Læsetid 3 min.

Det post-industrielle samfund: Drama i tre akter

2. januar 2001

Vi ved stadig ikke, hvad det postindustrielle samfund er

KOMMENTAREN - Servicesamfund
Første akt i 1970’erne handler om servicesamfundet. For Daniel Bell var de afgørende ændringer: Funktionærer afløste arbejderne, og universitetet afløste fabrikken.
Teoretisk viden blev central, og service blev dominerende (Bell tænkte her først og fremmest på sundhed, uddannelse og forskning).
Overordnet hævdede Bell, at politik efterhånden ville afløse økonomi, og der ville opstå en ny herskende klasse, meritokratiet, de særlig dygtige og højtuddannede.

Bell afviste betegnelsen service-samfund, men blev ikke desto mindre identificeret med service-samfundet.
Nogle år senere (1978) kunne Jonathan Gershuny ’imødegå’ Bell ved at vise, at det ny samfund ikke var et servicesamfund.
Det var ikke blevet sådan, at vi nu gik i byen og købte service: Underholdning, vask, transport. Tværtimod købte vi industriprodukter og producerede ved hjælp af dem vores egen service: Vi købte TV, vaskemaskine og bil.
Gershuny talte derfor om et selv-service-samfund, som han ikke kunne lide, fordi han opfattede det som atomistisk og selvtilstrækkeligt.
Desuden ville den avancerede teknologi skabe stor arbejdsløshed. Gershuny konkluderede, at ’det postindustrielle samfund’ på en måde var et industrisamfund.

Anden akt i 1980’erne handlede om informationssamfundet, dvs. et samfund med vægt på IT-teknologi. Hvordan kunne man modvirke den teknologiskabte arbejdsløshed og de økologiske problemer?
Jeg sammenfatter nogle af teorierne under betegnelsen ’den grønne vision’. Vægten lægges her på større bæredygtighed, lokalsamfund og uformel økonomi.
Uformel økonomi består i, at man udveksler tjenester, f.eks. at man hjælper hinanden i lokalsamfundet.
Gershuny havde allerede varslet arbejdsløshed og foreslået den uformelle økonomi som medicin.
Ex-marxisten André Gorz frygtede den jobløse vækst og den afkvalificering, som forbrugersamfundet skabte: Udviklingen af forbrugeren er afviklingen af traditionel, lokal viden og færdigheder og af sociale netværk, som erstattes af professionalisme og pengeøkonomi.
Derfor så Gorz noget positivt i den uformelle økonomi, som dog skulle suppleres med borgerløn eller samfundsløn.
Alvin Tofflers bestseller Den tredje bølge lignede den grønne vision. I det gode decentrale informationssamfund kan vi sidde hjemme ved vores pc og passe vores arbejde. Derfor vil det blive muligt at genoplive lokalsamfundet, og folk vil begynde at gøre ting selv frem for at købe service af professionelle.

Tredje akt er 1990’erne. Det handler om netværkssamfundet. Dvs. et samfund med globalisering af kultur og økonomi på basis af informationsteknologi, Internet og økonomiske netværk.
Man taler også om videnssamfundet. Jeg vil nævne Robert Reich og hans bog fra 1991. Reich omtaler tre grupper eller klasser.
*Arbejderne, som er på vej ud, og som falder i løn.
*Leverandører af personbundne tjenesteydelser (f.eks. frisører, taxachauffører, ansatte i detailhandel, hjemmehjælpere), som der bliver flere af, men som er lokalt bundne og har lav løn.
*Og så symbolanalytikerne, som bearbejder symboler. De er globale og udgør den ny herskende klasse. Det er eksempelvis arkitekter, kunstnere, reklamefolk, økonomer og forskere. Deres vigtigste opgave er produktudvikling og innovation. Afgørende er uddannelse og kreativitet, hvilket ikke er det samme som teoretisk viden. Musikeren Bruce Springsteen nævnes som eksempel.
Pladeselskabet er intet værd uden Springsteen: Symbolanalytikeren er vigtigere end ’kapitalisten’.

Som noget helt afgørende hævdede Reich, at enhederne nation og virksomhed var under opløsning og afløstes af skiftende globale netværk. Reich var bekymret og advarede mod den voksende ulighed og faldende solidaritet.
Vi fik ikke et servicesamfund, men snarere et selv-service-samfund.Vi fik slet ikke et grønt lokalsamfund med uformel økonomi og borgerløn.Der var uenighed om gør-det-selv: Var det godt (Gorz, Toffler) eller dårligt (Gershuny)?
Robert kommer tættest på dagens debat. Men Reich skrev distanceret, politisk og kritisk.De fleste af dem, der i dag skriver og taler om videnssamfundet, er totalt engagerede, men ikke distancerede og kritiske.
I industrisamfundet var der en arbejdsdeling mellem den herskende klasse (kapitalisterne) og kritikerne (intellektuelle og kunstnere).
I dag er ’kritikerne’ den herskende klasse! Er det hovedforskellen mellem industrisamfund og postindustrielle samfund?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu