Kronik

At læse Rushdie

’De sataniske vers’ kunne have skabt grundlag for en saglig debat om religioner og kulturer. I stedet blev den et vendepunkt i forhold til fremmed-hadet. Men var bogen selv helt uden skyld i det?
Debat
14. februar 2001

Tro & Filosofi
Der er gået næsten 12 år, siden Salman Rushdies bog, De sataniske vers skabte verdenssensation. I dag læses bogen på mange universiteter over hele verden og diskuteres som alle andre litterære værker.
I De sataniske vers sætter Rushdie spørgsmålstegn ved alle religioner. Han starter helt fra Zarathustrismen som er fader til dualismen op til den seneste religiøse bevægelse i Iran, Bahaismen. Dualismen er et vigtigt emne i De sataniske vers.
De to hovedpersoner i bogen er indiske skuespillere. Den ene hedder Ismail Najmuddin, af sin mor kaldt Gebreel Farishta. Najm betyder stjerne på arabisk og ddin betyder religion. Najmuddin betyder altså ’religions-stjerne’. Den anden indiske skuespiller hedder Salahuddin Chamchawala, af sine venner kaldt Salad. Salah betyder ’tilrådelig’, ’godhed’ på arabisk, og ddin betyder igen religion. Salahuddin betyder derfor en som er tilrådelig eller god for religion. Rent fysisk er Gibreel legemliggørelse af ærkeenglen Gabriel (den gode) og Salahudin af djævlen (den onde), men det viser sig, efterhånden som historien udvikler sig, at de begge besidder både gode og onde egenskaber. Den gode og den onde går hånd i hånd og er afhængige af hinanden, for hvad er godhed uden ondskab og vice versa.
Rushdie leger med disse begreber imedens han satiriserer over politikere og deres udtalelser. Han vil måske understrege, at ’Maggy the bitch’, ’Uffe the torsk’, og ’Khomeini the dajjal’ (bedrager) også holdt hinandens hænder fast, men under bordet.
Romanen starter med et bibelsk fald, ikke Adam og Evas fald, men to mandlige indiske skuespilleres fald. Samtidigt er det bibelske fald sammenblandet med hinduismens reinkarnation. Når en af bogens hovedpersoner, Gebreel, forestiller reinkarnation af ærkeengelen Gabriel, er det ikke blot en æstetisk tilfældighed. Han er det historiske led der binder tre store religioner sammen, nemlig jødedom, kristendom og Islam.
I kapital tre kalder Maslama Gebreel ’a walking United Nation of gods’. Rushdie blander også historiske begivenheder i forskellige religioner sammen. For eksampel, den muslimske Ayesha der får åbenbaringer fra Gebreel, og er overbevist om at hun skal føre en gruppe indiske muslimer til Mekka via det Arabiske hav, hvor hun vil være i stand til at både dele havet som Moses og gå på vandet som Jesus.
I De sataniske vers kritiserer Rushdie en monoguddom der forsøger at erstatte en polyguddom, men han minder konstant læserne om, at religioner stammer fra en kilde. Efter hans mening er den kilde menneskers indbildningskraft.
Det ser ud til at Rushdie bevidst provokerer læserne til at tage stilling til Gud: Enten tror de på »La ilaha ilallah» (’Der er ingen Gud uden Gud’), eller »La ilaha» (’Der er ingen Gud’). På den ene side postulerer Rushdie ligesom David Hume, at alle metafysiske tekster skal sættes i brand, for de indeholder kun sofisteri og illusion, på den anden side retfærdiggør han Ayeshas handling gennem Mirza Saeeds drøm på dødslejet i slutning af kapital otte.

Uanset hvad læserne vælger at tro på, gør han opmærksom på, at religiøse tekster som alle andre litterære værker skal fornys og læses kritisk. Fornylig krævede også biskop Jan Lindhardt, at forældede religiøse tekster skulle fornys.
Var Rushdie forud for sin tid, eller var hans bog blot udgivet på et uheldigt tidspunkt?
En ting er sikkert: Han er bestemt ikke den eneste muslimske forfatter, der har ironiseret over Islam. Tværtimod har iransk litteratur en ret lang tradition for ironi. Langt før Rushdie blev anerkendt som forfatter, brugte iranske forfattere som Sadeq Hedayat, Jalal Al-e Ahmad, Bozorg Alavi, og Sadeq Chubak ironi til at spotte de islamiske love og traditioner, især mullaherne og deres rolle i at holde befolkningen overtroisk og uvidende.
Salman Rushdie rører ikke ved et nyt emne i den islamiske litterære verden. Det der gør hans bog så særpræget er det sprog han skriver på, og fordi han går for tæt på Muhammad og hans koner. Hans sammenligninger er så utilslørede, at man ikke engang kan kalde dem ironiske, for den skjulte og fine spot, der bruges for at udtrykke det modsatte af hvad man mener, eksisterer ikke længere.
En anden ting er også sikkert: Hvis bogen var skrevet på hindi eller urdu, ville den hverken skabe en verdenssensation eller blive udnævnt som årets bog. Salman Rushdies verdensberømmelse skyldes ikke kun De sataniske vers, men også det engelske sprog, han skriver på.
For at bruge Rushdies eget udtryk kan De sataniske vers fortolkes på tusind og én måde, og den handler om tusind og ét emne. I 1989 blev bogen diskuteret fra teologisk, sociologisk og politisk synsvinkel, men uheldigvis misbrugte opportunistiske politikere i Vest og Øst bogen til deres egen fordel.
1989 var året efter at krigen mellem Iran og Irak afsluttedes. På det tidspunkt var de fleste iranere splittede og utilfredse, og Irans økonomi var på bar bund. Det iranske præstestyre var bange for at miste grebet om befolkningen og lide samme skæbne som Shahen. De havde brug for et nyt middel, som kunne holde den politiske tumult i ro.
I 1989 var det også ved at være slut med den kolde krig, og de vestlige politikere havde brug for et nyt fjendebillede, som kunne holde den vestlige verden skræmt. Kommunismen med dens hemmeligholdte atomvåben-programmer blev således erstattet af muslimske terrorister med hellige missioner.
Den ideologiske kolde krig blev erstattet med den teologiske, og det endte med at fremmedhadet fik religiøse undertoner.
De sataniske vers kunne have skabt grundlag for en saglig debat om vores opfattelse af forskellige religioner og kulturer. I stedet blev den et vendepunkt i forhold til fremmedhadet. Rushdie kunne have trukket bogen tilbage, eller han kunne have stået frem og sagt at millioner af mennesker gennem tiderne er slået ihjel i religionens navn – så lad os undersøge om det er religionens eller menneskers fejl!
– Iøvrigt giver Rushdie i sin næste bog, Maurerens sidste suk, udtryk for at religioner er gode nok, men mennesker er dårlige...

