Læsetid 3 min.

Når aktivering ikke virker

Vi bør revidere ak-tiveringsprojekter, der bevisEligt ikke fører til noget
25. januar 2001

Kommentaren - Aktivering
Indimellem præsenteres politikområder som maskiner med en række justeringsmuligheder i form af skruer og knapper, man kan dreje og trykke på. Inden for aktiveringsområdet har man set sig blind på et par enkelte skruer, som man jævnligt skruer lidt strammere. I det hele taget er aktiveringsområdet kendetegnet ved fundamentalt manglende kendskab til, hvad der faktisk virker.
Man ved, at særligt de mennesker, der i lang tid har stået uden for arbejdsmarkedet, ikke har haft glæde af den aktive linie, men ellers ved man næppe nok, om den faldende arbejdsløshed skyldes den aktive, nye linie eller højkonjunkturen.
Og nede på gulvplan ved man ikke meget om, hvilke metoder der virker i forhold til bestemte mål. Dels fordi målene først er ved at blive udviklet i dag. Dels fordi de aktiverede bevæger sig så meget mellem projekterne, at det er vanskeligt at vide hvilket projekt, der i givet fald medfører en integration på arbejdsmarkedet. Noget har det dog været muligt at registrere – og det er, hvor mange aktiverede, der dagligt har mødt på projektet. For få, nemlig. Men hvorfor bliver folk væk?
Her pr. den 1. januar er der igen blevet drejet på aktiveringsmaskinens knapper, og det drejer sig hovedsageligt om to forhold:
*Det skal blive dyrere for de ledige at blive væk – man hæver sanktionsmulighederne, så det nu er muligt at trække op til 30 procent af kontanthjælpen, hvor det før var 20 procent.
*Kommunerne skal frem-over udarbejde skriftlige planer for den gruppe af ledige, der har »problemer ud over ledighed« (åbenbart har man ikke tidligere set dette som en naturlig opgave!).

De vanskelige opgaver
Det giver sig selv, at det må være en fordel at udarbejde handlingsplaner, når der er mange om opgaven, som tilfældet er med aktivering af ledige. Den manglende skriftlige dokumentation retter – præcis som højt fravær på et projekt – fokus mod en af de vanskelige opgaver, som sagsbehandlere og projektledere i det daglige står over for.
Det drejer sig om at kunne foretage det faglige skøn, som skal begrunde:
*Om en person har mulighed for at varetage et fleksjob.
*Om vedkommende først skal have løst sine problemer ved en regelmæssig frekventering af et aktiveringsprojekt.
*Eller om det fagligt set ville være det mest rigtige at sende vedkommende i egentlig behandling.
Præcis denne form for opdeling af problemer og muligheder har mange projektledere og sagsbehandlere i dag har svært ved varetage, men indskærpede økonomiske sanktioner synes ikke at hjælpe meget. Tværtimod.
Et besøg rundt på aktiveringsprojekter viser tydeligt at der er personer, som absolut ikke profiterer af deltagelse i de projekter, som de er på – det kan f.eks. skyldes forkert visitation (der er de forkerte deltagere på projektet), aktiveringsprojekternes kvalitet, kommunens økonomiske muligheder for at yde den fagligt vurderet rigtige støtte mv.
I mine øjne har den nye økonomiske sanktionsmulighed den uheldige konsekvens at fokus endnu engang rettes det forkerte sted hen.
Når mange aktiverede har et alt for lavt fremmøde, skyldes det andet end dovenskab, passivitet mv. Blandt andet, at aktiviteterne fortsat er for ringe, og således hverken hjælper de ledige målrettet mod det arbejdsmarked, som præsenteres som løsning på deres problemer, eller bidrager til at løse de øvrige problemer, som de oplever som barrierer for at få og bevare et arbejde.
Fraværet burde derfor også ses på som en – omend individuel – demonstration af, at projektet er irrelevant og trængte til nytænkning. I stedet for, at man yderligere undergraver de aktiveredes økonomi.
Situationen minder mig om dengang, hvor man i ramme alvor også mente, at nyankomne flygtninge og familiesammenførte blot skulle have en særlig lav månedlig ydelse – den såkaldte integrationsydelse – for derved at være motiveret for at blive selvforsørgende, til trods for en gennemdokumenteret viden om at arbejdsmarkedet ikke er åbent for alle mennesker i dette land.
Kunne det tænkes, at det var det samme som gjorde sig gældende i forhold til flexjob, skånejob og hvad det alt sammen hedder? Altså, at det ikke er så let, som man troede, at skabe rum og plads til personer som er lidt skæve i kanten? Og hvem er det så i givet fald, der skal straffes? De arbejdsløse?
Naturligvis kan man glimrende indvende: Ja, men de kan jo bare møde på deres aktiveringsprojekt, så trækkes der slet ikke i deres månedlige ydelser. Men hvem – helt ærligt – gider i årevis at møde i aktivering hver dag i fuld tid, hvis ikke det fører noget med sig? Aktivering er kun – og skal kun være – et redskab til at nå et bestemt mål uanset om det er arbejdsmarkedet eller forbedret livskvalitet, som det hedder.
Begge forhold er målbare – det første ved at kigge på hvor mange der faktisk bliver integreret på arbejdsmarkedet og det andet ved at se på, hvor mange der faktisk møder om morgenen i projektet.
Hvorfor ikke have en konstruktiv tilgang til de aktiveringsprojekter, som ingen gider at møde stabilt i? Kig på dem og lær af deres praksis; hvad er det der ikke virker?
Økonomiske sanktioner er sikkert et glimrende redskab set i en arbejdsmarkedspolitisk optik – problemet er bare at aktivering også er en so-
cialpædagogisk indsats. Måske er det heri, kimen til så mange problemer ligger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu