Kronik

A/S Universitet

Kommercialiseringen af universitetet vil i sidste ende ændre det fra at være en offentlig institution med et fælles samfundsmæssigt formål, til at være endnu en konkurrerende virksomhed på markedet
Debat
13. februar 2001

Retfærd & Velfærd
Udfordringerne til fremtidens universitet er mange – men der er grund til lige at slå koldt øl i blodet, i forhold til hvad diverse tilsyneladende uafvendelige videns-, internet-, og markedsøkonomiske udviklinger kræver.
Et godt retorisk fif er her altid at henvise til udviklingen som en universel og uangribelig størrelse udenfor vores kontrol, der altid kræver noget bestemt, hvorfor det følgelig er nytteløst at prøve at have indflydelse på den. Dette er en udbredt tvangslogik, der skjuler at udviklingen kulturligvis ikke er en sidste instans man kan henvise til, men faktisk står til diskussion. Hvis universiteterne ukritisk indordner sig under (skiftende) udviklingstrends, ender vi med en institution der er så omfunktioneret, at den ligeså vel kan privatiseres helt og holdent. For skal universitetet drives ligesom en virksomhed, ændres dets funktionsmåde og formål fundamentalt.
Af dømme udfra Information’s tema-artikler er svaret på vidensøkonomiens krav en øget kommercialisering – universitetet er sælger af netbaserede kurser og de studerende er forbrugere af de kurser den enkelte vælger at tage over nettet.
Magten skal lægges over til de studerende ved at gøre dem til forbrugere i den store internet-baserede uddannelsesbutik, på samme måde som man har lagt magten over til den politiske forbruger, ved at opgive at føre fælles overordnede politikker til fordel for markedet.
Et universitet er et offentligt og demokratisk forum, hvor viden og erkendelse udvikles i fællesskab. Den super-fragmenterede læring, hvor den studerende sidder ved computeren og følger lige præcis de kurser, som hendes eller hans kompetencer kan udvikles ved, er milevidt fra ideen om et universitet, hvor den almene dannelse har en væsentlig plads. Social og kulturel sammenhængskraft, demokratisk og kritisk bevidsthed udvikles ikke i isolation, men i fysiske rum, hvor pædagogikken og dialogen har plads til at udfolde sig – studerende og forskere imellem.
Hvis forskningen skal være fri og den viden den producerer tilgængelig for alle, er det i udgangspunktet problematisk at blande private penge ind i affæren, da det er to helt forskellige hensyn der støder sammen. Alternativet er et enten-eller: Enten er institutionen offentlig og drives efter politiske principper, eller også er den privat og drives efter markedsøkonomiske principper. Når tingene blandes sammen er der grund til at være på vagt. Hvad gør Danmarks Tekniske Universitet (DTU) eksempelvis hvis de eksterne repræsentanter – der har flertal i bestyrelsen – ikke længere opfører sig pænt og ordentligt og etisk? Så vil DTU’s selvejemodel (med en offentlig finansieret institution ledet af en bestyrelse med et flertal af eksterne repræsentanter) vise sit grimme ansigt.

Herhjemme har vi indtil nu kun oplevet små pip når det kommer til eksempler på samarbejder mellem uddannelsesinstitutioner og private virksomheder der vækker opmærksomhed (reklamefinansierede lærebøger, Mærsk-institutter, Den Danske Bank-professorer og ikke mindst Dandy-sagen i Århus). Men hvis vi vil have en ide om hvad vi måske kan vente os i fremtiden, kan USA levere godt med nakkehårsrejsende historier.
I Naomi Klein’s No Logo fra 2000, er der stribevis af virkelig skræmmende eksempler på private virksomheders indflydelse på amerikanske uddannelsesinstitutioner. Tilskyndelsen til samarbejde er her – som alle andre steder – at institutionen får en vare ( bøger, penge, m.v.) mod at virksomheden får forskning, reklameplads, m.v. Er institutionen økonomisk trængt – og hvilken institution er ikke det – er det fristende at indgå forskellige samarbejder.
Her har det, ikke bare i Danmark men i mange andre lande, været en mere eller mindre bevidst strategi at skære i offentlige udgifter til institutioner og væsener i en udstrækning, der til sidst gør markedets indtræden til en naturnødvendighed under henvisning til, at det offentlige simpelthen ikke kan magte opgaven. Hvorefter den økonomiske nedskæring kan fortsætte, da der nu er private alternativer (Thatcher-England er skoleeksemplet).

En ting er som nævnt ønskeligheden af denne privatisering – en anden ting er om det rent faktisk står så skidt til med erhvervsrelevansen blandt videnskaberne på universitetet. Her er det oftest human- og samfundsvidenskaberne der anklages for at halte bagefter eller være sig selv nok. For samfundsvidenskabernes vedkommende har vi tal på hvordan det står til.
Sociologen Heine Andersen har undersøgt hvad danske samfundsforskeres forskningsområder er (Dansk Sociologi, 1/9. årgang, 1998). Ved at spørge 618 forskere, der kunne nævne op til tre områder de forskede i, fremkom 988 områderegistreringer. Her var den absolutte topscorer erhverv, virksomheder, ledelse, m.v. med 237 registreringer, hvor eksempelvis velfærd, social- og sundhedsforhold havde 41, uddannelse, undervisning 13 og køn syv registreringer. Så helt galt ser det ikke ud for den erhvervsorienterede forskning.
For humanisternes vedkommende, går de ud og bliver ansat som symbolanalytikere. I en højt udviklet kapitalistisk økonomi, hvor varer og tjenesteydelser i højere og højere grad sælges på deres historie, informations-, eller symbolværdi, bliver det netop humanister der sidder og konstruerer de fortællinger, virksomhederne skal leve af.
Når de enkelte universiteter søges forvaltet efter markedsøkonomiske principper, giver dette sig udslag i en øget vægt på brugerens frie valg og dermed på konkurrencen mellem institutionerne, på en mere virksomhedsbaseret ledelsesstil og på finansieringsordninger, hvor man søger at efterligne markedsprincipperne mest muligt.
Et universitets eksistensberettigelse er, i et offentligt og demokratisk rum, at producere social og kulturel sammenhængskraft. Sat på spidsen kan dette nu ikke engang lade sig gøre, hvis det skal drives som en virksomhed. En virksomheds opgave er ikke at få et samfund til at hænge sammen, men at få et overskud. Et universitet er en kulturbærende institution, der i lighed med så mange andre ikke-private institutioner har et helt andet formål end private virksomheder. Og det er præcis derfor det offentlige ikke skal drives som en virksomhed.
Historisk har angelsaksiske universiteters rolle altid været mere nytteorienterede end eksempelvis den tyske universitetsmodel, som danske universiteter har taget efter. Det er udviklingen af denne nytteorientering der er virkeligheden og fremtidsscenariet for de danske universiteter.
Den dominerende måde at fortolke nytteorienteringen på, er at videnskulturen – med den franske filosof Lyotards ord – bliver performativ: Det centrale bliver omskoling, effektivitet og kompetenceudvikling. Evnen til at ’spille med’, til at beherske udførelse, teknik og effektivitet, bliver definerende for bemestringen af viden.

Den centrale kvalitet der betones fra arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitisk hold er netop evnen til ikke at forblive den samme, men konstant at kunne træde ind og ud af skiftende arenaer, samt udvikle og omstille sig i takt med disse arenaers skiften. I forhold til dette krav om omstillingsparathed, stiller de normer og værdier, der har rod i individets konkrete historiske kontekst i form af social baggrund, hverdagserfaringer og livspraktikker, sig i vejen for dynamiseringen af arbejdskraften. Det er netop arbejdskraftens dynamisering der gør den kulturelle og sociale forankring problematisk.
»Acceleration og flygtighed betyder at studerende skal uddannes på nye måder,« skriver uddannelsesforskeren Peter Scott i en antologi fra 1997: »Det er ikke længere blot et spørgsmål om at udstyre dem med evnerne til livslang læring – nysgerrighed, fleksibilitet og tilpasningsdygtighed – men om at tilskynde udviklingen af en ny mentalitet der er ironisk, intuitiv og ’øjeblikkelig’.« (Min oversættelse).

Det kommercielle universitet og den erfaringstømte student, der ikke opfatter sig selv som en del af universitetet, men som kunde eller bruger i en servicebutik der skal tilbyde det, som den individuelle studerende i dette øjeblik efterspørger, er ikke en ønskelig udvikling for universitetet. Og udgangspunktet er, at uddannelsen ikke reduceres til en afledt funktion af, hvad diverse instanser tror udviklingen eller markedsøkonomien dikterer.
En universitetsuddannelse skal gerne indeholde en væsentlig social og demokratisk funktion og kvalificere os til at fundere over hvilke økonomiske, sociale, kulturelle og miljømæssige udviklinger der egentlig er ønskelige. Og uddannelsespolitikken skal være en fortløbende diskussion af forholdet mellem personlig udvikling, demokratisk dannelse og faglige kompetencer.
At være et offentligt universitet i et samfundsmæssigt fællesskab forpligter – ligesom det også forpligter de studerende til at bruge deres frirum til noget væsentligt. Men så skal universitetet også gives mulighedsbetingelserne for at dette rent faktisk kan lade sig gøre.

Jens Peter Thomsen studerer Pædagogik og Socialvidenskab på Roskilde Universitetscenter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her