Læsetid: 5 min.

Ryst versets løvemanke

Oh, Claussen. Giv mig rytme! Giv mig rim! Præcision alene gør det ikke – for mig
30. januar 2001

Poesi
Herligt for en lyrikelsker som mig at opleve en lyrikanmeldelse på forsiden af Information – oven i købet med en så sensationel nyhed som en udgivelse af Sophus Claussens samlede digte. Herligt at opleve en ung (nå ja, i forhold til mig) lyriker som den slet ikke uefne Morten Søndergaard næsten modstræbende overgive sig til så suspekte virkemidler som sprogets rim og rytme. Og berusende at genlæse de kære, kendte citater fra nogle af Sophus greatest hits. (Så må det tilgives, at Morten i anmeldelsens slutning fejllæser »Atomernes oprør«, hvor Claussen er »heroisk« og skræmt på én gang og netop udtrykker frygt for, hvad der kan ske, når »alle atomer forlanger at sættes i frihed«.)
Men netop den unge digters modstræbende begejstring for sin gamle kollega satte adskillige tanker i gang hos mig. Hvorfor falder det mig efterhånden så tungt at læse lyrik?
Ja, ikke de gamle mestre: Kingos flammende baroksammenstød mellem lidenskabelig livsappetit og afgrundsdyb syndsbevidsthed, Oehlenschlägers let lydende trylleharpe, Aarestrups næsten klinisk erotiske univers spændt ud mellem lyst og tomhedsfornemmelse, humor og nihilisme, Grundtvigs vældige syner, Åkjærs sang mellem jord og himmel, Johs. V.’s Columbus-færd, Gelsteds på én gang smertelige og mandige forsøg på at forlene en rodløs tilværelse med mening og retning, Kristensens næsten pertentligt formfuldendte ekspressioner af formernes kollaps. Og Munch Petersen. Heinesen. Og Ditlevsen. Morten Nielsen. Halfdan. Jæger. Rifbjerg. Inger Christensen. Lean. Poulsen. Nordbrandt. Strunge. For blot at nævne nogle få. Ja, jeg har mange og dybt forskellige helte.
Og Claussen.

Hvorfor?
Men hvorfor er det dem, jeg læser? Hvorfor ikke de unge, som er sprunget ud af vor egen tid og må forventes at give den sit eget udtryk? Det har en almindelig læser som jeg spekuleret meget over i lang tid.
Det er jo ikke utænkeligt, at jeg simpelthen er for gammel, lever i fortiden og dermed ikke formår at fatte tidens sprog – det medgiver jeg gerne. På den anden side må jeg jo fastholde min ret til at have en mening om tiden, så længe jeg endnu lever og kaster mit blik over mulde. (Hvem er denne »Mulle«, spørger min kone.)
Jeg er heller ikke nogen ørn til sprogfilosofi og semantik og den slags, så derfor går jeg også til bunds på dybt vand, når det drejer sig om »meta-lyrik« og deslige. Jeg må nok erkende, at jeg har en dybt suspekt og gammeldags trang til at forbinde kunst og liv, oven i købet livet i sin aller fladeste form, selve den håndgribelige virkelighed.
Og så vil jeg ha – musik! Oh, Claussen. Giv mig rytme! Giv mig rim! Ryst versets løvemanke! Morten Søndergaard nævner selv det berømte citat »en Dumhed bragt i Form, det er en Tanke... Når Verset ryster stolt sin Løvemanke.« Han tolker det, som Claussens formulering af den mulighed for næsten magisk erkendelse, som ligger i den digteriske proces, og heri kan jeg kun erklære mig enig.
Men der kan dog tænkes en anden, langt mere prosaisk tolkning: Indholdet (undskyld, at jeg besudler digtekunsten med sligt fyord) i en digtning behøver ikke være noget »at skrive hjem om«. Men formen (der var den gal igen) er det, der får os (mig) til at læse digte. Uden form – uden rytme, rim, billeder, sproglig prægnans, sågar tillægsord – så gider jeg ikke! Præcision alene gør det ikke – for mig.
Er en sådan opfattelse af digtekunsten ikke en hyldest til løgnen? Jo da. Er digtningens væsen at få sproget til at springe ud med ny erkendelse – som også er løgn? Svaret blæser i vinden.

