Kronik

Den store Genindlæring

Debat
13. januar 2001

Så gik tæppet ned for et helt århundredes billedknusninger og tro på ‘nye projekter’. Det 21. århundrede bliver stik modsat: Fremtidens mennesker bliver forsigtige, dovne og tilbageskuende, mener den amerikanske forfatter Tom Wolfe i dette vittige essay

Lørdagskronikken
I 1968 faldt jeg i San Francisco over en sjov fodnote til hippiebevægelsen. På den gratis klinik i Haight Ashbury behandlede lægerne sygdomme, som ingen nulevende læge ellers var stødt på før – sygdomme, der var forsvundet for så længe siden, at de aldrig havde fået latinske navne, sygdomme som skab, fnat, tics, trøske, skurv, bylder.
Og hvordan kunne det være, at de nu var vendt tilbage? Det havde noget at gøre med, at tusindvis af unge mænd og kvinder var rejst til San Francisco for at bo kollektivt i det, jeg tror vil gå over i historien som en af de mest bemærkelsesværdige religiøse vækkelser nogensinde.
Hippierne forsøgte intet mindre end at feje alle fortidens regler og snærende bånd til side og begynde fra nulpunktet. På et tidspunkt organiserede forfatteren Ken Kesey, som ledede et kollektiv ved navn The Merry Pranksters (De Lystige Skalke) en pilgrimsfærd til Stonehenge med det formål at vende tilbage til den angelsaksiske civilisations nulpunkt, som han regnede med var Stonehenge, og så begynde helt forfra og gøre det bedre.
Blandt de regler og bånd, som folk i kollektiverne – helt bevidst – fejede til side, var dem, der sagde, at man ikke skulle bruge andre menneskers tandbørste eller sove på andre menneskers madrasser uden at skifte sengetøj eller – hvilket var mere sandsynligt – uden at bruge sengetøj overhovedet, eller at man ikke skulle drikke af den samme flaske Shasta eller tage et hiv af den samme cigaret som fem andre.
Og nu, i 1968, var de ved at lære hygiejnens love om igen forfra – ved at få skab, fnat, tics, trøske, skurv, bylder.
Denne proces, dvs. genindlæringen – som bestod i en prometeisk og hidtil uprøvet begyndelse fra nulpunktet – forekommer mig at være det 21. århundredes ledemotiv i Vesten.
»At begynde fra nulpunktet« var Bauhaus-skolens slogan. Historien om, hvordan Bauhaus, en ganske lille kunstnerbevægelse i Tyskland i 1920’erne, fejede fortidens arkitekturretninger til side og i løbet af det 20. århundrede skabte den moderne bys glaskassefacade, er velkendt, og jeg skal ikke genfortælle den her.
Men jeg vil nævne den himmelstræbende åndelige frodighed, hvormed bevægelsen begyndte – Bauhaus-lederen Walter Gropius’ lidenskabelige overbevisning om, at mennesket ved at begynde fra nulpunktet i arkitektur og design kunne frigøre sig for fortidens døde hånd.
Sidst i 1970’erne begyndte arkitekterne imidlertid selv at klage over Bauhaus’ døde hånd: De flade tage, som regnvandet sivede ned i, og som brød sammen under sneen; de bittesmå beigefarvede kontoraflukker, der fik de ansatte til at føle sig som komponenter; glasvæggene, der lukkede for meget varme, for meget kulde, for meget skærende lys ind – og overhovedet ingen luft.
Nu er genindlæringen for alvor i gang. Arkitekterne har travlt med at rode i det, kunstneren Richard Merkin kalder Det Store Skab. Inde i Det Store Skab ligger fortidens forladte stilarter i uordentlige bunker. De foretrukne genopdagelser er i øjeblikket klassicisme, nyklassicisme, secession og moderne (Art Deco). Undervejs har arkitekterne i farten kastet sig ud i et orgie af eklekticisme, der kan sammenlignes med den victorianske periode for 125 år siden.
Inden for politikken var det 20. århundredes store begyndelse fra nulpunktet etparti-socialismen, også kaldet kommunisme eller marxisme-leninisme. På baggrund af dette systems dårlige ry i Vesten i dag er det lærerigt at læse John Reeds Ti dage, der rystede verden – inden man kaster sig over Aleksandr Solsjenitsyns Gulag Øhavet.
Den gamle strejkeplakat med en prometeisk arbejder i blå skjorte, der bryder sine lænker hen over det brede bryst, var i sandhed den vision om menneskets ultimative frihed, som bevægelsen troede på i begyndelsen. For intellektuelle i Vesten begyndte den smertefulde dæmring med udgivelsen af Gulag Øhavet i 1973.
Solsjenitsyn hævdede, at skurken bag det sovjetiske netværk af koncentrationslejre hverken var Stalin eller Lenin (som opfandt udtrykket ’koncentrationslejr’), ja, ikke engang marxismen. Det var i stedet Sovjetunionens forestilling – som var særegent for det 20. århundrede – om, at man ikke alene kunne feje den gamle samfundsorden til side, men også dens religiøse etik, som havde udviklet sig gennem årtusinder (’almindelig anstændighed’, som Orwell kaldte det) og genopfinde moralen her og nu – »ud af geværløbet«, for nu at bruge maoisternes berømte vending.
Et godt stykke tid før der pludselig blev slået hul i Berlin-muren i november 1989, havde genindlæringen nået det punkt, hvor selv herskende kredse i Sovjetunonen og Kina var begyndt at spekulere over, hvordan de bedst kunne omdanne kommunismen til noget andet end det, Bernard-Henri Lévys beskrev med det uforglemmelige udtryk »barbari med et menneskeligt ansigt«.
Det store amerikanske bidrag til det 20. århundredes begyndelse fra nulpunktet faldt inden for området sæder og skikke – især det, der temmelig sippet blev kaldt ’den seksuelle revolution’.
I hver en lille flække, selv i det fordums Bibelbælte, kan man finde landsbybordellet, som ikke længere er gemt af vejen i et hus med blå eller røde lys eller bag en grøn dør, men åbenlyst udbasuneret på et plasticskilt i vejkanten, oplyst bagfra med tusind watt: »FULDSTÆNDIG SPLITTERNØGEN PIGE SAUNA MASSAGE OG MARATON LIVESHOW HER.«
Indtil 1985 var pornobiografer lige så allestedsnærværende som 7-Eleven, inklusive udendørs drive-in-foretagender med seks-syv-otte etager høje lærreder, så man rigtigt kunne sende de fugtige folder og glinsende knopper og op-svulmede indersider ud i hovedet på et stønnende amerikanske bondeland.
I 1985 begyndte pornobiograferne at blive erstattet med pornovideoen, som kunne bringes ind i ethvert hjem. På hylden i arbejdsværelset ved siden af World Book Encyclopedia og Modern Library Classics finder man nu Sally’s Alley, Young and Hung, Yo! Rambette!, Latin Teacher: She Sucks, She Has Sucked, She Will Have Sucked.
I efteråret 1987 gav en 25-årig kirkesekretær på Long Island ved navn Jessica Hahn anledning til fnisende postyr i tabloidpressen, da det kom frem, at hun var blevet fotograferet nøgen til bladet Playboy. Hendes straf? Et triumftog gennem landets tv-talkshows og varietéforestillinger.
For mit vedkommende indtraf højdepunktet, da en tiårig pige – elev på en privatskole og iført smørgul bluse og cardigan til skoleuniform-nederdelen – henvendte sig til hende uden for et tv-studie med en stak Playboy-blade, hvor kirkesekretæren optrådte med bare bryster og spredte ben og bad hende skrive sin autograf på dem. Med skolens velsignelse ville hun holde en offentlig auktion over de signerede blade. Overskuddet skulle gå til de fattige.
Men også i den seksuelle revolution brød en smertefuld dæmring frem i 1980’erne, og genindlæringen, i form af profylakse, tog sin begyndelse. Det hele kan opsummeres i ét enkelt udtryk, som ikke behøver nærmere forklaring: AIDS.
Den Store Genindlæring – hvis noget så prosaisk som den slags specialundervisning kan kaldes stort – skal nok ikke opfattes som det sidste træk ved det 20. århundrede; snarere som temaet for det 21. Historien har ingen love, der siger, at et nyt århundrede skal begynde ti-tyve år i forvejen, men to gange tidligere har det artet sig sådan.
Det 19. århundrede begyndte med den amerikanske og den franske revolution i slutningen af det 18. Det 20. århundrede begyndte med udformningen af marxismen, freudianismen og modernismen i slutningen af det 19. Og det 21. begyndte med Den Store Genindlæring – i form af nedbrydningen af Berlinmuren på en enkelt dag, som var et dramatisk billede på den totale fiasko for den mest betydningsfulde af alle ’begynd fra nulpunktet’-bevægelser.
Det 21. århundrede vil, forudsiger jeg, kuldkaste det 20. århundredes forestilling om Fremtiden som noget spændende, nyt, uventet eller strålende – som Fremskridt, for nu at bruge et gammelt ord.
Det står allerede klart, at de store byer, takket være genindlæringen ikke kommer til at se nye ud. Tværtimod er byerne i 2000 allerede begyndte at ligne byerne i 1900 mere end byerne i 1980. Fra South Bronx i New York til
Southeast i Atlanta bliver offentligt boligbyggeri (’projekterne’) ikke længere opført som kontortårne. Det nye forbillede er de tuttenuttede lave forstadsvillaer i Londons Hampstead Heath.
Det 21. århundrede vil have en tilbageskuende stil og en tilbageskuende mental atmosfære. Folk i vor frygtsomme nye verden, selvtilfredse i deres neo-georgianske lejlighedskomplekser, vil stirre med ærefrygt tilbage på det århundrede, der netop er gået til ende.
De vil betragte det som det århundrede, hvor krigene antog et så stort omfang, at de blev kaldt verdenskrige, det århundrede, hvor teknologien sprang fremad så hurtigt, at mennesket opnåede evnen til at ødelægge selve jordkloden – men også evnen til at flygte til stjernerne i rumskibe, hvis den sprang i luften – og til at manipulere med sine egne gener.
Men frem for alt vil de se tilbage på det 20. århundrede som det århundrede, hvor deres forfædre var så forbløffende selvsikre, så prometeisk frække, at de trodsede guderne og forsøgte at presse menneskets magt og frihed ud i grænseløse, gudelignende ekstremer. De vil se tilbage med ærefrygt – uden på mindste måde at føle sig fristet til at efterligne de dristige, der fejede alle regler til side og forsøgte at begynde fra nulpunktet.
I stedet vil de synke endnu dybere ned i deres gammeldags lænestole, mens de dovent triller informationer rundt på Internettet og ellers slår tiden ihjel som
victorianske husmødre, der passer deres hækling, strikning, orkis, stramaj og quiltning, tilfredse med at leve i det, der vil blive kendt som Det Søvnige Århundrede eller Det 20. Århundredes Tømmermænd.

© Tom Wolfe 2000.

*Essayets originaltitel er The Great Relearning og stammer fra bogen Hooking Up, der netop er udkommet på amerikansk.
Den danske udgave foreligger til oktober på forlaget Lindhardt og Ringhof i Finn Holten Hansens oversættelse under titlen På krogen.

*Oversat af Birgit Ibsen.

*Tom Wolfe har tidligere bl.a. skrevet bøgerne Forfængelighedens bål (1989) og En stor mand (1999)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her