Kronik

Solidaritet, globalisering og Internet

I dag begynder det årlige topmøde i WEF – World Economic Forum – i Davos, Schweiz. Og sten-sikkert også protest-demonstrationerne – mange utvivlsomt inspireret af den toneangivende mexicanske anti-globaliserings-bevægelse, zapatisterne
25. januar 2001

Økonomi & Politik
Det seneste års protester i bl.a. Seattle og Prag har igen sat begreber som ’solidaritet’ og ’modstand’ på dagsordenen. Og siden 1994 har Mexicos ’zapatister’ været fremtrædende i formuleringen af den kritik mod neoliberalismen, der nu rejses flere og flere steder og med stigende styrke.
Der findes i dag et globalt netværk af individer og organisa-
tioner, som arbejder i solidaritet med zapatisterne, og netop dét var et væsentligt element i den organisering, der gjorde protesterne mod globalisering i Seattle og Prag til mere end lokale og nationale hændelser. Zapatisternes indirekte tilstedeværelse i Seattle og Prag rejser vigtige spørgsmål:
*om forholdet mellem det lokale, det nationale og det globale; og
*om mulighederne for en ny fortolkning af solidaritet og forandring i en verden præget af globaliseringsprocesser, hvor vi i stigende grad modtager og sender informationer via Internet.

Zapatisternes væbnede opstand i Chiapas, Mexico, den 1. januar 1994, fremkaldte prompte en modreaktion fra en forbløffet mexicansk hær, som ikke havde bekæmpet interne oprør siden 1970’erne og næppe havde forestillet sig at det skulle blive tilfældet igen. Den Kolde Krig var jo ’forlængst’ overstået og historiens afslutning havde allerede været en realitet i fire år.
Det stod da også hurtigt klart, at zapatisterne ikke havde tænkt sig at forny Latinamerikas tradition for guerilla-krigsførsel i den nye globale politiske kontekst. Eller rettere sagt: Zapatisterne erkendte hurtigt, at der ikke længere var farbar vej i den retning. Læser man nemlig bevægelsens første deklaration fra januar 1994 fremgår det, at zapatisterne faktisk havde planer om at marchere mod hovedstaden, Mexico City, og forventninger om, at dele af den
mexicanske befolkning ville rejse sig og deltage i oprøret.
Men denne reaktion udeblev eklatant, og zapatisterne og Mexicos regering blev i stedet mødt med krav om forhandlinger. Zapatisternes forsøg på forandring med våben blev altså hurtigt affærdiget som en anakronisme og der har ikke, siden januar 1994, været løsnet skud i konflikten.
På den anden side blev bevægelsens krav om demokrati og rettigheder for Mexicos indianske befolkning og dens kritik af landets neoliberale udviklingsmodel modtaget med sympati og for-ståelse udenfor Chiapas. Zapatisternes talsmand, subcomandante Marcos, har betegnet denne solidaritetsbevægelse som en slags zapatismo civil. Zapatisterne tilskriver mobiliseringen af organisationer og individer i, såvel som udenfor Mexico en stor del af æren for, at den mexicanske regering valgte at indgå i forhandlinger fremfor at beordre hæren til at ’løse problemet’.

Selvom det væbnede oprør altså på mange måder sluttede for snart syv år siden, er zapatisterne her stadig. Ikke alene i Chiapas, som er bevægelsens hjemmebane, men over det meste af verden. Eller rettere, bevægelsens ideer har spredt sig langt ud over Mexicos grænser: Hollywood-stjerner, nobelpristagere, rockgrupper, fremtrædende forskere og forfattere har i de sidste syv år alle været med til at kaste lys over zapatisterne.
Få sociale fænomener har på så kort tid givet anledning til så mange artikler og bøger, og stort set alle, der beskæftiger sig med sociale bevægelser, globalisering og Internet har set sig ’nødsaget’ til at nævne zapatisterne, i det mindste en passant. Mexicanske konsulater og ambassader i Europa og USA er blevet hjemsøgt af aktivister siden januar 1994. Præsidentens og den øvrige regerings faxmaskiner og e-mailsystemer har været under konstant belejring og enhver officiel delegation fra Mexico bliver mødt med protester.
Eksemplerne på zapatistisk inspirerede aktiviteter uden for Mexico er legio, men spørgsmålet er hvad der har gjort denne bevægelse til genstand for så megen opmærksomhed uden for Mexicos grænser? Hvad kan en bevægelse af forarmede indianere i en perifer og marginaliseret region bidrage med til indbyggere i New York, Paris, Rom og København? Og omvendt, hvad kan disse indbyggere bibringe zapatisterne og de indianske samfund i Chiapas?
Med andre ord, hvad karakteriserer solidaritet og aktivisme over nationale grænser i dag, og hvordan er den eventuelt forskellig fra det solidaritetsarbejde, som blev udøvet i 1970’erne og 1980’erne?

