Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
19. februar 2001


Ryd forsiden
*Af samtlige Europas mænd ryger de græske mænd mest, og af samtlige europæiske mænd lever de græske mænd længst – kan man læse i et debatindlæg. I en tid, hvor vi bombarderes med trusler om salmonella, listeria, nitritter og selvlysende radioaktive huse - hen over forsiderne med typografi, der burde være reserveret til, når Jesus vender tilbage til jorden - kan det undre, at en sådan oplysning skal spores langt henne i avisen. Hvis det er rigtigt, så ryd forsiden til lidt opmuntring.

Sten Hegeler
Institut for samlivsforskning

Undren
14. FEB. – En mand bliver fyret, fordi han har videresendt en parodi på et spørgeskema til asylansøgere. – Begrundelse: Skemaet anses for at være groft racistisk. I udsendelsen 19 Direkte udtalte samtlige deltagere sig ud fra synspunktet: »Jeg gør grin med asylansøgerne.«
Da jeg i sommer blev præsenteret for skemaet af min ven Fallah (politisk flygtning fra Irak), morede vi os over den grove parodi på myndighedernes opfattelse/behandling af asylansøgere. Hvorfor var dette synspunkt ikke repræsenteret? Hvorfor var det så let at løbe med – udelukkende med forarget pegen fingre: »Øv bøv racist!«?

Berit Sagen
Norgesgade 5B, 3th. 2300 s

Konspiration
14. FEB. – Fysikprofessor Bent Sørensen beskylder DR-tv for at være sponsoreret af den fossile industri, fordi de promoverer solpletteorien som årsag til drivhuseffekten. Det er befriende at også folk fra det fine selskab kan kritisere medierne. Men bør du ikke samtidigt kritisere de andre medier f.eks. Information. Her har man den fornødne kompetence; alligevel ses intet forsøg på at bevise hvilken indflydelse den petrokemiske industri udøver for at fastholde et stigende forbrug af olie. Og det til trods for at miljøvenlige alternativer har eksisteret i årevis.
For eksempel har brintbilen eksisteret i årtier; i hvert fald kørte Mads Skjern i en af slagsen i »Matador«. Hvorfor har den teknologi været bortgemt så længe. Det er også ganske enkelt at få dieselbiler til at køre på rapsolie. Det er nøjagtigt det samme stof som findes i wienerbrød og utallige grillbarer. Alligevel ser man i tv, folk fra Teknologisk Institut påstå at det forurener mere end dieselolie. Som privatperson måtte jeg selv undersøge sagen.
Det viste sig at påstanden var komplet udokumenteret – endvidere fandt jeg at instituttet, som de fleste mennesker tror er et statsfortagende, er betalt og styret hovedsageligt af industrien. Blandt andet med afdelingschef Jens H. Møller fra Dansk Shell i bestyrelsen for energidivisionsrådet.

Flemming Rasmussen
Brandmosevej 21, Ballerup

Klog som en bananflue
12. FEB. – Det var et pragtfuldt resultat af genforskningen, Information kunne omtale den 12. februar: Mennesker har kun dobbelt så mange gener som en bananflue!
De desperate materialister kunne så desillusionerede konstatere, at så måtte miljøet være vigtigere end arvelighed! Imidlertid har chimpansen samme antal gener som mennesket og er cirka dobbelt så subtil og intellektuel som en bananflue. Så det passer meget fint. Dette viser, at mennesket ikke kun er et biologisk væsen, men først og fremmest en udødelig sjæl. Bevidst tankevirksomhed er ikke biologisk men åndelig, og hjernen er kun en modtagestation for sjælens impulser. Vi opfatter også omgivelserne via hjernen, men da denne har en meget ringe kapacitet, er det, som Descartes hævdede, langt vigtigere med tænkeevnen end med biologien.

Iver Hagel-Sørensen
Hyltebjerg Alle 78, Vanløse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her