Kronik

Den mærkede krop

Debat
19. januar 2001

En bloddråbe der rammer gulvet, lugten af nøgen hud – man føler ubehag, rædsel, fascination. Men hvorfor er snitsår og tatoveringer pludselig blevet kunst?

Det virtuelle rum
En skalpel gennemtrænger med nøjagtige snit en nøgen kvindes hud. En homoseksuel mand fremviser en sort sol tatoveret på sin røv – med anus som det formørkede centrum. En jødisk kvinde får tatoveret en jødestjerne på sin hud, som i forvejen er smykket med adskillige af slagsen. Blodet pibler langsomt fra en hvidmalet mands åbne vener over et lærred, hvor det afsætter sine fejende, røde spor.
De æstetiske blodsudgydelser har indtaget scenen i denne uge – sammen med andre kropslige intimiteter og udkrængninger. Det, der forener disse handlinger, er overskridelsen. Enten den korporlige overskridelse af grænsen mellem kroppens indre og det udenforliggende. Eller overskridelsen af grænsen for det socialt acceptable. I mange tilfælde begge dele på samme tid, for de to former for transgression hænger nøje sammen.
Kroppens grænseflader og åbninger – og det, der passerer igennem dem – er stærkt regulerede zoner, som er omskrevet af en række tabuer i vores kultur.
Toilettet er det ’hemmelige’ rum, hvor de mest tabuerede transaktioner mellem krop og verden finder sted bag grundigt aflåste døre. Fødeindtagelsen er omvendt et socialt fænomen, vi samles om bordet, men som bekendt under overholdelse af en streng etikette. Og selv i vores af rationaliteten gennemlyste kultur er menstruationsblod blåt, når det vises i reklamer – det irrationelle klæber uafrysteligt til blodets tabu, ikke mindst menstruationsblodets tabu. Visse ting vil vi ikke se. Visse ting må ikke vises. Der er grænser.

Undersøgelsen af disse grænser – og overskridelsen af dem – finder sted i alle de indledende eksempler, som er hentet fra værker af kunstnerne Kira O’Reilly, Ron Athey, Marisa Carnesky og Franko B. De er blandt gruppen af internationale Live Art-kunstnere, som i denne uge gæster København.
De bruger deres egne kroppe som kunstnerisk materiale i værker, der kun eksisterer flygtigt og for et begrænset publikum. Derfor betegnelsen Live Art, der kan forstås som en modsætning til den ’døde’ kunst, som findes på museerne.
Disse kunstneres værker har typisk rituel karakter og fremmaner med minimale virkemidler stærke effekter. I et æstetisk perspektiv er Live Art en afart af performancegenren og 1970’ernes Body Art, der også lod kunstner og værk være én og samme ting.
Live Art er en hybrid genre, en æstetisk bastard, der ofte forener elementer fra teatrets ’lavere’ former, så som kabaret, cirkus eller det regulære freak show, med elementer fra billedkunsten. Kroppens banale realiteter kobles med æstetisk raffinerede fremførelser. Også på dette punkt arbejder Live Art-kunstnerne grænseoverskridende.
Transgressionerne påkalder sig ofte chok, forargelse og fordømmelse. Ikke mindst når kroppens ’helligste’ indhold, blodet, gøres til genstand for æstetisk bearbejdelse, sådan som det er tilfældet i adskillige af disse kunstneres værker. Blodet er ’ukrænkeligt’, kan en etisk indvendig lyde. Det er livgivende og må ikke spildes. Eller omvendt: Blodet er ’farligt’, fordi det potentielt medbringer dødbringende smitte som f.eks. hiv.
En æstetisk indvending kan lyde, at blodet er et ’upassende’ kunstnerisk materiale. Det er et ’lavt’ materiale, ordinært, uforædlet, tilstede i enhver. Kunsten kræver ædle materialer som bronze eller oliemaling, som kan modstå forvitring.

Den blodige kropskunst er således på kollisionskurs med høje idealer, såvel etiske som æstetiske. Kunstnerne arbejder med kroppen og med blodet, netop fordi det er politiserede og emotionelt ladede områder. Fordi vi gør os så mange forestillinger om, hvad man må og ikke må gøre med en krop, og fordi vi har en tendens til at opfatte disse forestillinger som ’naturlige’.
Kunstnerne reflekterer æstetisk over spørgsmål om kroppens ’natur’, gennemspiller med deres egen krop som genstand en række forskellige erfaringer, som sætter vores almindelige forestillinger på prøve. Derfor er det værd at hæve sig over de mere sensationsprægede reaktioner, for ingen af kunstnerne har til hensigt at skabe skandale, selv om de ofte skydes netop sådanne intentioner i skoene.
Sensationel er deres kunst derimod i ordets egentlige betydning: Kunsten sanses, den mærkes på kroppen – på publikummets kroppe såvel som på kunstnernes. Man reagerer fysisk på scenerne af dramatiske og ritualiserede blodaf-tapninger, som Live Art-kunstnerne foretager, ikke mindst fordi man befinder sig i samme tid og rum som kunstnerne, ’her og nu’.
Det er netop Live Art, ikke teater eller film. Det er virkelige kroppe, virkeligt blod – fiktionens dulmende distance er ikke mulig her. Det fysiske nærvær, inklusiv alle kroppens lugte og lyde, vækker kvalme, ubehag, skam, rædsel og kvælningsfornemmelser. Et besværet åndedræt, en bloddråbe der rammer gulvet, lugten af nøgen hud – alt er påtrængende præsent. Publikums fysiske reaktioner er tilsigtede og udgør et signifikant aspekt af værkerne, der ikke sjældent også indeholder aggressive og konfrontative elementer.

Min krop er et lærred,« proklamerer Franko B og lader ekspressivt blodet risle fra den. Umiddelbart forekommer det radikalt at forvandle sin krop til en genstand, et billede – at gøre sig fremmed for sig selv.
Men snarere end at pege på en exceptionel kunstnerisk strategi peger Franko B på et generelt vilkår. Det gælder alle kroppe i mediesamfundet, at de er blevet billeder, hvor på forskellige tegn kan finde udtryk. Tatoveringer og
piercinger er åbenlyse former for tegngivning eller ’mærkning’, som benytter kroppen som en billedflade, et ’lærred’.
Men også mere umærkelige formgivninger af kroppen er udtryk for dens status som en billedflade, som forskellige ideologiske interesser kæmper om at bemægtige sig herredømmet over. Hverdagens almindelige bekymring om uønsket fedt, der tvinger os til konstant at balancere vores madglæde mod vores forfængelighed, er blot én af de interesser. Stærke kapitalinteresser propaganderer for henholdsvis det ene og det andet med den velkendte skizofrene spaltning i vores forhold til mad som konsekvens. Som bl.a. den amerikanske forsker Susan Bordo har påpeget, er lidelser som anoreksi og bulimi kulturelt determinerede sygdomme, der blot er ekstreme varianter af de normative mad- og kropsidealer i vores samfund.

Ligesom anorektikeren ikke burde være komplet fremmed for os, fordi vi alle rummer træk af hende, burde heller ikke kropskunstens tilsyneladende excesser forekomme os fremmede, for også de eksponerer blot aspekter af vores kulturs mere ’ordinære’ kropsforståelse.
Vi bekymrer os usædvanligt meget om, hvordan vi selv og andre ’ser ud’, og der er store kapitalinteresser investeret i at påvirke disse bekymringer. Når f.eks. Ron Athey med kroge i sin ansigtshud laver en makaber ’ansigtsløftning’, der gør det umuligt for ham at lukke øjnene, er det en eksplicit kommentar til vores kulturs glamourøse dyrkelse af skønheden og den pletfri ungdom. En aggressiv og parodisk kommentar, men ikke desto mindre en kommentar. Brugen af kroppen som kunstværk kan ses som en parallel til kulturens almindelige kropsfascination, som i flere af værkerne hudflettes på mere eller mindre subtil og bogstavelig vis.

Grænseoverskridelserne har altså bl.a. til hensigt at pege på grænserne, at sætte spørgsmålstegn ved dem. Det kan gøres ved at præsentere de marginale vrangbilleder, hvis fortrængning er forudsætningen for opretholdelsen af en identitet, og som vi derfor hellere lukker øjnene for. Identitet skabes gennem eksklusioner, som altid har mærkbare konsekvenser for de udstødte og eksilerede.
Tatoveringerne på Marisa Carneskys krop er grænseoverskridende, fordi hun er jøde og Toraen eksplicit forbyder tatoveringer. Carnesky tager loven i egen hånd, faderens bud omkalfatres pludselig af en selvsikker kvindehånd. Tatoveringsritualet har naturligvis derudover sin helt særlige historiske resonansbund i form af den mærkning – både symbolsk og korporligt – som de udstødte jøder blev udsat for under nazismen.

Live Art er åbenlyst en genre, som har konkrete og følelige konsekvenser for kunstnerne. Blodaftapningerne bringer kunstnerne i direkte berøring med det fatale: Tatoveringerne er definitivt præget i huden. Kunstnerne kan ikke løbe fra deres værker, ligesom de ikke på traditionel vis kan sælge dem som genstande. Grænsen mellem den æstetiske praksis og livet i øvrigt er således også i vid udstrækning overskredet. Meget betegnende viser flere af kunstnerne uden skelnen også deres værker på undergrundsscener fjernt fra kunstinstitutionen.
Men bag alle overskridelserne ligger andre motiver end den trang til skandale, som så mange ser sig blinde på. Anvendelsen af kroppen som et transgressivt æstetisk udtryksmiddel sker i en undersøgelse af de normative krops- og kunstforståelser i vores kultur. Samt i en erkendelse af kroppens righoldige udtrykspotentialer, dens tilsyneladende ubegrænsede evne til at generere symboler.
I sin næsten kultiske ritualitet viser Live Art givetvis på én gang hen mod primitive kulturers kropsbearbejdelser og hen mod en nært forestående fremtids mere ’plastiske’ kropsopfattelse.
Live Art-kunstnerne demonstrerer forskellige former for kropsdisciplinering, som modsat det umiddelbare indtryk ikke handler om selvlemlæstelse, men derimod om selvkontrol og celebrering af kroppens æstetiske potentialer.

*Arrangementet Live Art finder sted i Kanonhallen frem til den 21. januar og afsluttes med et seminar, hvor kunstnerne og forskellige debattører, heriblandt Patrick Campbell, Rune Gade og Kristian Seltun, deltager Billetter og tilmelding på tlf. 35 43 20 21.

*Rune Gade er ph.d., forskningsadjunkt ved Institut for litteraturvidenskab, Københavns Universitet. Han skriver om kunst mm. i Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her