Vil gerne forstå
Nu kan en løvemanke være flot nok, men uden løve ser den lissom lidt meningsløs ud. Jeg må tilstå, at jeg også har andre hemmelige laster: Jeg vil gerne forstå digte. Ja, naturligvis ikke tømme dem for betydning eller deflorere deres inderste hemmelighed – hertil rækker min læserpotens slet ikke. Men de må
da godt udsige et eller andet
om livet/naturen/samfundet (uha)/kærligheden/døden/
whatever.
Med den indstilling er det klart, at jeg følte mig en smule hjemløs i store dele af 80’er-lyrikken. Og siden er jeg ikke rigtig blevet drejet på igen. For at sige det rent ud, så er der store dele af den moderne lyrik, som jeg simpelthen ikke forstår! Noget af det forstår jeg slet ikke, selv om jeg prøver, og noget af det kan jeg måske godt forstå, men jeg gider ikke rigtigt, fordi jeg ingen løvemanke kan se. Og så er der kun en rebus tilbage.
Et andet forhold er det, at temmelig mange af nutidens digtere forekommer mig at mangle en bredere horisont. Mine favoritter blandt digtere formår at kombinere deres egne kampe og syner med en omverdensbevidsthed, som gør, at digtnings univers kommer til at omfatte det ganske kosmos, himmel og jord, natur og politik i forening med det nære og personlige. Målt med denne alen bliver navlens horisont en smule snæver. Og for mig ofte uforståelig.
Det fremføres, at et digt er en handling i sproget i sig selv, som ikke har noget med den håndgribelige virkelighed at gøre. Professor Mai udtalte for ikke længe siden noget i retning af, at når en roman begyndte at udvikle en skikkelse psykologisk, så blev hun lynhurtigt træt og lagde bogen væk. Jeg må tilstå, at jeg tænkte sådan noget som »herregud, den stakkels fattige pige«. Har jeg nogen ret til det?
Nej. Undskyld. Jeg giver hermed min officielle tilladelse til, at professoren om mig må tænke »herregud, den stakkels fattige gamling« og som læser regne mig på linje med Morten Korch-elskere.

Splittede tider
Vi lever i splittede tider, som nok kan være vanskelige at give et præcist sprogligt udtryk, som jeg kan forstå. Men – det samme gjorde Kingo. Aarestrup. Gelsted. Hele striben, vil jeg hævde.
Nu vil det jo nok være for meget at forlange, at Danmarks digtere en bloc skal skrive for at tilfredsstille min trang til forståelse. Intet ligger mig fjernere. Og jeg glæder mig på de læseres vegne, som har glæde af den moderne lyrik. Jeg har blot her villet give udtryk for nogle overvejelser om mine egne læserfrustrationer. Som ind imellem oplyses af glæder, når en moderne lyriker trænger igennem til min tågede bevidsthed. Hammann, f.eks.
Derfor må jeg også ile med en undskyldning til de unge digtere, som – i det omfang, de overhovedet tager min kritik alvorligt – føler sig uretfærdigt behandlet. Der kommer så meget lyrik i disse år, at det kniber for mig at holde mig a jour. Så grunden kan være, at jeg ikke kender dem.
Men min kritik skal først og fremmest munde ud i en tak til Søndergaard og Information. Og Hunosøe. Vel er det en begivenhed, når Sophus Claussen udkommer. Et scoop. En forsidehistorie. Det sætter tanker igang. Og det vækker fryd, »Når Verset ryster stolt sin Løvemanke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu