Læsetid: 4 min.

Ikke fugls føde

Rummer den omstændighed, at køer ikke æder køer, et udsagn om, at køer ikke bør æde køer?
16. februar 2001

Kofilosofisk
I grunden imponerende! I diskussionen om kommunikation i bred ualmindelighed er det lykkedes Iver Hagel-Sørensen at misudlægge samtlige mine pointer og dertil tillægge mig et par synspunkter, jeg ikke har (den 30. januar). Trods taktfuld tavshed turer Hagel-Sørensen frem (den 10. februar), derfor dette.
Jeg mener, at der findes andre veje til erkendelse end naturvidenskaben, også sådanne som bedre indfanger forskellen mellem dyr og menneske, – humaniora og samfundsvidenskaberne f.eks, hvis det nu skal være videnskab, hvad det i øvrigt aldeles ikke skal.
Når jeg skrev at, »det er naturvidenskabens privilegium næsten ikke at kunne se forskel på en kat og et menneske«, så var det for at konfrontere dén religiøse position, hvorfra man end ikke kan se forskel på en kat og en maskine. Pointen var, at når Descartes lå under for denne misforståelse, så var det ikke (som ofte hævdet) på grund af hans naturvidenskabelige baggrund, men på grund af hans kristelige. Replikken faldt med en venlig bagtanke til Iver Hagel-Sørensen, hvis ofte demonstrerede vulgærdarwinisme placerer dyrene tæt op af maskinerne.
Således synes Hagel-Sørensen at mene, at kattens hygiejniske skraben på det bare cementgulv adskiller den fra det besjælede menneskes reflekterede omgang med omgivelser og eget affald. Havde Hagel-Sørensen fulgt de sidste fire-fem socialdemokratiske trafikministre, ville den konklusion havde været mindre indlysende – her ligger maskin/refleks metaforen lige for. I hvert fald findes der ingen samfundsvidenskabelig forståelse, som kan begribe den socialdemokratiske trafikpolitik.

Sprog eller valg
Jeg var upræcis i min replik til Steen Nepper Larsens tænksomme og vigtige kronik den 17. januar. Jeg kaldte det for tegnsprog, når koen vælger hø frem for engelsk bøf. Det er ikke sprog, men ligefuldt et valg. Problemet er, tror jeg, at vi i talen om naturens stumhed/tavshed opererer med begrebs-par, som ikke er symmetriske.
At benægte at naturen er stum/tavs, er jo netop ikke det samme som at sige, at den kan tale, hvad Steen Nepper jo også er inde på (den 31. januar). Men hvad er det så? Vi må vende sagen lidt på hovedet og stille spørgsmålet: »Hvad skal vi vide om køer, henholdsvis naturen, for at kunne hævde, at de er stumme/tavse?« »Ingenting,« er svaret, og så er vi tilbage til den detalje, som jeg lidt pedantisk kastede mig over, nemlig at naturens tavshed er principiel. »Man kan aldrig vide, hvad bier tænker,« ræsonnerede Plys, men han gjorde i modsætning til tidens filosoffer en ihærdig indsats for at komme til det. Det gjaldt honning!
Lad os for klarhedens skyld gå til grundfiguren: Naturens er og bør!
Rummer den omstændighed, at køer ikke æder køer (er), et udsagn om, at køer ikke bør æde køer, eller giver det mening at tale om det på den måde? Og giver det (yderligere) mening at supplere med en naturvidenskabelig redegørelse for den helt vidunderlige funktionalitet, som koens komplicerede mave(r) udviser i forhold til en ufordøjelig sag som græs? Kan viden om køers viden om den rette menu accepteres som vigtig og nødvendig viden også i den filosofiske diskurs, hvad enten vi nu har honning i bagtanken eller ej? Det for tiden og handelsbalancen ønskværdige ved en sådan position er indlysende, men det giver jo ikke forståelsen universel gyldighed. Og hvad med den ’døde’ natur?
Hvad med det mest komplekse, som vi står over for at skulle beslutte om, atmosfærens sammensætning? Hvad kan Maren i kæret sige af fornuftigt om atmosfærens rette sammensætning? Hun kan sige, at den skal være, som den altid har været, – hvilket er det fornuftigste, der er at sige om den sag, og det er der i øvrigt solide evolutionsbiologiske og geokemiske argumenter for. Af Marens førvidenskabelige ræssonement følger, at ansøgninger om forskningsmidler til konstruktion af en bedre atmosfære afvises uden yderligere snak, for selv om naturen ikke taler, så har den egenskaber, som lader sig observere og fortolke, hvad den i øvrigt deler med al tale, og det fører frem til næste og sidste punkt: Kriterier for ædruelig fortolkning, altså ordentlig videnskab.

Naturens orden
Vi skal lære at vælge den rette atmosfære med samme sikkerhed, som koen vælger den rette menu, og det gøres ved at lytte og se, for gør man det, så ér der noget, som meningsfuldt kan betegnes som ’naturens orden’, en orden, der er præcis lige så lidt vilkårlig og retningsløs, som den ordentlige naturvidenskabelige fortolkning er det, – og så ikke et ord om den lommefilosofiske skrotdynge af socialkonstruktivisme, som ligger og fylder op på vore universiteter.
Naturens er rummer et bør, og det gælder ikke kun fra et økonomisk pragmatisk synspunkt. Naturen er et arkimedisk punkt, hvorfra noget kan siges, bl.a. om vor omgang med naturen, hvilket ikke betyder at naturen får, eller skal have, det sidste ord, men nok det første – nå ja, det sidste får den nu under alle omstændigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu