Læsetid: 4 min.

Odder i Europa

Debat
17. januar 2001

Det er en forudsætning for at indgå i et anstændigt samarbejde med andre, at man opfatter sig selv anstændigt, at man tør kende sig selv, som den man er
68

I Odder sidder en lektor og læser »en omfattende litteratur om udviklingen i de vesteuropæiske samfund efter 68«, mens han peger med en anklagende finger på læreren, som ikke ligeledes »har formået at sætte sig ind i« omtalte litteratur.
Næh, sandt nok, så har jeg mere sat mig ind i livet end i litteraturen. Bogstaveligt taget. Og mere i mine egne praktiske sammenhænge her i Danmark, end i »de vesteuropæiske samfund«. Og endelig, foreløbig, nok ligeligt fordelt mellem tiden før og tiden efter 68.

Den mentale virkelighed
Og derfor kan jeg oplyse lektoren om, at »den mentale virkelighed« bag forsøgene på at føre en ny pædagogik ind i det danske uddannelsessystem, og den danske ungdomskultur bredt forstået, for den brede venstrefløj udspillede sig på mange scener, – fra friskoler/lilleskoler, over folkeskolen til Det fri Gymnasium, HF eksamen og EFG uddannelser.
Og her stod vi på ryggen af så forskellige inspirationskilder som A.S. Neill, Makarenko, Rudolf Steiner, Grete Agatz, C.C. Kragh-Müller – Erik Jørgen Hansens løbende publikationer fra SFI om »kulturelle barrierer inden for uddannelsessystemet«, – og for at nærme os Odder lidt, Christen Kold »Han mente, det ikke drejede sig om for 1800-tallets skolelærer at tilegne sig de lærdes dannelse og en position i samfundet, men at stå forrest i kampen for frihed og oplysning for almuen«. I 1900-tallet – og »68« – kaldet arbejderklassens frigørelse.
Og med udgangspunkt i en marxistisk analyse byggedes der på en dialektisk opfattelse, således at musiske, praktiske, produktive faggrupper fik samme prioritet som mere abstrakte, boglige, almendannende, at den enkelte med ansvar og respekt for sin egen individualitet skulle indgå i et kollektivt arbejdende fællesskab.

Dialektisk forståelse
I en sådan dialektisk for-ståelse, er det en forudsætning for at indgå i et anstændigt samarbejde med andre, at man opfatter sig selv an-stændigt, at man tør kende sig selv, som den man er. At man tør give sig selv den frihed, er en forudsætning for at kunne give den til andre.
Dette er – og var – indholdet i at elske sig selv som forudsætning for at kunne elske andre.
Hvorfor lektoren tricker så voldsomt på begrebet »at elske«, ved jeg ikke, men hvis der skulle være plads til lidt litteratur fra før 68 i den lektorale åndelige horisont, så kan jeg anbefale en anden af dem, vi stod på ryggen af,
Erich Fromm, med titlerne Flugten fra friheden og Kunsten at elske, den sidste er vist endda lige genudgivet.

Bred bekymring
Den lektorale bekymring over foruroligende tegn på børnekarakterens udvikling, med deraf følgende begyndende afmontering af folkeskolen som instrument for skabelse af lige muligheder for alle i det danske samfund deler jeg, sammen med formentlig alle mine kolleger.
Hvad der foruroliger mig endnu mere er dog højre-fløjens svar herpå: Individualisering af undervisningen og konkurrence mellem de enkelte skoler på markedsbetingelser ved lancering af såkaldte ’resultatorienterede’ profiler på Nettet.
Mit svar er – som i 68 – mindst muligt individuelt konkurrenceræs blandt eleverne og størst mulige forventninger til, at de i takt med stigende alder er medansvarlige for eget skoleliv – i bredest muligt samarbejde mellem de ansatte på skolen og forældrekredsen.
Mine uddannelser og mit arbejde med undervisning, specialpædagogik og social-psykiatri har lært mig, at hvis man ikke »elsker sig selv« og ikke kan fungere sammen med andre, så kan man faktisk ikke leve i et så pågående samfund, som det moderne kapitalistiske informationssamfund.
Nogle af »de vesteuropæiske samfunds« mest modbydelige eksempler på disse former for livsangst og Kollaps er de mange unge mennesker med selvmordsforsøg, anoreksi – og IT-arbejdere, der udvikler reel psykisk sygdom grundet ufrivilligt ekskalerende liv i »den virtuelle verden«.

Kosmetisk kirurgi
Og lidt mere modne menneskers stigende brug af kosmetisk kirurgi – penisforlængelser, brystproteser, nye skamlæber, farmakologiske bodybuildings teknologier etc., med alle de kendte katastrofale følger.
Lektorens traumatiske oplevelser omkring katastrofen på Roskildefestivalen sidste sommer synes jeg han skal behandle ved at læse lidt i litteraturen om de mange katastrofer på stadions, diskoteker, religiøse massemøder, – og andre af de postmoderne katedraler – og se om han kan finde dem forklaret og naglet fast på ’68’, ’blomsterbørn’, ’venstrefløj’.
Jeg har en lumsk mistanke om, at der stadig er en del »litteratur om udviklingen i de vesteuropæiske samfund«, lektoren endnu ikke har pløjet sig igennem.
Eller er der mon tale om en ’analfabetisme’, hvis præfiks jeg ikke her skal søge at definere ?
PS. De meget polemiske overskrifter på mit tidligere indlæg har jeg ikke ansvaret for.
PPS. Citatet om Christen Kold er fra »I hælene på Christen Kold«, Sparekassen Ry’s Forlag, 1990.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her