Livslede
Nogle gange ved jeg ikke, hvad jeg selv mener. Eller det ved jeg måske nok, men jeg er lidt i tvivl om, hvor meget jeg nu også mener det. Eller ej. Kender De det?
Jeg frygter, at det er det første tegn på, at alderen er ved at indhente mig. At kunne se en sag fra to eller endda flere sider på samme tid er en indikation af, at ens bevidsthed er ved at blive socialdemokratisk. Snart flyder hjernens fedtbaserede celler sammen til en stor klump, og jeg opgiver alt andet end at hytte mit eget skind. Og så lige dem, der ligger mig nærmest. Jeg er endnu ikke berettiget til en seniorbolig, og rent fysisk kan jeg stadig komme op på en barrikade, men jeg er ikke længere sikker på, hvilken en jeg skal stå på.
Strategidiskussionerne
Først var der alt det med at slide sålerne tynde i flok og følge for at hindre atomkraft i at blive en del af landets energiforsyning. Der var den oktoberaften i 1972, da nationen kom med i Fællesmarkedet, hvor vi gik i fakkeltog. Der var turene gennem Næstved, anført af en bongotrommende kvinde, i protest mod at Christiania var lukningstruet. Der var de endeløse strategidiskussioner i Venstresocialisternes lokale celle, uddelingen af arbejderblade tidlige morgener foran den lukkede Maglemølle Papirfabrik, besættelser af tomme bygninger, hvor vi alle blev dømt for hærværk, fordi politiet slog dørene ind med brandøkser og endeløse nætter med for-ståelse for kvindernes særlige pagt med altet, skyllet ned med spandevis af urteafkog.
Nu ved jeg sgu ikke rigtig kan genmodificeret soya bringe mit pis i kog? Jeg skriver dette på en computer, markedsført af et transnationalt foretagende, uden at få kvababbelser af nogen art. Jeg modtager ingen overførselsindkomst og boller ikke i flæng og hidser mig ikke op over skamridningen af det røde Ø-mærke, når det klistres på pakninger med kamillete i breve og derved betinger en merpris, selvom kamille ikke har andre fjender end mennesket.
Det er også ham Gud
Bilisterne er en byld i røven, det er sikkert og vist, men de er mindst lige så svære at få has på som jøder, så hvorfor deltage i et udsigtsløst felttog mod de firhjulede? Kloden bliver varmere, jamen hvorfor går det så langsomt? Inden januarsolen vil få dansken til at iføre sig shorts, er jeg forlængst blevet til fjernvarme via krematoriets ovn. Mine efterkommere? De må klare sig selv, det er vilkåret, jeg kan ikke påtage mig ansvaret for et helt univers i al fremtid. Det er Gud, der har fremstillet produktet, så helt naturligt må det være Ham, der skal udbedre eventuelle fejl og mangler. Der er ikke rigtig nogen sager tilbage, der kan lette min røv. Er det den, der er blevet for tung, eller sagerne, der er blevet for lette eller tunge? Med et citat af landets førstemand: »Jeg ved det ikke.«
Virkelighedens sæbe
Nogle gange forekommer det bare meningsløst at mene noget som helst for enten jeg gør det, eller jeg ikke gør det gør, ingen forskel. Det er som virkeligheden er blevet til sæbe. Hvordan man end forsøger at få hold om den, smutter den, og man må bøje sig i støvet og forsøge at samle den op igen. Og igen. Man får ikke hold i virkeligheden, bare hold i ryggen.
Og så alligevel: De plastic-beholdere, som Carlsborg og Tuberg har sat i omløb, er en pestilens. Jeg skærer mig, hver gang jeg skal fjerne kapslen, og når jeg løfter »flasken« spilder jeg uvilkårligt, fordi den er alt for let. Og indholdet smager af det materiale, som emballagen er gjort af. De 38 cl betyder, at hver gang en mand drikker en af sine ugentlige 21 genstande, får han i virkeligheden fem cl for meget, således at han ved ugens udgang har overskredet sin ration med godt tre genstande. Hvorfor er Sundhedsstyrelsen ikke opmærksom på den slags?
Jeg melder mig gerne ind i en forening, der vil kæmpe for at få øl i plastic ud af markedet. Men jeg gider ikke sidde i bestyrelsen.
