Kronik

Anarki til salg

Kultur avler modkultur. Mens markedet lægger sig tungt på Nettet, omskaber kunstnere og kaospiloter Nettet til en legeplads for aktivisme og nye dialogformer – inspireret af netop reklamens æstetik
23. februar 2001

Det virtuelle rum
I 90’ernes totale eufori over Internettets muligheder for grænseløs global kommunikation, kreativ udfoldelse og transnational samhørighed har fået en doven bismag af penge. Buzzwords som branding, business to business og usability er sat i cirkulation, i takt med at den nye økonomi i løbet af få år har oplevet en vækst på flere tusinde procent på New Yorks Nasdaq-børs.
Den glade neohippie, som øjnede en chance for at kommunikere med brødre og søstre inden for grænserne af den grænseløse globale landsby, må i stedet sparke sig vej frem gennem bannerreklamer og myriader af ubrugelige links.
Men kultur avler modkultur. Sideløbende, men i et væsentligt lavere tempo er forskellige subkulturer opstået, som eksisterer mere eller mindre i kraft af nettets muligheder og umuligheder. Således har også samfundets spydspidser, kunstnerne, efter en tid at have gået rundt om den varme grød nu kastet sig ud i Internettets grænseløse univers.
En af disciplinerne inden for netkunsten er en mere eller mindre aggressiv konfrontation med Nettets kommercialisering og et forsøg på at ironisere over og forvrænge de store selskabers fortælleformer. Hackere, anarkister, revolutionære og andre med kunstnerisk beslægtede professioner flokkes om det nye medium for at udforske dets muligheder. Reklameæstetikken bliver inspira-
tion for den undergrund af kaospiloter, som udnytter Nettets lovløshed til at være en sten i skoen på multinationale virksomheder.
Internettet er ikke helt ukendt for russerne. Netkunstneren Alexei Shulgin er bosat i Moskva og står som en af pioneererne indenfor genren. På sitet www.-easylife.org, finder man en oversigt over hans projekter, der eksperimenterer med en primitiv anti-æstetik, hvor designet er skabt ud fra byggeklodsgrafik og de allermest basale HTML-koder.
Et af projekterne er tilegnet Shulgins band, 386 DX, ’verdens første cyberpunk rock band’, hvor han optræder med et keyboard om livet, mens en computerstemme laver ømme fortolkninger af rockklassikere som California Dreamin’ og Smells Like Teen Spirit. Derud-over reklamerer Shulgin også for firmaet Fuck U Fuck Me, der markedsfører det ultimative unisexlegetøj Genital Drive.
Det fantastiske apparat er udformet som en kombineret dildo og vagina, der kan tilfredsstille m/k alt efter behov. Shulgin har opbygget siden i nøje overensstemmelse med de uskrevne regler for professionel markedsføring på Internettet: Iøjnefaldene logo, overskuelig produktbeskrivelse, teknisk support samt mulighed for at bestille produktet online til den nette sum af 499 dollars. Siden er lavet så overbevisende, at det er vanskeligt at se, om det er en joke, eller om der rent faktisk er tale om et eksisterende produkt.

Videre østover, nærmere bestemt i USA, har der siden 60’erne været tradition for at lave anti-kommerciel kunst. Netkunstnerne fører strategien videre og forsøger at begrænse de multinationale koncerner ved at undergrave deres kommercielle gennemslagskraft. ((ark (www.artmark.org) er et aktieselskab, der støtter sabotage eller forvrængning af informationer, som knytter sig til produkter fra multinationale selskaber, som f.eks. legetøj eller actionspil. ((ark kanaliserer økonomiske midler fra investorer til »gensidige fonde«, som står frit til rådighed for alle, som vil være med til at skabe »uforudsigelig opførsel uden til fulde at forstå formålet eller hvad konsekvenserne indebærer«.
Som selskab er ((ark beskyttet af rettigheder omkring ytringsfrihed og fri markedsføring, men modsat andre selskaber, så er målet ikke at skabe økonomisk profit, men derimod kulturel profit ud fra et princip om »begrænset troværdighed«. Tanken er at skabe en anarkistisk paraplyorganisation, hvor alle har mulighed for at opstille forslag til projekter, der kan begrænse multinationale selskabers magt, og dermed forbedre den modkultur, som investorerne repræsenterer. Det handler med andre ord om at lade de multinationale selskaber få lov til at smage deres egen medicin.

