Kronik

Naboland: Polen

Debat
22. januar 2001

Der findes mange fordomme om polsk nationalisme – endda antisemitisme. Des-værre historisk velbe-grundede. Men i det kommende EU-land Polen er den negative nationalisme ikke mere udbredt end i andre lande

Historisk set
Mange polakker fik morgenmaden i den gale hals, da de i august åbnede deres avis. Præsidentkandidat og tidligere chef for Generalstaben general Wilecki mente, at Polen kunne lære meget af Hitlers socialpolitik: »Det var Hitlers store fortjeneste, at der blev et hus til hver familie i Det Tredje Rige,« sagde generalen og fortsatte: »Hans ministre var gode og effektive administratorer«.
General Wilecki tillod tre uger senere en af Polens førende anti-semitiske demagoger og holo-
caustfornægtere, Mieczyslaw Janosz, at give sin alternative version af historien på et vælgermøde. »Det har været lærerigt«, var generalens kommentar bagefter.
På trods af en ensidig fordømmelse af udtalelserne fra de førende dagblade og politiske kommentatorer er udtalelser som Wileckis med til at holde liv i formodningen om, at der findes en særlig – og særlig væmmelig – polsk nationalisme, der bygger på xenofobi og antisemitisme. Hvis det er sandt, så vil EU’s overvågningskontor i Wien snart få nok at se til. Men hvordan ser den polske nationalisme ud i dag?

Polen har netop genvalgt Aleksander Kwasniewski til præsidentposten. Med et samlet stemmetal på 54 procent i første runde er Kwasniewskis sejr blandt de mest markante i de tidligere kommunistiske lande i Øst- og Centraleuropa. Resultatet er udtryk for en entydig opbakning til hans pragmatiske politiske linie og samtidig et nederlag til de kræfter, der har forsøgt at bruge Kwasniewskis kommunistiske fortid imod ham under valgkampen. Heller ikke et videoklip, der viste Kwasniewskis nærmeste medarbejder gøre grin med Paven, fik den planlagte effekt. Med Kwasniewski har den politiske normalitet for alvor fået fodfæste i Polen.
Højrefløjens kandidat til præsidentposten, Marian Krzaklewski, kom ind på en lidet imponerende tredjeplads overhalet indenom af endnu en pragmatiker, den partiløse tidligere udenrigsminister Andrzej Olechowski. Den samlede katolske højrefløj fra de mest liberale til de mest radikale formåede ikke at tiltrække over 20 procent af stemmerne. Og de syv ’radikale’ prætendenter med general Wilecki og bondeleder Andrzej Lepper i spidsen fik til sammen knap fem procent af stemmerne. Som noget af det mest betryggende skal til sidst nævnes, at Lech Walesas forsøg på at blive valgt uden et reelt program kun blev støttet af 0,9 procent af vælgerne. Det polske vælgerkorps har således tydeligt demonstreret sit ønske om pragmatiske politiske ledere.

Det vil dog være at gå for vidt at afvise al tale om en polsk nationalisme, en national idé. Selvom der i Polen som i alle andre lande kan findes ekstreme politikere og radikale holdninger blandt enkelte grupper, så skal man rette blikket et andet sted hen, hvis man vil have et reelt billede af den moderne polske nationalisme.
Den moderne polske nationalisme, det vil sige det sæt værdier, der ligger til grund for polakkernes syn på og opfattelse af Polen, har sit seneste udspring i strejkerne i 1980-81 og i Solidaritetsbevægelsen.

Polens historie har utallige eksempler på nationale opstande og bevægelser, der kæmpede for polsk frihed og uafhængighed. Men en samling af disse kræfter og bevægelser så man for første gang sidst i 1970’erne. Her stod de intellektuelle, de studerende og arbejderne for første gang skulder ved skulder i kampen mod det kommunistiske system.
Og det er denne solidaritet på tværs af alle skel, der lagde grunden til det, som den polske professor i sociologi Jerzy Szacki kalder for »den nye nationale etos«. Basis er det kristne begreb solidaritet, forstået som gensidig hjælp og støtte, og den pragmatiske politiske overbygning er en ikke-voldelig og selvbegrænsende revolu-
tion. Hermed fremstår årene fra slutningen af 70’erne til ind i 80’erne som de mest markante i Polens nyeste historie. Elitens og massernes gensidige solidaritet og samarbejde er unik, også i et europæisk perspektiv.