Især to af zapatisternes ’slogans,’ todo para todos y nada para nosotros (’alt til alle og intet til os’) og un mundo donde quepan muchos mundos (’en verden med plads til mange verdener’) har vundet genklang udenfor Chiapas. Det, der her søges formidlet, er en politisk vision uden en avantgarde.
Zapatisterne afviser at stræbe efter nogen form for politisk magt. Den radikale forandring af det mexicanske samfund skal komme nedefra og begrebet ’civilsamfund’ er blevet et kernebegreb for bevægelsens opfattelse af social forandring. I lighed med andre bevægelser i Latinamerika indgår zapatisterne i en politisk kamp som handler om at definere, hvad der ligger i begrebet demokrati.
Zapatisterne anerkender langt hen af vejen det liberale demokratis landvindinger. Samtidig gør de det imidlertid klart, at demokrati for dem indebærer mere end at stemme. Af samme årsag kan demokrati heller ikke blot reduceres til et spørgsmål om de rette institutioner. ’Kampen’ om demokratiet har i løbet af 1990’erne afløst mange af de bipolære dikotomier, der indtil den Kolde Krigs afslutning dominerede den politiske debat.
Der er ingen mangel på paradokser her. Zapatisterne har da også, netop på grund af den aparte cocktail af våben og demokrati, givet anledning til tilsyneladende selvmodsigelser som ’bevæbnede demokrater’ og ’bevæbnede reformister’. Bevægelsens sympatisører synes imidlertid ikke at se disse modsætninger som et problem. Ved ikke at fremhæve en priviligeret klasse eller gruppe er zapatisterne i stedet blevet et symbol på grupper og individer, der ser sig selv som undertrykte.

En tilbagevendende forklaring på zapatisternes gennemslagskraft udenfor Mexico er, at bevægelsen med dens fokus på demokrati og civilsamfund har gjort det muligt at diskutere venstrefløjens fremtid fra et nyt udgangspunkt.
Med andre ord har zapatisterne for mange bekræftet, at historien ikke har nået sin afslutning endnu. Bevægelsen på sin side har gjort en del for at nære denne fortolkning. I 1996 indkaldte zapatisterne til et interkontinentalt møde i Chiapas’ regnskov (i regntiden!); et møde for alle som var imod neoliberalismen som udviklingsmodel. Over 3.000 personer fra hele verden troppede op og tilbragte en uge med at vade gennem det knæhøje mudder fra workshop til workshop.
Det væsentligste udkomme af dette og senere møder har været opbygning af personlige og organisatoriske netværk. De netværk, som blev skabt i Chiapas, fremhæves som centrale i forbindelse med mobiliseringen til protesterne i Seattle i december 1999.
Men Chiapas var også ’selv’ til stede i Seattle. Mange aktivister var således ’klædt ud’ som zapatister, andre bar bannere med zapatistiske ’slogans’ og en del af protesterne var symbolsk rettet mod det mexicanske konsulat i Seattle. Hvorend der er protester mod globalisering og neoliberalisme, er der zapatister. Ikke nødvendigvis ’rigtige’ zapatister, men personer og organisationer, som ser zapatisterne som en væsentlig inspiration i deres egen lokale (og globale) modstand.
Karakteristisk for solidaritets-netværket omkring zapatisterne er, at deltagerne sjældent ser solidaritet alene som et envejs-foretagende, hvor man sender penge, materialer og observatører til Chiapas.
Disse aktiviteter er fortsat vigtige for zapatisternes ’overlevelse,’ men solidaritet handler for aktivister i solidaritetsnetværket også om at lade sig inspirere af zapatisterne og at bruge deres ideer og kritik på lokalt niveau. Denne ’nye’ form for solidaritet er mere præget af dialog og udveksling, hvorimod solidaritet i traditionel forstand primært opfattes som velgørenhed og materiel og moralsk støtte.

En af de betydeligste forskelle mellem transnationalt solidaritetsarbejde i dag og tidligere er adgangen til Internet. Som en ’gammel’ venstrefløjsaktivist har fortalt mig, tog det seks måneder at stable anti-krigsbevægelsen i forbindelse med Vietnam på benene, det tog seks uger at skabe en protestbevægelse mod Golfkrigen, og det tog seks dage at mobilisere med henblik på zapatisternes opstand i 1994...
Internet indebærer altså ikke kun en kvantitativ forandring
(forøget kommunikationshastighed). Det forandrer også præmisserne for kollektiv handlen kvalitativt. Et overgreb i Chiapas behøver således ikke først at dukke op i næste dags avis. I de fleste tilfælde vil aviserne næppe være interesserede i at bringe nyheden overhovedet.
Derimod kan den få timer senere være at finde i tusindvis af mailboxe verden over og solidaritets-netværket kan sætte sine aktiviteter i gang. Aktivister i dag er, på grund af Internet, mindre afhængige af dækning fra mainstream-medierne end det var tilfældet tidligere.
Information er fortsat kernen i solidaritetsarbejde og med mere information, mere direkte (dvs. umedieret) information og hurtigere information gennem Internet kan solidaritetsnetværket arbejde på en langt mere præcis og effektiv måde end tidligere årtiers solidaritetsnetværk.

*Thomas Olesen er ph.d.-studerende på statskundskab i Århus med et projekt om solidaritet og globalisering. Han er netop hjemvendt fra et ophold i USA hvor han interviewede zapatist- og Seattle-aktivister.

*Lars Mogensens nyhedsanalyse om Davos-mødet i Information mandag den 22. januar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu