Kronik

Køb en kiosk, min søn

Debat
9. januar 2001

Det er på tide, at vi løser ’stavnsbåndet’ for indvandrere: Lån folk penge til enfamilie-huse, og giv de unge troen på, at det nytter

Retfærd & Velfærd
Køb en kiosk, min søn«, fik en af mine gamle elever at vide af sin far, da han ville have en uddannelse. Den unge mands videre plan var at flytte hjemmefra med sin kone og deres to børn. Jeg håber det vil lykkes for ham inden han bliver 30. Situationen udgør et svært dilemma, som jeg ofte møder i skolen. Skal den unge vælge at følge familieoverhovedets råd og krav eller sine egne lyster.
Danske lærere er helt generelt ikke rustede og kompetente til egentlig rådgivning i sådanne situationer, allerhøjst kan vi fortælle, hvordan vi selv har fundet en bolig – og så henvise til diverse indvandrerrådgivningscentre.
Faderen var helt imod at sønnen skulle have en handelsuddannelse, for han kunne ikke tro på, at det nyttede noget; men stor var stoltheden, da sønnen fik en god HG1-eksamen og året efter en fin HG2-eksamen. Den unge nydansker fik efterfølgende en af de meget eftertragtede kontorlærepladser med en startløn på omkring 15.000 om måneden. Det er faktisk ret godt gået. Derimod bor han stadig hjemme.

I samtaler med de unge uddannelseslystne indvandrere er det vigtigt at give plads til, at andre familier og samfund kan have andre værdier, f.eks. den værdi at man i fællesskab driver en forretning, samtidig med at man åbner mulighederne i det danske samfund.
Alt for ofte sættes integration lig med selvforsørgelse, men hvis selvforsørgelsen sker i forretningsmiljøer, der trækker de unge ud af det danske samfund, kan det sinke integrationen betydeligt. I ovennævnte eksempel blev der ikke sat hårdt mod hårdt; vi viste derimod respekt og tolerance over for familien, men søgte samtidig at støtte den unge mand i hans bestræbelser på at få en uddannelse (og såmænd også i at flytte hjemmefra).

En anden af mine elever blev trukket ud af skolen, fordi han fik en kæreste på skolen, én som elevens far ikke havde valgt. Pigen havde samme nationalitet og kunne som sådan være et oplagt gifteemne, men forholdet blev hårdhændet forpurret af faderen på grund af divergerende klan- og giftemålsstrategier.
Den unge mand havde ellers vist oplagte evner for handelsfagene, men her vandt faderens stuearrest og dominans. Fra skolens side forsøgte vi at forhandle os til rette, men desværre uden resultat. Jeg ville ønske, der var et kompetent institut, hvor lærere og socialarbejdere kunne hente råd i f.eks. sådan en situation.
Der er to personlige tragedier i denne historie:
*Den unge mand blev kort efter tvunget til at gifte sig med en pige, som faderen valgte.
*Den unge mand fik ikke den uddannelse, som han egnede sig til, og som han holdt af.
Men så er der den tredie og mere samfundsmæssige tragedie: Integrationen er slået tilbage. Den unge mand er taget tilbage fra det danske samfund, har fået en udenlandsk kone og familien er dermed med ét slag gjort til førstegenerations indvandrere.
En tredie elevs mand syntes, at konen tjente for lidt ved at gå i skole. Tårevædet kom hun og meldte sig ud. Vi kunne ikke finde en løsning for hende. Egentlig kunne vi godt forstå manden, der jo måtte få familiens økonomi til at hænge sammen. Det var nødvendigt at konen tjente flere penge.
I situationen rasede jeg over aktiveringsreglerne og de halve dagpenge, der følger med uddannelsesaktivering, men i et klarere øjeblik gik det det op for mig, at motivationen skal ligge hos eleven – og ikke i at blive sat på skolebænken i en mægtig god forsørgelsessituation.

Som lærer på et handelsgymnasium oplever man en gruppe af elever (både danske og etniske unge), som man nok aner får svært ved at komme videre i uddannelsen – det vil sige, svært ved at finde en læreplads.
På Handelsskolen i Ishøj etablerede vi derfor i 1998 et særligt HG-forløb for indvandrere (i samarbejde med FDB m.fl.). HG-forløbet varede halvandet år mod normalt ét år, og der var dermed et halvt år til at undervise i før-HG-stof. Herudover var forløbet spækket med elementer, der havde til hensigt at tune eleverne ind på det danske erhvervsliv. FDB’s personalekonsulenter fandt f.eks. praktikpladser, deltog i arrangementer for klassen, foretog erhvervsguidning i klassen og deltog som censorer ved projekteksamener.