Det er for sent at sige hvad Rushdie og andre skulle have gjort for 12 år siden til at mindske skaderne. Men i dag kan vi undgå de fejltagelser, vi begik dengang. Vi kan, for eksampel, støtte biskop Lindhardt og hjælpe ham med at sætte en fornuftig debat i gang angående de forældede religiøse love. Mange mister hver dag liv og lemmer til disse love i religiøse lande rundt omkring i verden.
Ironisk nok, ligesom De sataniske vers, kan religiøse tekster også fortolkes på tusind og en måde. Og det er på tide, at man revurderer alle religiøse tekster i både Guds og menneskehedens navn.
Muslimer bør faktisk være foregangsmænd i denne bevægelse, fordi profeten Muhammad selv sagde, at man skal tilpasse sig sin egen tid.
I 1989 fokuserede man også på om bogen var blasfemisk eller kunstnerisk. Skulle man sætte den kunstneriske frihed overfor den kunstneriske ansvarlighed, eller foretrække selvcensur frem for censur? Personligt tror jeg hverken på censur eller selvcensur, men jeg tror på provokerende kunst og æstetisk kunst eller en blanding af dem begge to.
Det er helt fint, hvis man vil bruge kunsten til at provokere, men man skal være klar over hvem det er man provokerer, med hvilket hensigt, og til hvilken nytte. Kunstnere vil alle fortælle deres historier via deres kunstværker.
I Aspects of the Novel sammenligner E.M. Forster forfatteren med Sheherezade og læserne med den lyttende sultan: Hvis historien ikke er spændende, ’dræber’ publikum forfatteren – ved ikke at læse hans bøger. Bøgerne vil dø
en kunstnerisk død, for hvem er kunstner og hvad er kunst uden publikum?
For 12 år siden udtalte Rushdie selv i The New York Review, at »for mig er det allertristeste og mest ironiske, at jeg, efter at have arbejdet i fem år for at give stemme og romanmæssig krop til den immigrantkultur, jeg selv er medlem af, skal se min bog blive brændt, stort set ulæst, af de mennesker, den handler om, mennesker som måske kunne finde glæde og megen genkendelse på dens sider.« (oversættelsen er fra ’Dødsdømt forfatter svarer præsterne’, Politiken, den 20. februar 1989)
Problemet er netop, at de mennesker, Rushdie taler om, ikke danner hans kernelæsere. Salman Rushdies publikum består hovedsagelig af veluddannede mennesker og hans bøger er meget komplicerede selv for hans trofaste læsere. Men når »de menensker, den handler om« reagerede så kraftigt på bogen, var det netop, fordi de blev gjort opmærksomme på indholdet af de veluddannede og intellektuelle, der ikke var tilfredse med bogen.
Man skal huske på, at hele balladen startede først med udtalelser i det britiske parlament, og så
eksploderede med Khomeinis fatwa. Det var ikke Rushdies kernelæsere, men religiøse fanatikere, der boykottede bogen. Deres boykot havde ingen effekt, tværtimod provokerede de mange ikke-religiøse mennesker til at købe bogen af nysgerrighed.

Fra hjertet af bogen kan man høre den intellektuelle latter rettet mod de troskyldige mennesker, som Rushdie påstår at advokere for. Det er også i orden, hvis kunstnere og intellektuelle vil latterliggøre almindelige menneskers overtroiske eller racistiske synsvinkler.
Men de skal også huske på, at de også er yderst ansvarlige for folkets bevidsthed: Det er dem, der via deres kunstværker og den tankevirksomhed de sætter igang i samfundet, fører folket enten til den rette vej eller på afveje. Jeg påstår ikke at kunstnere og intellektuelle skal være guddommelige og derfor fejlfrie, men når de giver udtryk for at være talerør for de ’stumme’, som Rushdie gør, skal de tænke ekstra godt over deres handlinger og udtalelser.
År 2001 er udnævnt til racismens år.
Lad os håbe, at alle i år – uanset teologiske eller ideologiske overbevisninger – vil bruge deres kræfter på at udrydde racisme og de fordomme, der har plaget vores verden i så lang tid.

Shahrzad Padrah studerer engelsk ved Aarhus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her