Læsetid: 3 min.

Det, der kaldes ’ny politik’

I et samfund, hvor alt er til forhandling, bliver selv forhandlinger umulige
30. januar 2001

Kommentaren - Perspektiv
kultursociolog, extern lektor på RUC og redaktions-medlem på SALT
Forhandling er et begreb, der vinder større og større udbredelse. Politologer har i flere år talt om forhandlings-økonomi (Ove Kaj Pedersen), sociologer taler om forhandlingsmoral, og det er almindeligt at se grønne regnskaber og etiske regnskaber som eksempler på forhandlingssamfundet.
Forhandingsøkonomien hænger sammen med ændringer i samfundet, som efterhånden flytter politiske beslutninger fra parlamentet ud i en masse organer på internationalt niveau (EU, WTO) og på lokalt niveau (skolebestyrelser, brugergrupper). Hvor politiske beslutninger tidligere foregik centralt i parlamentet og derfra hentede synlighed og legitimitet, taler man om det nye centerløse samfund, hvor beslutningerne foregår rundt omkring i forskellige organer.
Den politiske forbruger er efterhånden velkendt, men den politiske virksomhed er også ved at opstå. Man taler om overgang fra government til governance, fra regering til styring. Dermed bliver styringen mere fleksibel og tidssvarende, hævdes det.
Men den bliver også langt mindre overskuelig og gennemskuelig. Det er svært at tale om ansvar og legitimitet, når det er uklart, hvem der beslutter hvad. Politikken flyder ud i samfundet, som Ove Kaj Pedersen formulerer det. Nogle taler begejstret om ny politik, der delvist afløser den gamle parlamentariske politik. Ja nogle mener, den ny politik er mere demokratisk end den gamle.

En ny synsvinkel
Det kan dog hævdes, at forhandling ikke så meget er et nyt fænomen, som det er et nyt perspektiv, en ny synsvinkel. Antropologerne Schultz & Lavenda opstillede 1987 et forhandlingsperspektiv på de menneskelige samfund og institutioner (Cultural Anthropology), selvfølgelig især på de såkaldt primitive samfund. Forhandlingsperspektivet er her et alternativ til determinismen, dvs. til teorier der ser samfundets institutioner som entydigt bestemt og udviklingen som totalt fastlagt.
Over for determinismen fastholder Schultz og Lavenda, at alt i en vis udstrækning er til forhandling. De ser slægtskabssystemer som udtryk for forhandling, og klasse, race og etnicitet ser de som forhandling af social status. Mening og identitet er til forhandling, ja selv historien. På denne måde ser de forhandling på steder, hvor deterministen kun ser entydighed og rigiditet. Men, hævder de, forhandlingerne forudsætter regler og enigheder. Forhandlingsparterne ved, hvilke regler de skal påberåbe sig, og hvordan de bedst skal skaffe sig legitimitet. Uden regler og enigheder ville dette være umuligt. Langt fra at umuliggøre forhandling er regler og enigheder en forudsætninger for, at forhandlinger kan gennemføres og resultatet fungere.

Et overordnet begreb
Det må dog bemærkes, at denne antropologiske model arbejder med et forhandlingsbegreb, hvor forhandling snarere er en metafor. Der er ikke tale om et organ, hvor folk faktisk diskuterer og løser problemer på en systematisk måde. Forhandling ses som et overordnet begreb, der peger på handlemuligheder, glidninger og ændringer i et samfund og dets kultur.
Mægling og forhandling forudsætter ofte en tredjepart, en mægler. Schultz og Lavenda hævdede, at forhandling forudsætter regler og enigheder. Derfor kan et forhandlingssamfund let løbe ud af kontrol. Hvis alle beslutninger og al lovgivning og alle instanser og alle kriterier er underlagt tvivl, uenighed og forhandling, vil selv forhandlinger være umulige.
Det amerikanske præsidentvalg illustrerer denne fare. Der foregik forhandlinger via offentligheden og med inddragelse af domstole.
Meget af alt dette var dog snarere skinforhandlinger. Ingen betragter domstolene som ophøjede størrelser, og mange betvivler domstolenes upartiskhed og afgørelsernes gyldighed. Processen standsede af pragmatiske grunde, ikke fordi man nu havde fundet den rigtigste løsning. Man orkede bare ikke fortsætte det absurde forhandlingsspil mere.

Hvad kan sættes i stedet
I nabostridigheder i nutidens Danmark er man begyndt at institutionalisere en mægler. Uden denne mægler synes en fornuftig løsning ofte at være umulig, ja nabostridighederne kan løbe ud i korporligheder. Mæg-ling er utvivlsomt en god ting.
På mange måder er en vellykket mægling bedre end en retsafgørelse. Alligevel må man spørge, om det er heldigt, hvis udviklingen fører til, at politik erstattes af mæglingsprocesser og ’forhandlinger’.
Lad mig afslutningsvis vende tilbage til Ove Kaj Pedersen, der allerede i 1994 (Demokratiets lette tilstand, s. 14-15) talte om politikkens eksplosion. »I dag er politikken spredt for alle vinde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu