Læsetid: 2 min.

Bevar bredden

ATTAC skal være bred og folkelig – u-landsorganisationen Ibis afviser omklamring
Debat
13. februar 2001

ATTAC
’ATTAC har brug for kunstnere’ var overskriften til en artikel om ATTAC i Information den 6. februar. Artiklen refererer til billedhuggeren Jens Galschiøt, som i Odense har del i et initiativ til oprettelse af ATTAC.
Galschiøt anfører i den sammenhæng, at bredde og mangfoldighed er en forudsætning for et levedygtigt ATTAC, og at fraktioners eventuelle forsøg på at omklamre ATTAC vil medføre, at bevægelsen dør af iltmangel i interne magtkampe.
Rigtigt! Derfor nærer kunstneren Jens Galschiøts initiativ i Odense netop også forhåbningerne til et ATTAC, der er bygget op omkring en bred bevægelse. For her gør man det, der er brug for – hvis intentionerne om bredde og mangfoldighed også skal blive til virkelighed. Man tager udgangspunkt i det lokale miljø – og så handler man! Og afventer ikke blot det kommende ATTAC-arrangement den 24 februar – med hvad dette møde måtte byde på af tilbud fra de etablerede organisationer om ’at huse’ ATTAC, om forslag til organisering, struktur, vedtægter og andet godt. Et ATTAC må og skal fødes uden mellemkomst af ’the establishment’ i det etablerede ’Organisations-Danmark’.

Absurd ulighed
Flere organisationer i Danmark støtter det politiske grundlag for ATTAC og har blandet sig i debatten. Det gælder eksempelvis Junibevægelsen, Nyt Europa og Mellemfolkeligt Samvirke. Således også U-landsorganisationen Ibis, som kun kan tilslutte sig et grundlag, hvor øget demokratisk kontrol med de globale markedskræfter anses for at være en afgørende forudsætning for effektive politiske indgreb overfor den ulighed, absurd i sin omfang og dybde, der præger den nuværende verdensorden.
Ibis er en såkaldt etableret organisation – som de andre ovenfor nævnte. Så langt så godt – disse såkaldte etablerede organisationers politiske arbejde retter sig mod de samme politiske problemstillinger, som ATTAC er bygget op omkring. De etablerede organisationer er i den forstand, i specifikke politiske sammenhænge, særdeles vigtige politiske aktører i kampen for øget politisk kontrol med globale finans- og markedskræfter. Men ingen af de etablerede organisationer hverken kan eller skal sætte sig på ATTAC i Danmark. Alfaderlig omklamring vil uvægerligt føre til vuggedød.
Et ATTAC i form af en bred folkelig bevægelse, endda med global rækkevidde, har uomgængelig kraft og legitimitet som de ovennævnte organisationer ikke kan mønstre. Men vel at mærke kun hvis den kommer til at bygge på en ny og meget bred tilslutning. I Ibis er ’the establisment’, Styrelsen, enige om, at det er, hvad ATTAC bør handle om – en bred, mangfoldig og vidtforgrenet bevægelse.
Holdningen er derfor den, at Ibis som organisation bedst bidrager til udviklingen af en sådan bevægelse ved at organisationens medlemmer som politisk engagerede individer og enkeltpersoner, med afsæt i bydel, uddannelsesinstitution eller arbejdsplads – og ikke kun omgivet af ’The Ususal Suspects’ – lokalt engagerer sig og aktivt deltager i opbygningen af ATTAC. Termen lokalt-globalt kommer her på ypperligste vis til sin ret – må hundreder af lokale ATTAC-afdelinger vokse frem i Danmark og mane alle omklamringsforsøg til jorden!
Forhåbentlig vil ATTAC-mødet den 24. februar give luft under vingerne til et bredt funderet ATTAC – for en stund lægge al detail-fnidder om eksempelvis Madame Susan George’s holdning til ØMU’en til side – til fordel for en debat om strategien for et ATTAC i Danmark, hvor bredde og mangfoldighed er det centrale.

*Læs mere debat om ATTAC på www.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her