Kronik

Her er dit liv

Har Kierkegaard nogen sinde været i seng med en kvinde? Hvordan påvirkede det Jan Kjærstad, at han var ved at blive skilt fra konen, mens han skrev Forføreren? – Interessen for litteratur er også blevet doku-soap
Debat
10. februar 2001

Lørdagskronikken
Fortælleren i Jan Kjærstads Erobreren omtaler et biografi-boom i Norge. Det forklares med »folks tilsyneladende umættelige behov for sammenhænge, et spejl, de kan holde op foran deres egne liv (...) Nordmænd (...)ville have historier, ikke Historie.«
Vi oplever et tilsvarende biografi-boom i Danmark. Biografier sælger. Hvorfor? TV spurgte ved nytårstid en boghandler om det. Det har med identitet og rødder at gøre, sagde han og føjede noget til om truslen fra EU. Mit spørgsmål i den anledning er: Vil eller skal dette biografi-boom ændre den måde, vi underviser i litteratur på i det offentlige rum – dvs. i skolen? Vil den biografiske metode vende tilbage? Skal den redde og begrunde litteraturundervisningen i fremtiden?
Under alle omstændigheder må litteraturundervisningen forholde sig til biografiernes store popularitet. Folk bruger dem i deres private liv. Skal biografierne om Grundtvig, Kierkegaard, Johannes V. Jensen, Kaj Munk, samt de mange selvbiografier, benyttes til at fortolke litteratur med i skolen?
Den forklaring på biografiernes funktion, som fortælleren giver i Kjærstads roman, og som boghandleren kom med, er udmærket. Individualiserede mennesker i det ’andet moderne’ skal selv stykke deres biografi sammen, og de har nytte af forbilleder, som de kan imitere. De ønsker ikke flere fik-
tioner og slet ikke metafiktioner. Da det af ethvert menneske i dag fordres, at det skal være skabende – være en livskunster – er der ikke noget mærkeligt i, at det ofte er kunstnere, sportsstjerner og skabende genier, almindelige mennesker bruger som modeller.
Det er markedet, der leverer denne vare, altså biografierne, og dermed gør markedet, hvad skolen ikke har gjort. Markedet har overtaget dannelsen, dvs. fremmer individualiseringen, ved at stille midler til rådighed for den enkeltes selvdannelse. Og hermed kan man rejse spørgsmålet om, hvad der kan blive litteraturundervisningens nytte i fremtidens kreative vidensssamfund, som Mar-grethe Vestager siger, vi er på vej ind – i publikationen Værdier i virkeligheden. Samme publikation nævner intet sted litteraturens nytte.

Hvad er det skolens litteraturundervisning – skolen forstået bredt – har forsømt at gøre? Den har ikke efterkommet folks tilsyneladende umættelige behov for sammenhæng og spejl, dvs. for biografi. Med det mener jeg, at det i skolen har været, i al fald i teorien, forbudt at læse tekster biografisk.
Jeg husker, at litteraturkritikeren Jens Andersen engang udtalte, at det nu igen var blevet tilladt at skrive biografier. Hvem var det, der forbød det? – Det gjorde litteraturvidenskaben naturligvis, og hvis det igen er tilladt, må det betyde, at litteraturvidenskaben ikke længere kan håndhæve forbudet. I sin tid gik netop forbudet mod at samlæse liv og værk under navnet den intentionelle fejlslutning, og den lærte enhver litteraturstuderende at undgå. Det var uprofessionelt at inddrage biografiske oplysninger som forklaring på et vanskeligt tekstuelt problem.
Afskaffelsen af biografier og opgøret med den biografiske metode falder sammen med professionaliseringen af litteraturundervisningen og væksten i den videnskabelige litteraturforskning.
Sagen er nemlig, at det er ingen kunst at tolke biografisk. Det er ganske enkelt for let; det kan enhver, og derfor kunne denne metode ikke begrunde, hvorfor man skulle undervise i litteratur i skolen.
Den engelske litteraturkritiker, I. A. Richards, blev i 1920’rne ansat på Cambridge med det ene formål at gøre det vanskeligt at studere engelsk litteratur. Da man begyndte at studere sin egen litteratur, var problemet, at der ingen sproglige vanskeligheder var, sådan som der altid havde været, fordi den litteratur, man underviste i tidligere, enten var på græsk eller latin.
I Oxford satsede man på oldengelsk litteratur, for den var vanskelig at læse, næsten så svær som let latin. Cambridge valgte tekst-analysen og indviklede modernistiske digte som eksempler. I begge tilfælde var årsagen den, at man ville forhindre, at litteraturstudierne blev for lette og dermed rene kvindefag. Det er det problem, filmstudiet har i dag; det er for let at læse film, hvorfor man indfører tung teori og drengevidenskab.
Da jeg begyndte at læse engelsk i slutningen af 60’erne var det Oxford-modellen, der gjorde det svært at læse engelsk, men den var afskaffet og erstattet af Cam-
bridge-modellen, da jeg i midten af 1970’erne begyndte at undervise i faget. I dag er der ingen model.
Tekstanalysen blev det vigtigste efterhånden også i danskundervisningens litteraturundervisning. Den legitimerede undervisningen i dansk litteratur, da man ophørte med at henvise til den nationale nytte. Tekstanalysen kunne kun triumfere, hvis den biografiske metode blev likvideret, og det skete med nykritikken og med de forskellige formalismer, der fulgte efter. På grund af dem forsvandt i øvrigt Kaj Munk fra kanon. Han var uinteressant som ren tekst.

I 1962 kom Johan Fjord Jensens Den ny kritik. Under overskriften ’historismen’ findes i den seks tæt skrevne sider om den biografiske metode, dens udvikling og problemer. Lad mig repetere ganske kort. Metoden bygger på den antagelse, at der er enhed mellem digterværk og livsforløb.
Interessen kan forskydes, fortsætter Fjord Jensen, til enten den ene eller den anden side. To former findes: Digterportrættet og den genetiske biografi. Georg Brandes bruges som eksempel på den første. Sainte-Beuve på den anden. Digtning opfattes ikke som fiktioner, og det er en ganske vigtig pointe, som vi synes helt at have mistet blikket for, medens den almindelige læser har fastholdt den. Biografien affiktionaliserer. Ligger der i biografismen en protest mod postmoderne fiktionaliseringer?
Tilbage til Fjord Jensen: Den biografisk orienterede forsker af-står fra at analysere tekster af ukendt oprindelse. Tekster uden vandmærke, som Fjord Jensen kalder dem. Dernæst skildres biografiens historie. Fjord Jensens socialhistoriske forklaring på, hvorfor den opstod, er, at da mæcenatet blev opløst, og digterne blev socialt accepteret, opstod digterbiografierne. Han nævner Dr. Johnsons The Lives of the English Poets.
Og, kunne jeg tilføje, Dr. Johnson betroede jo Boswell, at »the biographical part of literature« var det, han holdt mest af. Det skyldtes, at det var det, han bedst kunne bruge. Litteraturen kom ud på det ny marked, og biografier gjorde digteren synlig.

I det 19. århundrede kom det store antal digterportrætter, og det var dengang, fortsætter Fjord Jensen, den biografiske metode skabtes. I det tyvende århundrede bliver den ændret og forfinet ved hjælp af psykologien og ikke mindst psykoanalysen.
Freuds egne litterære analyser er biografiske. Fjord Jensen bedømmer indflydelsen fra Jung meget positivt – han skulle jo tredive år senere selv blive jungianer. I forbindelse med det metodiske nævner Fjord Jensen og understreger ordene, at der er tale om en populær metode og en overskuelig metode og, føjer han til, dermed er dens pædagogiske succes givet.
Men så er der nogle problemer. Man kan ikke undgå her at tænke på Bill Clinton og Hans Engell. For dette var, hvad Fjord Jensen advarede imod i 1962: »Størst er farerne og problemerne ved fastlæggelsen af videnskabens grænse. I bestræbelserne på at afdække digtertemperamentet og trænge frem til digtningens biografiske baggrund har man hæmningsløst søgt ind i det private. Medens enhver borger af lovgivningen er beskyttet mod indgreb i privatlivet, er digteren det ikke over for forskningen. I den videnskabelige objektivitets hellige navn har man ment sig berettiget til at overskride grænserne for den takt, man i det almindelige liv tillægger værdi.«
Jeg behøver næppe nævne, at det i dag ikke blot er digternes liv, der er ubeskyttet mod indgreb. Hvad der gjalt for digtere før, gælder næsten alle nu, og det er måske, fordi den romantiske digterrolle er blevet alles skæbne i det risikomoderne.
På den ene side afslører almindelige mennesker det mest intime: Sygdom, død, sex og på en måde frivilligt i utallige talkshows. Beder ingen dem om det, laver de en homepage. Og på den anden side sker der det samme i den såkaldte videnskabelige forskning som i medierne, men ikke mere med en henvisning til nogen hellig eller uhellig, objektivitet.
Videnskabshistorikeren Thomas Söderquists disputats om nobelpristageren, immunologen og skørtejægeren Niels Karl Jerne har medtaget dennes utallige sidespring. Filosoffers kærlighedsliv kortlægges. Max Webers sociologi forklares biografisk. Kendte fru Heidegger til mandens affære med Hannah Arendt? Hvorfor gad Sartre ikke Simone?
Den videnskabelige grænse, som Fjord Jensen talte om, er forsvundet.
Der var nogle ting i Fjord Jensens beskrivelse, som vi skal udhæve igen: Metoden er populær, overskuelig og derfor er dens pædagogiske succes givet. Gad vide om den nutidige store opmærksomhed på undervisning, de mange evalueringer, den nye opfattelse af studerende som forbrugere og af universitetet som en erhvervsvirksomhed ikke vil få mangen en litteraturlærer til at overveje at gå tilbage til denne metode. Overskuelig; populær, sikker på succes. Biografien er på vej tilbage – også på uni.
Hvis vi tænker tilbage på de tørre metoder og indviklede teorier, som vi litteraturteoretikere alle har brugt i forskellige undervisningsmæssige sammenhænge, kunne vi være sikre på en ting: De var ikke populære, de var ikke overskuelige, og den pædagogiske fiasko var ofte sikret.

Vi kender til den modstand og kritik, der udefra har været af den måde litteraturteori blev bedrevet på på universiteterne. Her kan man blot nævne dekonstruktion, semiotik og postkolonialisme og deres mildest talt dårlige presse. Folkelige kan de ikke blive.
Vi kender til modstanden indefra, når vi forsøgte at aflære de studerende deres naturlige måde at læse på. For når en student kommer, tror hun, at litteratur, ligesom popmusik, er udtryk for en forfatters ideer og ikke mindst følelser. Mange litteraturlærere må have haft den erfaring, at der fra studenterside har været en negativ reaktion over for ideer om ’forfatterens død’. For alt medens de som papegøjer på universitetet taler om Foucaults forfatterfunktioner og Roland Barthes’ ’døde forfatter’, dyrker de uden for rockstjerner, filminstruktører og skuespillere, hvis livsløb de ofte kender i detaljer.
Den biografiske metode synes at være et opgør med teori i litteraturundervisningen – og det opgør vil altid være et opgør med en professionel og kølig litteraturundervisning.
Men hvad er en litteraturundervisning værd, der ikke er det?
Noget tyder på, at litteraturundervisningen i skolen kun, ganske som musikundervisningen, vil kunne overleve på markedets præmisser, dvs. den vil være tvunget til at inddrage biografi. Hvem vil købe en tekstanalyse af Kaj Munks Ordet?
Vi må derfor nok forberede os på, at formalismen bliver svær at forsvare i fremtiden, og dermed er tekstanalyse, som vi har kendt den, på vej til at blive meningsløs. Den kan erstattes af en nybiografisk litteraturanalyse, som har de fordele, der er nævnt, samt endnu to: Den er demokratisk i den forstand, at alle kan finde ud af den. Og den ødelægger ikke den svært frembringelige litteraturoplevelse.
Fremtidens litteraturvidenskab vil forsøge at besvare spørgsmål som:
*Var T.S. Eliot homoseksuel?
*Hvorfor blev Jane Austen ikke gift?
*Har Kierkegaard nogen sinde været i seng med en kvinde?
*Hvordan påvirkede det Jan Kjærstad, medens han skrev Forføreren, at han var ved at blive skilt fra konen, og vil det ændre tonen i hans fremtidige forfatterskab, at han har fundet en ny kæreste?
Her er stof til et nyt, nordisk forskningsprojekt.

Hans Hauge er dr. phil. og lektor ved Engelsk Institut, Århus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her