Læsetid: 2 min.

Er der en historisk lære i historierne?

De gabestokkede skal øve pønitense for medskylden i sovjetsocialismen i alle dens afskygninger
Debat
23. februar 2001

Opgør om fortid
Günter Cremer’s kronik den 19. februar rummer oplysende bidrag til forståelsen af den tyske udenrigsminister Joschka Fischers biografi. En biografi der er markant forskellig fra en dansk standard-akademikers. Samme akademikere, nogle endog som faghistorikere, har i en rum tid har været mere optaget af at fortælle historier end at fortælle om historien.
Fra redaktionslokaler og institutter vælter det ud med historier om det onde og det gode. Historier med en, måske acceptabel, akademisk og politisk opportun standard. Intellektuelt set er det meste, obskurantisme. Den kildekritiske metode bliver oftest vendt på hovedet i udvælgelsen af dokumenta-tionsfragmenter der kan yde forehavenderne støtte.

Vi mangler domptøren
Hvad der driver historierne frem er ikke nemt at vide. Hvis det er elementer i affable og docile akademiske karrierestrategier, så mangler vi fortsat at lokalisere domptøren. Er det bare en tilfældig tidsånd?
Det onde er den nu historiske, totalitære sovjetsocialistiske og nationalsocialistiske stat. Det gode er stort set alle andre stater.
Medskyld i det onde har de der ikke rituelt bekræfter det gode. De fleste historier anbringer de således medskyldige i en gabestok. Men historierne gradbøjer det onde. De gabestokkede udstilles og skal øve pønitense for medskylden i sovjetsocialismen i alle dens afskygninger og handlinger.
Fascismen får indirekte absolution. Pinochet og McCarthy gik lidt over stregen i kampen mod det onde. De havde menneskeforagten og det diktatoriske tilfælles med det onde. De blev smittet af det onde. Hitler var vegetar. Nazismen var gudløs, men den lukkede i det mindste ikke kristne kirker.

Nazismens fortjeneste
Nazismens historiske fortjeneste var derudover dens kamp mod sovjetsocialismen. Det var Erhard Jakobsens position i 70’erne. I en sådan grad at han, for at klare politisk frisag, i en radiodebat var nødt til at bedyre: »Ingen var gladere end jeg, da jeg hørte bomberne falde over Kiel!«
Det er en gradbøjende historiefortolkning som de unge politiske aktivister i BRD ikke ville acceptere i den kolde krigs 60’ere og 70’ere. Det var også et element i de tyske terroristers aktioner. Terrorister bortførte og henrettede den tyske arbejdsgiverformand Hanns Martin Schleyer efter nogle ugers fangenskab i en lejlighed i Paris, i 1977. Han fik lejlighed til at udtale sig til offentligheden i nogle videooptagelser fra sit fangenskab.

Hvem var Schleyer
Det var et hensynsløst led i en politisk afpresning. Det kunne også opfattes som et sadistisk og menneskeforagtende træk hos bortførerne. Men hvem var Schleyer? Hvis ikke mine kilder taler falsk, så var Schleyer en af de unge jurister, uddannet i Heidelberg, som stillede deres ekspertise til rådighed for de meget omfattende arisierings- og konfiskationsprojekter, der blev gennemført i Hitler-Tyskland og de besatte områder i Øst. Jødiske virksomheder i Tyskland og virksomheder i Østeuropa kom under tysk-arisk ejerskab under juridisk tvang og fysisk vold.
Mange af disse virksomheder overlevede 1000-års rigets sammenbrud i et udbrudt ejerskab og blev en del af det tyske »Wirtschaftswunder.«
Det er ikke utænkeligt at Schleyers rolle i den del af den europæiske historie har været en del af baggrunden for forløbet i 1977. Mig bekendt nåede Schleyer ikke at give en redegørelse for sin rolle i den nyere tyske virksomhedshistorie. Vi ved ikke hvad bortførerne og den tyske arbejdsgiverformand talte om i lejligheden i Paris.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her