Ikke alle urfolk bor bekvemt fjernt fra de velmenende nordboer. Samerne lever for eksempel lige om hjørnet og i Norge er det lige nu langt værre at være same end tamil
Lørdagskronikken
Carl I. Hagen stormer frem i meningsmålinger, især i Oslo-området, Sørlandet og Nordnorge. Folk i andre lande tror, at det skyldes en ekstremt stærk modstand mod indvandring i Norge. Men det er ikke rigtigt. Norge har få og små konflikter i den sammenhæng. Det er ikke indvandrermodstand, der fyrer op under Hagens troldmandskedel.
Men Norge er et land med større indre forskelle end resten af Skandinavien, måske undtagen Finland. Det fører til kulturelle konflikter, som er ganske ubegribelige for opinionen i andre lande, f.eks. Danmark. To episoder fra 1999 kan illustrere dette forhold:
*Ved en stor anti-racistisk møn-string i Oslo var Noregs Mållag og Noregs Ungdomslag selvskrevne blandt initiativtagerne. Men da en repræsentant for disse organisationer kom på talerstolen og benyttede sig af sin norske bygdedialekt, blev han mødt med ukvemsord om kostaldssprog og bondemål fra forsamlingen af såkaldt anti-racistiske unge.
Statistikken viser, at mange af de unge, der forsvarer indvandrerne, også stemmer på Hagen. Det virker ulogisk for folk, der ikke kender Norge. Men det har noget at gøre med en 200 år gammel kulturkamp.
*Mange af de tamilske flygtninge i Norge arbejder i fiskeindustrien i Finnmark, og de opfattes nærmest som rygraden i denne industri. En tamil blev spurgt af norsk tv, om han mødte fremmedhad i Finnmark. Svarer var typisk: Det er langt værre at være same i Båtsfjord end at være
tamil.
Det viser, at indvandrerhetz ikke er forklaringen på Frem-
skrittspartiets succes. Den indre norske svinehund vender sig nok fortsat som i de sidste 200 år mod de traditionelle norske minoriteter.
Her vil vi lade den traditionelle norske sprogstrid ligge og koncentrere os om samernes situation. De er mest sårbare, fordi de er så få. De tæller ikke som markedssegment, som det hedder i vore dages jargon.
Sameland Sàmieatnam går på tværs af de nordskandinaviske grænser. I Norge er der formentlig omkring 25.000, der kan tale samisk fordelt på fire dialekter, hvoraf nogle er næsten lige så forskellige som dansk og islandsk.
Nordsamisk er hovedsproget. Derudover er der østsamisk (skoltesamisk) i Kirkenes-området og Rusland, lulesamisk (Tysfjord) og sydsamisk (Hattfjelldal Røros). Alle disse dialektområder strækker sig ind i Sverige og Finland, hvor den samisk-talende befolkning er på omkring 5.000 mennesker.
Kun omkring 10 procent af samerne driver rensdyravl. Lige så mange dyrker jordbrug, og kystsamerne ernærer sig ved en kombination af landbrug og fiskeri.
I realiteten er den del af Norges befolkning, der nedstammer fra samer, langt større end det antal, der registrerer sig som samer. Måske er der fire gange så mange, som hovedsageligt har samiske forfædre, men som i dag regner sig selv for at være helt igennem norske. Mange af dem er desværre blandt de værste til at mobbe samisk kultur.
I de 20 år, der er gået siden Alta-aktionerne, er der sket en stærk samisk kulturel opblomstring, især i Norge. I forhold til samernes svage talmæssige situation er fremvæksten af en samisk intellektuel og kulturel elite en veritabel sensation i europæisk sammenhæng.
De har eget teater, to aviser, to højere læreanstalter på nærmest universitetsniveau (Alta og
Guovdageaidnu/Kautokeino), egen radio- og tv-kanal, tre bogforlag og en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris (Nils Aslak Valkeapää) samt en række musikgrupper af høj kvalitet med Mari Boine som internationalt kendt navn. Filmskaberen Nils Gaup er Norges mest fremtrædende, og den samiske film Ofelas (Vejviseren) blev Oscar-nomineret.
Den internationale musikfestival Riddu Riddu i Gàivuotna/ Kåfjord er blevet en af de store etniske kulturfestivaler både i europæisk og arktisk sammenhæng. Riddu Riddu betyder storm på kysten, og det har festivalen skabt. Modstanden mod festivalen har været formidabel blandt de mennesker, som ikke bryder sig om samisk kultur, og som plejer at skyde med hagl mod alle skilte med samisk tekst!
Aktionerne mod Alta-dæmningen skabte til en vis grad sammenhold mellem samerne og de nordmænd, der var imod den. Men dette fællesskab var delvis kunstigt. For samerne var der tale om et overgreb mod deres urgamle rettigheder, mens nordmændene i Alta ville beskytte Europas bedste lakseelv.
Det kunne ikke fortsætte i længden. Befolkningerne i Alta og andre norsk-dominerede kystsamfund er vant til, at det er dem, der har den reelle ejendomsret til Finnmarksvidda. Fra gammel tid har man talt om tre stammers møde i dette område: Den samiske urbefolkning, kolonister fra norsk område (daza) og fra finsk område (kvenar). Begge kolonisator-befolkningerne har følt sig højt hævet over samerne.
Nu er situationen totalt ændret. De to hegemoniske grupper har mistet deres positioner, fordi de simpelthen ikke har været så dygtige som samerne. Reaktionerne har været kraftige, både hos kvener og daza i flere tilfælde så skingre, at man med fuld ret kan tale om et sydstatshøjre i Finnmark.
Fra norsk hold er same-aktivisterne blevet kaldt nationalister. Men det er ikke rigtigt, hvis man skal følge den britiske professor A.D. Smith. Hans definition lyder: Nationalisme er den tanke, at hver nation har ret til sin egen stat.
De fleste etniske mindretalsgrupper kræver ikke en egen stat; oftest er et regionalt selvstyre nok. Men det har den etniske gruppe selv en demokratisk ret til at afgøre. Det, der kaldes nationalisme, burde i realiteten kaldes etnisk demokrati. Jo bedre det etniske demokrati fungerer, jo mindre behov bliver der for at bryde ud af statsdannelsen. Ingen fremtrædende samer har sådanne planer.
De, der ikke går ind for etnisk demokrati, forsvarer i realiteten, at en udvalgt etnisk gruppe skal herske over andre inden for en stat eller i mellemstatslig sammenhæng. En sådan tankegang kan man kalde hegemonisk na-
tionalisme.
Det er en sådan nationalisme, vi ser demonstreret på den mest groteske måde i Tyrkiet over for det kurdiske mindretal. Men vi har utallige andre eksempler i Europa, f.eks. når undervisning på samisk blev forbudt ved lov i Norge i 1902 (loven blev ophævet lige før krigen), og når de franske myndigheder vil forbyde undervisning i korsikansk sprog.
Den hegemoniske nationalismes mest brugte skældsord er separatisme. Det er et ord, der er gennemsyret af anti-demokratisk tankegang. Alligevel bliver det brugt i europæiske medier, tilmed også på venstrefløjen.
Nazismen var et ekstremt udtryk for hegemonisk nationalisme. Både Hitler og Quisling udtalte ved forskellige lejligheder, at de ville af med småstatsroderiet i Europa væk til fordel for arisk dominans.
Urfolks ret til at eje den jord og det vand, de har brugt fra gammel tid, er slået fast i ILO-konvention nr. 169, der har næsten samme status i FN-systemet som menneskeretskonventionerne. Norge var et af de lande, der arbejdede for at få en sådan konvention i stand, og et af de første til at ratificere den mod Fremskrittspartiets stemmer.
Det er formelt den norske stat, der ejer de samiske områder, og efter loven af 1902 havde man ikke ret til at eje jord, hvis man ikke beherskede det norske sprog. Efter Alta-striden i 1979-80 blev der nedsat et sameretsudvalg, der skal behandle de juridiske aspekter ved samisk ejendomsret til jord og vand.
Dets medlemmer har imidlertid ikke kunnet blive enige: Flertallet vil overdrage ejendomsretten til det samiske kerneland til et organ, hvor samer og nordmænd er ligeligt repræsenteret, mens mindretallet (samerne i udvalget plus norske jurister) vil oprette en egen samisk forvaltning for Indre Finnmark og give Sametinget større magt.
Vor højt respekterede kong Harald støttede indirekte mindretallet, da han under åbningen af Sametinget i 1998 sagde: »Den norske stat er grundlagt på et territorium, der bebos af to folk, det samiske og det norske.« Det førte til kraftig murren i Kyst-Finnmark.
Formentlig vil flertalsforslaget blive vedtaget i Stortinget som et kompromis med det anti-samiske miljø. Både højesteretspræsident Carsten Smith og professor Jens Edvin Skoghøy fra sameretsudvalget mener at en sådan vedtagelse er i strid med både grund-
loven og ILO-konventionen, som Norge er bundet af. I så fald kan Norge komme i samme situation som Danmark for nylig at vi for første gang efter 1814 kan opleve en stortingsbeslutning blive tilsidesat af højesteret!
Så er Fremskrittspartiet og de anti-samiske kredse vel godt tilfredse, når de får 50 procent af repræsentanterne i det organ, der skal administrere Finnmarksvidda? Nej da. De kræver absolut norsk flertal i alle råd og udvalg, der skal bestemme over jord og vand i Sàmieatnam. SV-politikeren Ballo kræver seks nordmænd mod to samer!
Det venstresocialistiske bymiljø omkring partierne SF og SV spillede en helt central rolle i arbejdet for ILO-konvention 169, og de samarbejdede godt med Norske Samers Riksforbund under den karismatiske leder, Ole Henrik Magga. Det var derfor et chok, da netop en stortingskandidat for Finnmark SV, lægen Olav Gunnar Ballo, op til valget i 1997 stillede sig på Fremskrittspartiets side i samespørgsmålet.
Det førte til, at de mange samiske medlemmer af SV meldte sig ud, og i løbet af kort tid var partiet i Finnmark renset for samer. Alligevel ville SV-ledelsen i Oslo ikke underkende listen, sådan som mange kredse over hele landet forlangte. Ballo tog mange potentielle Fremskrittsparti-stemmer i Finnmark og blev valgt.
Hvad ville den danske venstrefløj have sagt, hvis en SF-repræ-sentant havde støttet Pia Kjærsgaard?
Ballo har en vis støtte fra de venstreorienterede kredse i Oslo. De anser den samiske kulturrejsning for at være nationalistisk ligesom nynorsk-bevægelsen. På den måde konstruerer det hegemonistiske intellektuelle miljø en falsk modsætning mellem kampen for norske mindretalsrettigheder og kampen for indvandrertolerance.
Det at en SV-repræsentant støttede Fremskrittspartiets syn på samernes ret til jord og vand, udløste et politisk skred mod samiske rettigheder. Så længe Hagen stod alene, turde politikere fra Arbeiderpartiet, Kristelig Folkeparti og Høyre ikke hævde de samme synspunkter, fordi de blev opfattet som højre-ekstremisme. Men SV-repræsentanten Ballo gjorde den latente anti-samiske bølge i Finnmark stueren.
Det første alvorlige symptom på Hagens indflydelse på samiske anliggender er, at den norske regering ikke længere vil støtte retten til jord og vand i FNs internationale principerklæring om oprindelige folk. Af den grund afbrød Sametinget samarbejdet med regeringen Stoltenberg den 20. oktober i år.
Sametingsformand Sven Roald Nystø sagde i et interview for nylig, at det kun er pres fra Sydnorge og fra internationale fora, der kan få Stoltenberg-regeringen til at skifte standpunkt. Danmark er i den henseende et nøgleland, udtalte han.
På vegne af alle norske daza, som støtter samisk selvbestemmelsesret (og vi er ganske mange!) vil jeg indstændigt bede de danske medier og den danske opinion om at tage Skandinaviens alvorligste etniske problem op til debat og øve et kraftigt pres på både den norske opinion og de norske myndigheder. For mig som nordmand handler det om, at jeg føler skam over, at fremtrædende norske politikere svigter samerne.
*Oversat af Birgit Ibsen.
*Hartvig Sætra er en fremtrædende norsk samfundsdebattør og skolemand gennem en årrække samt i øvrigt fhv. lektor i biologi, matematik, kemi og nordisk sprog.
