Læsetid: 4 min.

Der bremses en smule

Vejtrafikken steg ikke så meget sidste år, men det vil ikke redde miljøet
Debat
23. februar 2001

Trafikalt
Gode nyheder på miljø- og trafikområdet er der ikke mange af for tiden, men her er én, der kan redde dagen: Vejtrafikken steg sidste år ’kun’ med 0,3 procent mod 3,5-4 procent i årene forud.
Oplysningerne, der stammer fra Vejdirektoratet, viser store udsving f.eks. 1-8 procent på motorveje, mens det på de almindelige veje går både op og ned. Samlet er der tale om et fald på 0,2 procent. Der angives to årsager: Pinsepakken, der har fået bilsalget til at falde til 93-niveauet, men er det rigtigt? »Pakkens« forbrugsbegrænsende virkninger var kortvarige og er blevet spist op af lønstigninger, huspriserne er ikke holdt op med at stige, og bilerne er vist nærmest blevet billigere.

Udsving i benzinprisen
Den anden årsag er mere sandsynlig: Udsving i benzinprisen på op til 1,50 kr. Indtil april kostede en liter benzin 7,50-8 kr., og da steg trafikken med ca. 2 procent om måneden i forhold til samme måned i 99. Men da så benzinprisen røg op på ni kr. i maj og juni, gik trafiktallene i sort- og det endda i ferieperioden, der er årets mest trafikerede måneder, og her har de, stort set, holdt sig. Medvirkende til faldet er også, at mange bilister ikke mere orker at sidde i de daglige køer og omsider har fundet ud af at tage toget. DSB fortæller om øget pres på p-pladserne ved de sjællandske stationer, og »at alle p-pladserne (i Ringsted) er optaget inden kl. syv«. Det er jo en god nyhed, for her gik man og troede, at bilisterne ligefrem kunne lide at holde i kø.
Når selv så små prisstigninger på benzin, som der her er tale om, kan få trafikken til at falde måleligt, da må næste spørgsmål være: Hvor meget skal benzinen stige før Buksti og venner dropper udbygningen af motorvejsnettet? Eller er motorvejsbyggeri underkastet inertiens lov, der siger, at en en gang truffet beslutning ikke står til at ændre, hvad der end sker?
Et eksempel: Trafikken mellem Holbæk og Sj. Odde har længe været for nedadgående takket være Store Bælts-effekten og de deraf følgende vanskeligheder for Mols-linien. På grund af faldende trafik nedlagde Ebeltoft kommune og Århus amt en arbejdsgruppe, der skulle forberede en omfartsvej om byen. Sligt påvirker ikke Vejdirektoratet og Trafikministeriet, de vil ha’ deres motorvej/e. Buksti har da også allerede været ude med saksen og åbnede i efteråret den første etape – en miljøvenlig omfartsvej ved
Havnbyen til 4.000 biler (pris 42 mio).
At det haster med at få standset væksten i vejtrafikken, fortæller FN’s alarmerende og hyppige klimarapporter. Også EU er klar over, at det brænder på. I Kommissionens Grønbog, der er til høring i disse uger, skildres de dystre udsigter for vejtrafikken. F.eks. »at passagertrafikken vil stige med 16 procent og godstransporten med 50 procent inden 2010... at trafikvæksten vil forstærke de nuværende køproblemer, med alt hvad det indebærer af øgede samfunds- og miljøomkostninger...eksterne omkostninger, der relaterer til transport, skønnes at stige til ca. 2 procent af bruttona-
tionalproduktet.« Nok har Kommissionen og bilindustrien indgået aftale om at nedsætte CO2-udledningen fra 170 til 140 g/km for nye biler, »men det er ikke være tilstrækkelig til at stabilisere sektorens efterspørgsel efter energi«. (p. 13).
Heller ikke de hidtidige energibesparelser får mange roser af Kommissionen, der tørt konstaterer, at de rige lande, i kølvandet på 70’ernes oliekriser, forbedrede energiforbruget med 25 procent, men har tabt pusten her i 90’erne og nu er nede på sølle 10 procent.

Jo længere jo værre
Jo længere der går, før der gribes ind mod den vildtvoksende trafik, desto mere drastiske foranstaltninger skal der, siden hen, tages i brug. De fleste bilister sidder nok med et lønligt håb om »at bare det holder i min tid«. Men det gør det ikke, siger såvel Kommissionen som den irske olieekspert Colin Campbell (se Ingeniøren 11. december 2000). Nordsøolien slipper op i løbet af 15-20 år, der er ikke udsigt til nye fund, og vi kan se frem til stigende afhængighed af forsyninger fra områder uden for EU og til højere priser.
Grønbogen anbefaler bl.a., at vi nedsætter forbruget, for-øger andelen af lokal selvforsyning, omstiller især transportsektoren til mindre kul-intensive brændstoffer, satser på flere energikilder bl.a. vedvarende energi (brint), at der i stigende grad indføres forbrugsafgifter, der er et effektivt redskab i energipolitikken.
Om det så er Shells Mark Moody-Stuart, så støtter han højere oliepriser. Vel tjener han og Shell på det, men hans argument er svært at ignorere: »Hvis verdens regeringer mener lidt af, hvad de siger om klimaet og vedvarende energi, så griber de chancen nu og indfører en ny fleksibel afgift på fossile brændstoffer, en afgift, der holder prisen fast på et rimeligt højt niveau, og som stiger langsomt...Provenuet kan bruges til at støtte vedvarende energi og energibesparelser. Bilisterne, forbrugerne og virksomhederne ved, hvad de kan regne med, og omstillingen til vedvarende energi kan ske stabilt og uden chokeffekter for nogen«. (Information den 7. september 2000).
Den slags er nok for skrap kost for både vælgere og politikere i den kommende valgkamp?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her