Læsetid: 4 min.

Kulturnostalgi – forsøg på en anmeldelse

24. januar 2001

Dansk kultur er rygeost og rødgrød med fløde. Alt andet er uvedkommende og højrøvet akademisk snak – ifølge den mystiske forening Dansk Kultur

Kommentaren - Råt
For et par måneder siden stiftede jeg tilfældigt bekendt-skab med Foreningen Dansk Kultur i form af deres årskrift for 1999 – husstandsomdelt via posten. Skriftet indeholder blandt andet overskrifter som: ’Kærlighed til sproget… at være dansk’, ’Hvad er dansk kultur?’ og ’Den danske sang’.
Det lyder umiddelbart enormt hyggeligt og rart, og man bliver sådan lidt varm om hjertet. I ved: Rød-hvide farver, en ung blond pige og H.C. And., som står ved brede bøge, etc. Det hele emmer langt væk af nostalgi, forår og barndomsland, og forsiden prydes da også af en smuk arisk-dansk pige i færd med at plukke jordbær en varm sommerdag. Billedet signalerer renhed og harmoni – en verden i fred med sig selv.

Forførelsen
Først bagefter opdager man forførelsen. For lader man øjnene løbe ned ad ikke alene forsiden, men også siderne inde i bladet, begynder det at gøre ondt. Det er her skinnet bedrager, det er her virkelighedens Dannevang afslører sig, for det er her man læser overskrifter som f.eks. ’Elitens forræderi’ og ’Kristendommen er nødvendig i kulturkampen’ – temaer, som henter yderligere krudt i en vedlagt pamflet kaldet ’Den lille grønne’ med omhyggeligt udvalgte citater fra Koranen.
Pamflettens citater fremstilles som den endegyldige version af Islams syn på de vantro kristne. Jeg nævner i flæng: »Dræb og slagt (de vantro) hvor I end finder dem« (Koranen, sura 2, vers 192) og »I skal bekæmpe folk, medmindre de bekender sig til Islam« (Sura 48.17). Tekstbidderne repræsenterer ifølge forfatterne Islams indre og sande væsen.
Ser man bort fra artiklernes absurde fortolkninger og totalt inkompetente generaliseringer, afspejler Foreningen Dansk Kultur på fornemste vis nationalfølelsens evindelige paradoks: På den ene side kærligheden til fædrelandet, på den anden side hadet (ikke mishaget eller utilfredsheden eller u-enigheden), men det utvetydige had rettet mod – i dette tilfælde – alle muslimer i alle lande: Troende som ikke-troende, fanatikere som moderate, alle retninger, alle trossamfund. Så tæt svinger yderlighederne sammen, så intenst næres de ved hinanden, at nationalfølelsen konstant pendulerer mellem snart den ene snart den anden ekstrem.

Fynsk rygeost
Årskriftet opbygger ikke alene den klassiske xenofobiske modstilling mellem ’dem’ og ’os’, men tilfører debatten en kvalmende og paranoid frygt for, at Islam om føje år vil gøre det af med alt hvad der hedder kristen, vestlig civilisation.
Artiklernes ophavsmænd- og kvinder skriver med en råhed og brutalitet, man skal tilbage til middelalderens korstogsaforismer for at finde paralleller til. Man har de indignerede følelser helt ude på tøjet i de mere og mere forudsigelige fortolkninger. Den ene kliché står i kø for at afløse den anden, mens læseren med en tilbagelænet og gammelklog attitude belæres om, at dansk kultur er lig med fynsk rygeost, højt smørrebrød, sprød flæske-steg og rødgrød med fløde. Alt andet er uvedkommende og højrøvet akademisk snak.
På side 10 får man en rigtig selvretfærdig tåreperser serveret i form af historien om en ghanesisk kvinde, som flyttede til Danmark i 1981. Hun har udelukkende oplevet danskerne som et rart og venligt folkefærd, og hun udtaler i den forbindelse: »Jeg elsker dansk mad, og jeg er god til at lave den. Brun sovs, bøffer og flæskesteg, det er lige mig. Så en skønne dag kunne jeg godt tænke mig at åbne en restaurant, hvor gammeldags mad, som bed-stemor lavede den, skal præge menuen«. Ikke et øje er tørt, og historiens forfatter konkluderer da også med blændende analytisk skarphed: »Der er altså immervæk muligheder for det danske indslag i fremtidens verden!«
Videre går det over stok og sten: Vi får at vide, at det sønderjyske kaffebord er et særligt dansk begreb, der går ca. 150 år tilbage, at vort modersmål er dejligt, og at forfatterne Peter Seeberg (R.I.P.) og Morten Sabroe vistnok ikke er helt fine i kanten. De har nemlig formastet sig til at sige, at »hjemmefølelse skal suppleres med åbenhed« (Seeberg), og at »…Danmark ville være et dejligt land uden danskere« (Sabroe). Kritisk refleksion og selvironi forkastes – her gælder kun den rå, dokumenterede virkelighed. Kaffe og blødt brød: Dét er Danmark!

Orkestrering af forskelle
Grundstemningen og idealerne som præger teksterne i årskriftet er totalt ubrugelige i den udvikling, som det danske samfund i disse år er inde i. Danmark er, som medspiller i en global økonomi, underlagt de samme betingelser som gælder for alle vore konkurrenter. Et af de vigtigste succesparametre er viljen til at integrere forskelligheder (etnisk, religiøs, kulturel) som et redskab i samfundsudviklingen. For Danmarks vedkommende: I udviklingen af velfærdsstaten.
Ikke alene bliver vi i fremtiden færre til at forsørge flere, men hele samfundets velstand står og falder i disse år med vores evne til at involvere og engagere os i verden omkring os.
Vinderne bliver de lande, som forstår at orkestrere og integrere forskelle som ressourcer og mulige gevinster. De, som udadtil, via deltagelsen i finmaskede, internationale netværk, formår at skabe sig de nødvendige forudsætninger for at kunne overleve i den globale økonomi.
Man har lov at håbe, at årsskriftet er en enlig, vingeskudt svale.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu