Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
8. januar 2001


Kirke og Stat
*Hvad er meningen med at opretholde en statskirke, når de fleste af kirkens læresætninger er rent vrøvl for det store flertal? Er det ikke grotesk, at staten støtter en kirke, der hævder dogmet om »den ubesmittede undfangelse«, »kødets opstandelse« og troen på en henrettelses guddommeligt frelsende natur? Var det ikke på tide enten at kræve, at kirken stopper sit formørkede ævl (og så kan præsten for min skyld spille bas eller flette guirlander) eller cutte enhver forbindelse mellem staten og kirken?

Carsten Ploug Olsen
Ny Vestergade 6
Odense C

Unge er ikke dumme!
3. JAN. – Topmoderne rytmer dukker op midt i radionyhederne og en glad underlægningsmusik kommer frem samtidig med at en overfrisk fyr fortæller at en palæstinensisk landmand er blevet myrdet. Det lyder som om at studieværten bare synes, at det er det fedeste i hele verden. Febrilsk styrter jeg hen til radioen for at skifte over til P3’s middagsradioavis. Forundret konstaterer jeg dog, at jeg ikke er kommet til at stille ind på en reklamefinansieret lokalradio. Min radio står simpelthen på P3, der bare har fået fjernet deres sidste spor af seriøsitet i et forsøg på at tækkes os unge. På P3 mener de åbenbart at ungdommelighed er lig med at gøre alt overfladisk og popsmart. Derfor kan jeg ikke længere få lov til at høre seriøse nyheder, der tager lytteren seriøst. Hvis jeg vil høre radio kan jeg surfe rundt mellem en række kommercielle lokalradiostationer og så P3, som jeg ikke længere kan skelne fra de kommercielle. Alle hævder de at henvende sig til ’ungdommen’, og har den opfattelse at vi unge skal tales ned til ved at servere os nyhederne på en ekstrem overfladisk og overfrisk måde. Tilsyneladende tror P3 at unge er dummere end resten af befolkningen. Når public-service kanalerne nu bruger al energi på at lyde akkurat som de private reklamebasere lokalradiostationer er de godt på vej til at underminere deres egen eksistensberettigelse og give argumenter til de liberalistiske kræfter der vil overlade nyhedsformidlingen til de rene markedskræfter.

Bertil Videt
Valdemarsgade 26, st.
1665 København V

Tyvekoster
4. JAN. – Præsident Clintons ’fredsplan’ for Mellemøsten har som bekendt den lille ’skønhedsfejl’, at den implicerer at fire mio. fordrevne palæstinensere må opgive drømmen om nogen sinde at kunne vende tilbage. Argumentationen lyder fra israelsk-amerikansk side, at hvis de skulle have ret til at komme hjem, så ville det betyde
»staten Israels endeligt«.
Man ser det for: En retssal, hvor den den ene parts advokat procederer:
– Jamen høje dommer, hvis min klient skulle tilbagelevere samtlige tyvekoster til modparten, så ville det jo betyde hans økonomiske ruin! Vi kan derfor kun allerhøjst gå med til højst at tilbagelevere nogle få sager med særlig affektionsværdi, og så skal modparten endda være glad til!

Søren Blaabjerg
Rosenvænget 135
8362 Hørning

Søernes sidste rejse
3. JAN. – Disse grusomme dyretransporter for at tjene 1.000 kr. mere pr. so!
Jeg må sige som Hudson:
»På trods af, hvad vi har lært, tvinges vi undertiden til at erkende, at mennesket er en smule laverestående end dyret.«

Birthe Vedel Howard
Svinsbjergvej 2
8654 Bryrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her