbejdsløse:
»Jeg havde fuld opbakning fra min familie til at tage en videregående uddannelse. Da jeg tidligere søgte praktikpladser og fik utallige afslag, begyndte jeg at tænke på diskrimination. Fordi diskrimination findes i høj grad i Danmark.«
»Jeg har tit oplevet, at når man har en anden baggrund, så taler folk ikke til mig, men til kollegaen. Livet i Danmark er ikke dårligt, men vi skal altid være i forsvarsposition. Der lægges mere mærke til os, fordi vi er så synlige. Hver gang en idiot begår et eller andet ulovligt, så skal jeg i bussen og på gaden komme med forklaringer på det. Hvis derimod danske unge bruger ecstacy, laver ballede eller er pædofile, så er det ikke de gennemsnitlige danskere, der skal stå og forsvare sig selv, vel?«
»Jeg omgås for det meste unge, der som jeg har etnisk minoritetsbaggrund, og det er fordi, vi har fælles oplevelser og føler, at vi forstår hinanden godt. Men vores fælles snak handler ikke kun om diskrimination. For os er det vigtigt, at der ikke bliver generaliseret, hver gang der er noget om etniske minoriteter. Vi er alle individer med forskellige behov og forventninger til samfundet og til os selv.«
»Jeg tror ikke så meget på statistikker om kriminalitet. Medierne bruger dem, fordi de sælger godt. Omkring de unge kriminelle tror jeg ikke, at det har noget med deres eller deres forældres oprindelse at gøre. Ungdomskriminalitet findes i alle samfund og er symptomer på, at nogen udelukkes af samfundet.«

Det er afgørende, at historier som disse også får spalteplads – ellers er der risiko for, at de velfungerende unge, som er ’mindre hvide’, bliver glemt. Jeg ved godt, at sensationelle historier om kriminalitet sælger bedre end de kedelige historier om velfungerende unge, der blot passer deres arbejde.
Konsekvenserne af en skæv formidling er imidlertid alvorlige. En stor glemt og marginaliseret ungdomsgruppe er der ingen fremtid i – tværtimod rummer dette perspektiv kun menneskelige, sociale, politiske og økonomiske problemer, som vi ikke kan være bekendt.

*Azam Javadi er formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her