Det mirakuløse sammenhold på tværs er dog for længst historie i polsk politik, og den nationale etos er i dag en myte. De tidligere allierede er splittede. Eliten er igen adskilt fra befolkningen, og det interne kævl politikerne imellem er ikke anderledes her end i andre lande.
Og dog. Der kan konstateres et skel i polsk indenrigspolitisk, som i høj grad hænger sammen med nationalisme. Forestillingen om fædrelandet er central, hvis man skal forsøge at kategorisere partierne i det polske parlament, en traditionel højre-venstre skala kan nemlig ikke anvendes i dagens Polen.
Man kan groft opdele de politiske partier i to grupper: De, der ønsker Polen integreret i Europa, og de, der ikke gør! Den første gruppe er kendetegnet ved at være liberal i både religiøs og økonomisk forstand, er veluddannet og centreret i de større byer. Den anden gruppe er typisk de mere religiøst aktive, der går ind for beskyttelse af den hjemlige økonomi, har kortere uddannelse og bor i mindre byer og på landet.
Det er i den sidste gruppe, blandt EU-skeptikerne, at den polske nationalisme tydeligst kan findes i dag. Den nye polske nationalisme er således kendetegnet ved at være kritisk over for Europa og især EU, som man mener vil ødelægge de traditionelle polske værdier uden at disse dog bliver defineret nærmere. Den er kendetegnet ved at have rod blandt folk med kortere uddannelser, findes først og fremmest i landdistrikterne og blandt de stærkt troende. Den nye polske nationalisme er med andre ord en helt traditionel angst for det ukendte og uforståelige.

Det interessante i forbindelse med den polske nationalisme er, at den kun i meget begrænset omfang kan aflæses i det politiske landskab. De seneste meningsmålinger viser, at under 20 procent i dag ville stemme på det katolske parti, der er blevet skabt omkring den højreorienterede fagforening Solidaritet, der i parentes bemærket intet har til fælles med Solidaritet anno 1980 andet end navnet.
Derimod vil cirka 40 procent at give deres stemme til det polske socialdemokrati, SLD, der i lige linie er i familie med det tidligere polske arbejderparti, PZPR, der forestod den sovjetrussiske variant af kommunismen i Polen gennem 40 år. Det underbygger den konklusion, som man kan drage på baggrund af præsidentvalget i oktober måned, hvor repræsentanterne for denne nye nationalisme end ikke samlet kunne true den nuværende pragmatiske præsident. Det kan således med en vis ret hævdes, at nationalismen i dagen Polen ikke spiller nogen rolle i det etablerede politiske miljø.

Af samme grund er det uden for det etablerede politiske miljø, at nationalismen skal findes ofte grupperet omkring enkeltpersoner eller enkeltsager. Som eksempel på disse fænomener skal her blot næves to. Den første er radiostationen Radio Maryja. Med udgangspunkt i hovedkvarteret i Torun bygget op om Redemptoristordenen og fader Rydzyk har radiostationen siden 1993 spredt sit budskab over Polen.
Og budskabet er enkelt: Politikerne i Warszawa forråder Polen, de polske traditioner og de kristne værdier. De forfølger de troende og flertallet af politikerne er gudsbespottende ateister. Radiostationen har hverdag flere millioner lyttere, selv nævner den seks millioner som lyttertal. Radiostationen er naturligvis langt mere en blot en radiostation. Med egne blade, bøger, messer og snart også en tv-kanal tiltrækker Radio Maryja den del af befolkningen, der ikke føler sig veltilpas i det nye Polen.
Det andet eksempel, som hører til den type, der giver næring til opfattelsen af polakkerne som Europas førende antisemitter, ligger få år tilbage. I en grusgrav foran koncentrationslejren Auschwitz var der blevet rejst et kors for at symbolisere lidelserne stedet havde været vidne til. Dette faldt det Jødiske Verdenssamfund for brystet, da flertallet af de dræbte på stedet ikke havde været kristne. Det medførte oprettelsen af en bevægelse, der fysisk forsvarede korset mod dets modstandere. Anført af bl.a. selvsamme Janosz, der i år optrådte under præsidentvalg-kampen med general Wilecki, forsvarede man korset og rejste i hundredvis af mindre kors i protest mod det jødiske forsøg på at »tilrane sig Auschwitz som nationalt symbol«.

Det mest interessante spørgsmål er, hvad fremtiden vil bringe. Det forekommer i dag mest sandsynligt, at jo nærmere Polen kommer et fuldt medlemskab af EU, des mere øges den nationale bevidsthed om konsekvenserne af medlemskabet – også blandt den politiske elite. Spørgsmålet om den polske nations fremtid inden for Den Europæiske Union er først nu ved at komme på den politiske dagsorden for alvor.
Denne voksende EU-skepsis i den politiske elite vil sandsynligvis føre til, at de organisationer, der i dag fungerer uden for det etablerede system, bliver svækket. De kommende år vil derfor meget tydeligere vise, hvordan den brede polske befolkning opfatter Polen, og den polske nationalisme vil blive tydeligere i europæisk sammenhæng.

Martin Kierulff-Jørgensen er phd-stipendiat ved Østeuropainstituttet, Københavns Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her