Læsetid: 3 min.

Hverken-eller, Meyer

Hvad er forskellen mellem Nyrup og Fogh – den ene tror man, man ved, hvor man har, indtil man får ham. Den anden har man, men ved ikke, hvor er
14. februar 2001

Politisk
Under overskriften ’Poul eller pest’ (uden udråbstegn) advokerer antikvarboghandler og formand for Nyrup FanKlub-Århus, en kreds af (to) antikvarboghandlere, hr. Lars Thur, den 25. januar for hovedkulds bundfalden for Mr. Poul Prime Minister, af ren og tænderklaprende rystebuks for synet af Anders på samme plads.
I den forbindelse er det på tide at gøre opmærksom på, at vi er en lukket kreds af indtil videre rengøringsassistenter (en), som stærkt afskriver dette.
Under mottoet Hverken eller – heller! søger vi at tiltrække medlemmer og affærdige dem med samme bevægelse. Folk, der således ønsker at tilslutte sig os i opposition til Nyrup FanKup-Århus, når ikke længere end til vores motto. Vi er nok.
Ved udsigten til et givet valg mellem to givne alternativer udbryder vi et: Hellere heller ikke!
Mange andre spørgsmål kunne stilles i stedet. Hvorfor er det f.eks., vi har et monarki?
Er det kun til pynt og almindelig gnasken og underholdning i frokostpauserne? En mand som Frederik – der på det seneste har underlagt sig polaregnene og i den forbindelse bevist, at han både er mand for at swinge fadøllen og de grønlandske piger – er han måske ikke mand for at styre et land?

Friturenudler
Dette afskriver vi selvfølgelig. Men vi helmer ikke desto mindre ikke, før stemmesedler, menukort og spørgeskemaer forefindes og løbende optrykkes blanke, så man efter eget ’valg’ kan påtegne det reelle monarki, tændstikmænd, prosaiske kortstrofer eller kræve råstegte kartofler, Heinz Ketchup og friturenudler til det politiske alternativ, når man finder det for godt.
Indtil dette sker, og vi bare har at forholde os til, hvad der blivier sat på bordet, må vi nøjes med at gøre os til af en påtaget undren over, hvori forskellen mellem Nyrup og Fogh egentlig ligger. Den ene, tror man, man ved, hvor man har, indtil man får ham. Den anden har man, men ved ikke, hvor er.

Kalkuleret projektion
Det er et spørgsmål om jakkesæt og de forskellige slips’ signalværdi: Hvilken gestik, mimik og sminke, der gør sig bedst i en given mediesituation. – De 10 fugle på taget forsvinder i hånden på én, mens et talende paradestunt af en kalkuleret projektion toner frem på skærmen som ’valgets vinder’.
Når politik i dén grad er form franarret indhold, kan man ligeså godt afskaffe politikken.
Samfundets problemer er alligevel ikke noget at snakke om, da man et langt stykke hen ad vejen er nødt til at opfinde dem for at legitimere sig, mens man uafvidende, stadigtsnakkende producerer nye og uforudsete problemer i hver søsat ’løsnings’ kølvand.
For at bringe skruen til ende, foreskriver vi borgerløn, afskaffelse af renter og en fast trækprocent på 40 uden mulighed for fradragets bedrag.
Dette vil kunne administreres fra en computer på størrelse med Huset på Christianshavn og dermed franarre store dele af det administrative og lovgivende korpus dets eksistensberettigelse.
Endvidere – inspireret af de hjemlige bøges sæsonmæssige løvfald – påkræver vi et 10-årigt ’lovfald’, hvor løse blade, vedhæng, kravlende unger og fuglereder falder fra, og kun stammen står tilbage.
Med lovfaldet vil alle tilkommende love, cirkulærer og forordninger hvert tiende år afskrives, og kun grundloven træde frem.
Endelig vil vi – da idéen om den statsadministrerende computer just, som en anden bøg, er udsprunget af den nationale kulturarv, opføre den som en tro kopi af Huset på Christianshavn.
Den vil således af sig selv fremstille en virtuel udgave af Flyttemand Olsen, som selvfølgelig fremover skal stå for nytårstalerne og landets øvrige repræsentative ledelse.
Danmark som foregangsland! Flyttemand Olsen ved du, hvor du har.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu