Kronik

Det kaldes demokrati

’De vil gerne have vores stemme ved valget, men de tager ingen hensyn til os’ udbrød en fortvivlet kvinde i tv efter jordskælvskatastrofen i Indien
Debat
8. februar 2001

Økonomi & Politik
Demokrati, hvad er det? Jamen, det er selvfølgelig når én mand har én stemme og når alle stemmer vægter lige meget. Eller hvad?
Siden midten af 1980’erne har næsten alle udviklingslande med respekt for sig selv indført demokrati. Verdensbanken havde således en graf i deres sidste World Development Report, der illustrerer, at 28 procent af verdens lande var demokratiske i 1974, men i 1998 var tallet oppe på 62 procent. – Hvordan de så end har målt det?
Nogle lande har gennemgået denne reformproces på eget initiativ, mens der også er en del, der mere eller mindre er blevet nødsaget til at indlede en reformproces for at kunne opnå lån fra især den internationale valutafond, IMF, og Verdensbanken.
De fleste vil nok klappe i deres hænder, når de læser disse statistikker, for det er da eminent, at de fleste af os nu lever i demokratiske lande, hvor vi alle er med til at beslutte, hvem der skal regere. En beslutning der tages hvert fjerde eller femte år, ved at vi sætter et enkelt kryds på en stemmeseddel.
Især vil den teknokratiske tænker med fornøjelse kunne konstatere, at der med denne stemmeordning i aflukkede lokaler nu er basis for reelt demokrati. Et demokrati hvor alle er lige. De fleste udenlandske bistands-donorer er da heller ikke blege for at prise denne positive tendens.
Indien er et af de udviklingslande, der har den længste demokratiske tradition. Siden uafhængigheden i 1947 har der, med få undtagelser, været afholdt regelmæssige valg. Men med Indiens en milliard indbyggere, må den enkeltes indflydelse på valgenes udfald siges at være meget begrænset. Det var derfor til stor glæde for både borgere og donorer, da det nationale parlament (Lok Sabha) i 1992 besluttede at decentralisere magten for at inddrage lokalbefolkningen mere direkte i beslutningsprocesserne. Helt ned på landsbyniveau skulle der nu vælges politikere blandt befolkningen, der kunne repræsentere de lokale i de nyoprettede råd. Teknokratisk set betyder det jo, at man vælger den mand/ kvinde, man synes repræ-senterer ens synspunkt bedst, og vrager dem man ikke bryder sig om.
Belært af erfaringer fra blandt andet det decentrale styre i Ghana og studier fra decentraliseringsprocesser andre steder i den tredje verden peger flere indikationer dog på, at det ikke er så enkelt endda.

I forbindelse med mit speciale om ’øget folkelig deltagelse gennem decentralisering’ tilbragte jeg tre måneder i delstaten Karnataka i det sydlige Indien for at undersøge de svage grupper i samfundets deltagelse i den nye politiske decentralisering. Her mødte jeg blandt andet Vayisya, der er 35 år og bor i landsbyen Nangli.
Vayisya kom til landsbyen for 16 år siden, efter hun var blevet gift, for at flytte ind hos sin mand. Inden hun kom til Nangli, havde hun taget det, der svarer til gymnasiet, i Karnatakas hovedstad Bangalore. Nu tager hun sig primært af det reproduktive arbejde i hjemmet.
På trods af Vayisyas relativt høje uddannelse har hun aldrig deltaget i nogle af de møder, der holdes i landsbyen med det lokale landsbyråd, hvor alle ellers formelt er inviteret. Hun har altid valgt at stemme på den person, de ældre i landsbyen har fortalt hende, hun skal stemme på. Det gør hun primært for at overholde de traditionelle skikke og ikke sætte sin svigerfamilie i forlegenhed.
I modsætningen til de fleste af sine kvindelige medborgere i landsbyen har Vayisya en uddannelse og kan derfor læse de få aviser, der når ud til landsbyen, hvilket giver hende en mulighed for at få et indblik i hvad der sker i del-staten. Hun kan ligeledes læse de plakater, som landsbyrådet opsætter.
Med baggrund både i sin oplevelser uden for landsbyen og i hendes uddannelse har Vaysiya et stort potentiale for at deltage aktivt i den politiske debat. Tilmed er Vaysiya personligt en endda meget frisk og engageret kvinde, der i modsætning til mange andre kvinder på landet i Indien ikke har noget problem med at snakke med fremmede. Man kunne derfor forvente et stort engagement i den lokale politiske debat. Et engagement som den indiske forfatning har åbnet for ved at gøre det frit for alle at stille op til lokalvalgene og ved at reservere en tredjedel af pladserne i lokalrådene til kvinder, der generelt er marginaliserede i den offentlige sfære.
Men på trods heraf er Vayisiya ikke engageret i lokalpolitik. Hun deltager ikke engang i de to årlige møder, som landsbyrådet afholder med hele landsbyen for at diskutere den politiske kurs. Hun bliver hjemme, præcis som resten af kvinderne i hendes landsby, selv om de fleste emner, der bliver diskuteret ved landsbyrådsmøder faktisk har stor indflydelse på kvindernes hverdag, for eksempel placering af vandpumper og latriner. Kvindernes fravær betyder for det første, at de ingen reel indflydelse har, og for det andet, at mændene sætter dagsordenen og oftest diskuterer vejsanering i stedet for muligheder for børnepasning.
Kort sagt har majoriteten af indiske kvinder i de rurale områder ingen reel indflydelse på den politiske beslutningsproces, og det på trods af, at deres deltagelse synes sikret gennem forfatningen. I praksis har en mand altså en stemme – men en kvinde ingen stemme.
Set udefra er alt jo i den skønneste orden i Indien. Demokratiet er blevet styrket igennem decentralisering, hvilket øger mulighederne for at få direkte indflydelse på de beslutninger, der influerer ens egen hverdag, og alle er sikret en ret til at deltage.
Der er ikke blot lavet reservationer for kvinderne i lokalrådene, men der er ligeledes lavet reservation for den anden svage gruppe i det indiske samfund: De kasteløse.
Ud fra en teknokratisk tankegang betyder det jo, at målet er nået, alle har muligheden for at deltage på lige fod i den demokratiske beslutningsproces. Problemet er imidlertid, at det ikke altid er lige let at skelne mellem de jure og de facto deltagelse.
Er det demokrati når alle teoretisk set har mulighed for at deltage i den politiske beslutningsproces – altså, de jure? Ja, synes de fleste større udviklingsorganisationer at mene, og ud fra disse retningslinjer opstiller IMF og Verdensbanken betingelserne for at låne penge til udviklingslandene. Herefter kan man plotte landene ind i en graf og ’bevise’, at man har været med til at indføre demokrati i majoriteten af udviklingslandene.
Problemet er blot, at der ofte kun er tale om netop de facto demokrati for de ressourcestærke. De ressourcesvage har derimod stadig ingen indflydelse på de beslutninger, der ofte er af stor betydning for deres egen hverdag.
I fællesskab kan donorer og regeringer i udviklingslandene bryste sig af de fremskridt, de har gjort for at fremme demokratiet. Desværre har anstrengelserne ofte resulteret i en cementering af de ressourcestærkes position i lokalsamfundene. Der er derfor brug for en større erkendelse af den socio-økonomiske kontekst i udviklingslandene hos såvel udviklingslandenes regeringer som hos de vestlige donorer, hvis målet er at inddrage alle på lige vilkår i den demokratiske beslutningsproces.

Eksemplet fra Indien illustrerer, at det ikke er nok at opstille en formel ramme, hvori demokratiet skal fungere. I hvert fald ikke hvis målet er et demokrati, der er til gavn for alle samfundets grupperinger.
Civilsamfundet skal styrkes og trænes i at benytte sig af dette nye redskab til øget indflydelse. Det er naivt at tro at samfundsgrupper, der traditionelt har været uden for politisk indflydelse, fra den ene dag til anden kan kaste sig ud i diskussioner på lige fod med de grupper, der traditionelt har siddet på magten og deltage aktivt i den politiske beslutningsproces. Den demokratiske ’pakke’ må udstyres med de redskaber, der er behov for i det område hvor demokratiet indføres.
Heri er ikke mindst uddannelse essentielt. I Indien kunne flere af de interviewede kvinder ikke tale det sprog, der blev brugt i lokalrådene og disse medlemmer havde derfor ikke en jordisk chance for at deltage i den politiske debat. Herudover var uddannelsesniveauet for kvinder langt under niveauet for mænd.
Uddannelse i sig selv er dog ikke nok. Der er brug for en generel forbedring af de svage grupper i samfundets status, hvis de skal øge indflydelsen på deres egen tilværelse gennem demokratiske tiltag. Og det er især denne sidste parameter som såvel udviklingsstater som organisationer sjældent har haft held til at forbedre. Ikke mindst på grund af den manglende fokusering på den sociale kontekst, hvori demokratiet søges gennemført. Der er ofte en mangel på erkendelse af, at der ligger mere end formaliteter i vejen for aktiv deltagelse af alle grupper i samfundet.
Det betyder imidlertid ikke, at opgaven er umulig. I Indien var der lokale NGO’er, der formåede at styrke kvinderne gennem selv-hjælps-grupper, hvori kvinderne fik dannet netværker og blev støttet i deres politiske arbejde. Disse grupper fungerede ydermere som lobby-grupper, hvorigennem kvinderne kunne arbejde for f.eks. bedre sundheds- og sanitetsforhold. Grupperne kom derfor til at fungere som et effektivt redskab i den ellers mandsdominerede offentlige sfære.
Historien illustrerer, at det er muligt at inddrage også svage grupper i den demokratiske beslutningsproces. Dette kræver at de internationale organisationer og regeringerne i ’de nye demokratier’ dropper den teknokratiske tænkning og begynder at fokusere mere på de sociale omstændigheder, hvori demokratiet skal udmøntes. Det er ikke tilstrækkeligt at prise diverse demokratiske tiltag rundt omkring i verden, hvis ikke disse tiltag medfører reel indflydelse for alle samfundsgrupper. Ellers vil de nye demokratier forblive skindemokratier.

nVaysiya er et opdigtet navn på en af de kvinder, der indgik i forfatterens undersøgelse af konsekvenserne af den indiske decentraliseringsproces i Karnataka, juni-september 1999. Undersøgelserne har dannet basis for forfatterens speciale i Udviklingsgeografi ved Københavns Universitet. Specialet kan lånes på Geografisk Instituts bibliotek.

*Erik Bryld er cand. scient. i kulturgeografi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her