Zionismen henter sin legitimitet i Det Gamle Testamente. Glemt blev de palæsti-nensere, der måske endda har skøde på jorden
Kommentaren - Os og dem
En aften for nogle måneder siden kunne hele verden i nyhedsudsendelserne se de rædselsvækkende billeder af en menneskemængde i Ramallah, der stormede en politistation og lynchede to israelske soldater, som var blevet taget til fange.
Lynchningen vakte afsky i hele den vestlige verden og siges at have vendt opinionen i Israel, så mange blev overbevist om, at palæstinenserne ikke er til at stole på, og at Barak var gået for vidt i sine indrømmelser til Arafat. Mange er sikkert blevet bekræftet i deres stereotypier om, at arabere er utilregnelige, vilde dyr, mens israelerne her over for forsvarer den vesterlandske civilisation. Sympatien svingede over mod israelerne. Men hvis man et øjeblik stopper op, må det falde én i øjnene, at der overfor et par snese israelske jøder er blevet dræbt over 300 palæstinensere og såret flere tusinde, at mange af disse er blevet ramt i overkroppen eller i hovedet, og at mange er børn.
Skyd efter hovedet
Forholdsordren til de israelske soldater har helt tydeligt ikke været, at der skulle skydes efter benene, men snarere hovedet, og denne strategi må Barak have været vidende om hvis han ikke ligefrem er den, der har udstedt forholdsordren.
*Hvorfor har der i Vesten ikke været en proteststorm over for den israelske »skyd efter hovedet«-ordre, mod de mange mindreårige, der er blevet ofre?
*Hvorfor var reaktionen ikke særlig kraftig over for den tydeligvis bevidste nedskydning af den 12-årige palæstinensiske dreng som også blev bragt i alverdens nyhedsudsendelser?
For at stille sagen på spidsen kunne man spørge: Hvorfor hæver vi knap nok et øjenbryn over drabet på hundredevis af palæstinensere, mens vi føler afsky og fordømmer drab på et par snese israelere?
Svaret blev givet af E.P. Thompson i 1986 efter amerikanernes bombning af Libyen i artiklen: »Notes on the Nature of American Blood«, hvor han beskriver, hvordan det vesterlandske menneske med udgangspunkt i den amerikanske tankegang mere eller mindre ubevidst har etableret et etnisk og racemæssigt hierarki:
Øverst befinder sig amerikanerne, dernæst kommer deres allierede i Europa, længere nede på rangstigen vores allierede i Den Tredie Verden, og nederst befinder sig the wogs, fejlfarverne, der kan underopdeles i to grupper:
*Først de hjælpeløse, der ikke udgør nogen trussel, og som derfor betragtes med medlidenhed, men som stort set overlades til deres egen skæbne, hvis vi da ikke sender dem lidt nødhjælp.
*Og endelig er der modstanderne af den herskende verdensorden, slyngelstaterne, som vi ikke føler medlidenhed med, men som en gang imellem får kærligheden at føle i form af blokader, luftbombardementer, etc.
Udgydes der amerikansk blod sættes hele supermagtens militære apparat ind på at hævne ugerningen, mens fejlfarvernes lidelser enten anses for fortjente eller højst ledsages af et beklagende skuldertræk!
Og denne figur finder vi i vores holdning til drabene i konflikten om Palæstina. Israelerne er de hvide mennesker, der tilhører den vesterlandske civilisation, og vi kan derfor identificere os med dem, mens palæstinenserne er fejlfarverne, uciviliserede og voldelige, hvorfor vi nærer en blanding af angst og afsky over for dem. At der hver dag dør palæstinensere, har vi vænnet os til, det er naturens orden.
Enøjet vestlig accept
Den vesterlandske énøjethed illustreres af, at man accepterer, at israelerne skal kunne indlemme de områder af Vestbredden, hvor de fleste jødiske bosættelser er, fordi Barak ellers aldrig vil kunne få en fredstraktat godkendt af det israelske folk, eller der ville udbryde borgerkrig blandt israelerne. Den samme forståelse over for Arafats situation vis-a-vis Hamas møder man næsten aldrig.
Interessant nok har der ikke været forslag fremme om, at israelerne som modydelse for dele af Vestbredden kunne afgive de dele af Galilæa, hvor der er palæstinensisk flertal, f.eks. området omkring Nazareth. Og Israels fortsatte bosættelsespolitik under fredsprocessen, der kun kan ses som rendyrket magtpolitik, hvis formål har været at kunne indlemme endnu større områder af Vestbredden, er kun blevet mødt med spage protester fra såvel europæisk som amerikansk side, selv om kolonisering af erobrede områder er i strid med Folkeretten.
Denne bliver ellers altid med rette brugt over for slyngelstater som Saddam Husseins Irak og Milosovic Ju-goslavien, men hvorfor er Israel undtaget? Hvorfor ikke indgreb over for Israels brud på Folkeretten? Ifølge Law of Return har enhver jøde ret til at flytte til Israel, mens fordrevne palæstinensere Ikke har denne ret, selv om de måske har skøde på deres tidligere ejendom.
Staten Israels zionistiske ideologi er i virkeligheden racistisk, i det den hviler på en Blut-und-Boden-ideologi, hvor nogle mennesker i kraft af blodsbånd er bedre end andre og har mere ret til området. Legitimiteten henter zionismen selv om ideologien i sin oprindelse var sekulær i mytologien, Det Gamle Testamente, hvilket dog ikke giver nogen form for legitimitet ifølge Folkeretten.
Serberne kan med rette spørge, hvorfor de ikke også ud fra deres mytologi kan gøre krav på deres historiske moderland, Kosovo, og rense det for uønskede elementer.
Hvori består kort sagt forskellen mellem Israels og Serbiens krænkelser af Folkeretten?