Det, at projektet gav eleverne en formel kompetence (en HG-eksamen) var med til at fastholde eleverne på en skole, der i form og indhold ligger langt fra skolerne i forældrenes hjemland. Undervejs, når eleverne var mod-løse, var dette et af vore stærkeste argumenter for at motivere og fastholde eleverne i forløbet – man skal tænke på, at eleverne var under konstant pres fra familie og netværk (hjemmegående husmødre = arbejdsløse = passiv forsørgelse = en slags rollemodel) og også fra de danske systemer med halve dagpenge osv. Så det var unægtelig en fordel, at målsætningen var så konkret.
Omvendt viste det sig, som tiden skred frem, at ikke alle var gearet til butiksgulve. Men her kom HG-uddannelsen til at virke som en løftestang. Nogle søgte umiddelbart over på HG2, der retter sig mod kontorfagene, andre har forsøgt sig med helt andre uddannelser. Et HG-forløb, der planlægges sammen med erhvervslivet, får automatisk konkrete målsætninger, og i vores tilfælde førte dette resultater med sig. Ikke mindst, da hele forløbet var bygget op omkring den konkrete målsætning, der kunne måles, ses og give indtryk af, at det her, dét var noget!
Altså ud med projekter der ikke giver eleverne en formel kompetence, f.eks. en HG-eksamen (selvom mange projekter sikkert er udmærkede). Det er for meget med projekter, der leder frem til et introforløb, der igen fører frem til et forforløb, der igen – hvis eleven ikke er blevet meget træt – leder frem til en uddannelse... Eleverne går ikke i skole for projekternes skyld, men for faktisk at finde en plads i det danske samfund, og det perspektiv må ikke helt slippes af syne.

Nyere tids mantra, når man taler boligsektor, kan udtrykkes ved ordene: ’almennyttige boliger’. Nogle kommuner, f.eks. Ishøj, Albertslund og Brøndby, er kommet så vidt, at de har fået en reel sammenstuvning af socialt dårligt stillede, herunder en stor del indvandrere. Fakta: Vi har en boligsitituation, hvor mange fattige – ikke mindst indvandrere – bor i dyre almennyttige lejligheder, hvor de reelt er stavnsbundne. Alverdens projekter, hensigter og ordninger er ingen ting værd, hvis ikke basale livsforhold som en agtværdig bolig og et godt job er opnåelige størrelser.
Min påstand er følgelig, at familiehuse er et must for næste generations trivsel.
Er der nogen, der kan huske fattige familier på landet? – Helt op i 60’erne kunne de have kakkelovn i stuen og skidespand ude i laden. Det eneste, det var godt for, var rabarberne, der modsat børnene, blev meget store og sunde. Netop disse familier kom ind i velfærdsstaten Danmarks favn ved at komme til at bo i et lunt lille stenhus på ca. 98 m2. Jeg mener, tiden er inde til at gentage succesen.
Helt op i 60’erne var en af de væsentligste socialpolitikker i Danmark, at mindrebemidlede landarbejdere kunne få billige landarbejderlån, så de kunne bygge et hus. I dag tjener ingen så lidt som tidligere tiders landarbejdere, men er vi ikke ved at skabe et byproletariat, som har nogenlunde den samme status som marginaliserede borgere?
Derfor: Giv for pokker ’landarbejderlån’ til indvandrere i trang, på de betingelser, som gerne hører med: Man kan ikke selv høste fortjenesten ved et evt. salg, man kan kun få billige lån én gang i livet (sådan kører det stadig i f.eks. Norge) – og sikkert flere.
Meningen er ikke at gøre staten til en gavebutik, men at give et løft til udmattede samfundsgrupper og dermed gøre disse borgere mere indbringende for samfundet. Hvis man interesserer sig for de menneskelige aspekter, kunne man tilmed sige, at det vil give et uvurderligt livskvalitetsløft, som givet vil give positivt nedslag i kommende generationer.
Jeg ved godt, at der kan peges på andre grupper i samfundet (f.eks. enlige mødre), der lever lignende socialt trængt.
Men kunne vi ikke begynde et sted? Lovgiverne kan passende få til opgave at sætte grænsen for hvor.

Lona Holdt er uddannelsesleder på Handelsskolen Ishøj og Taastrup.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her