Et af de projekter, ((ark har kastet penge efter, er den
schweiziske kunstnergruppe etoy, der har slogans som »You never invest to lose money«. Gruppen er især blevet kendt for den langvarige legetøjskrig om domænenavnet www.etoy.com, som kunstnerne nægtede at sælge til en legetøjsgigant af samme navn.
Efter at kunstnerne havde sagt nej til et tilbud om 500.000 dollarsamt aktieoptioner i det store selskab, kom det til en retssag, som de vandt og legetøjsfirmaet har i dag skiftet navn til etoys.com. Kunstnerne i etoy mener selv, at de har implementeret sig som »den første gadebande på informationsmotorvejen« og har nedsat sig som en fond, der sælger aktier til en værdi af 25 dollar.
etoy gjorde sig allerede bemærkede i 1996, da de gennemførte en omfattende kidnapning af netsurfere. Ved at lægge falske links ud på søgemaskiner blev surfere, der f.eks. klikkede sig frem til Porsches hjemmeside, brutalt omdirigeret til en side med beskeden: Don’t you fucking move. You’ve been hijacked by etoy!.
På den måde hævder gruppen at have bortført 1,5 millioner mennesker. etoy sælger ikke et egentligt produkt, men påstår at profitten er af kulturel art. De har fået betegnelsen »neo-situationister« og søger gennem deres aktioner at ’afsløre’, hvad der ligger bag bruger-grænsefladens rum, mens de selv slører grænserne mellem kunst, identitet og forretning.
Deres varemærke er en orange container, der fyldes med teknologisk legetøj og udgør udgangspunktet for happenings rundt om i verden. Senest har de fået en klage fra LEGO, der protesterer mod at deres figurer anvendes i en obskøn sammenhæng. Selvom en aktie i det upålidelige foretagende p.t. kun er 2,62 dollar værd, har etoy.com alligevel opnået omkring 2.000 aktionærer – heriblandt Laurie Anderson og Rutger Hauer.

Næste stoppested på den virtuelle jordomrejse er London, hjemsted for aktivisten og netkunstneren Heath Bunting. Hans site www.irational.org rendyrker en spartansk hackeræstetik og er næsten udelukkende tekstbaseret. Buntings aktiviteter går helt tilbage til 80’erne, hvor de første hjemmecomputere og hackere så dagens lys. Som de to foregående organisationer kæmper han for at begrænse de store selskabers magt og indflydelse, men det sker ud fra mere traditionelle forestillinger om politisk aktivisme.
Bunting ser sig selv som en hacker/kunstner/nomade, der ved militærlignende teknikker forsøger at smadre eller forvrænge elektroniske konstruktioner til fordel for åbne og demokratiske kommunikationssystemer og nedbrydelse af sociale barrierer.
Eksempelvis har Bunting forsøgt sig som »Internet tigger«, og sendt tiggerbreve til en lang række virksomheder og privatpersoner, indtil videre med et sørgeligt udbytte på 10 pund.

Bunting stiller sig ikke i direkte modposition til de dominerende magtstrukturer, noget, der ifølge ham selv er et håbløst projekt. Hans ambition er snarere at underminere dem gennem disinformation. Til det formål har han startet organisationen Cultural Terrorist Agency, der stiller fondsmidler til rådighed for personer, der vil undergrave den »kapitalistiske fundamentalisme« – dvs. selskaber som 7-11, Nike, Adidas og American Express.
De klager, som virksomhedsgiganterne har indgivet over at få misbrugt deres varemærke, indgår som en del af kunstprojektet. Bunting tilhører den gamle garde af politiske aktivister i cyberspaces randområder og høster stor respekt fra andre netkunstnere
worldwide for at have vist vejen for mediets anarkistiske muligheder.
Et politisk mere afdæmpet eksperiment har base i København, hvor kunstnergruppen med det effektivt klingende navn Superflex i disse år opnår større og større international anerkendelse.
Superflex baserer deres arbejde på en reel ambition om at stille nettet til rådighed for samfundsgrupper, der ikke ellers ville blive hørt. Gruppen, der også er et aktieselskab, har udviklet en netbåret Tv-kanal Superchannel, som de har installeret i en lang række europæiske byer. Superchannel blev i starten mest brugt som forum for kunstnere og kunsthistorikere til at sætte fokus på den samtidige kunst.
Senere har Superchannel bl.a. været brugt som talerør for indbyggerne i trøstesløse engelske forstæder, ikke som Lars Engels’ socialpornografi, men som en måde at lade rigtige mennesker tale i deres eget miljø, på deres egne præmisser. Superflex har også andre politisk korrekte kunstgreb og arbejder f.eks. på at bringe byen Karlskronas indbyggere på Internettet i den virtuelle 3D-verden Karlskrona2.
Derudover har de udviklet et biogasanlæg, som de i samarbejde med ingeniører har installeret i en landsby i Tanzania. Anlægget kan omsætte husaffald og dyrenes efterladenskaber til energi og forsyne en husstand med gas til lys og madlavning. Fælles for alle Superflex’ aktiviteter er, at de vil skabe nye rum for dialog, og at de alle er tilgængelige fra adressen www.superflex.dk.

En gruppe af netkunstnere har opdaget at grænserne mellem kunst og erhversliv på Internettet er hårfine, men i stedet for at begræde kommercialiseringen har de valgt at give venture- kapitalisterne et skud for boven. Kunstnerne er blevet parasitter på de tunge drenges markedsstrategier og bruger den kommercielle terrorisme til at fremhæve Internettet som en legeplads for aktivisme og nye dialogformer.
Anarkisterne har lært markedsføringens kunst, og med Internettet som markedsplads er der rigeligt af både udbud og efterspørgsel.

Thorkild Hanghøj og Nicolai Knudsen er begge specialestuderende på Moderne Kultur og Kulturformidling (KUA).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu