Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

15. februar 2001


Herskerkulturelt
11. FEB. – Lars Christensen fra ’Libertas – selskab til studie af Personlig Frihed og Fri Markedsøkonomi’ er med i en mod-ATTAC-bevægelse bl.a. med den begrundelse, at Nyrup har udtalt sig positivt om Tobin-skatten.
»Det er efter mine begreber ganske usympatisk, fordi det er et direkte indgreb i den økonomiske frihed,« siger Lars Christensen (Inf. den 10. februar).
En tankevækkende udtalelse.
Usympatisk skal forstås i modsætning til sympatisk: En medfølelse med et andet menneske og dets sindstilstand. Slutningen på tankerækken må være: Økonomisk frihed er det højeste mål; mennesket et middel til at nå det.
For mig at se er Tobin-skatten et udtryk for sympati med en lidende menneskehed. Det er den økonomiske frihed, der påfører menneskene lidelser. Hvor mange tabere går der på en vinder?
Lars Christensen har efter min mening meget usympatiske synspunkter. Hvem sagde herskerkultur?

Geo Horn
Teglværksvej l0
9362 Gandrup

For børnenes skyld
11. FEB. – Daglig er medierne spækket med historier om seksuelle overgreb mod børn. Hvorfor oplever vi tilsyneladende en bølge af disse modbydelige ting nu? Min tese er, at en del af forholdene hidrører fra en tidligt forkvaklet seksualitet af os, der voksede op i 60’ernes og 70’ernes stemning af oprør og ’frigørelse’, bl.a. seksuel ’frigørelse’.
I ’frigørelsens’ hellige navn røg bh’erne, trusserne og børnene af helvede til, alt med den bedste vilje. Men som Tracy Chapman synger: »The best intentions still don’t make things right.« Man var træt af det kønsforskrækkede, undertrykkende samfund og dettes rigide normer, der undertrykkede de ’naturlige’ behov, og hoppede direkte i den modsatte grøft og smed al anstændighed og ansvarlighed overbord. Nu skulle der kød på bordet. Alle, også børnene, skulle af egen erfaring se, hvordan en nøgen, voksen krop så ud. I badeværelset, på stranden osv.
Dette kan føre til helt uholdbare tilstande i et barnesind. Tanker, følelser, forestillinger ved synet af den nøgne krop, som man slet ikke er moden til at administrere, vækkes og skaber kaos hos det lille barn.
Nøgenkulturen har trukket et spor af lidelse, elendighed, sygdom, forkvaklethed, overfokusering på det kønslige i en usund stemning af liderlighed og rent fysisk, iskoldt begær.
Lær jeres børn om det seksuelle, men gør det på en sober og tryg, oplysende måde alt efter barnets alder, og hvornår det begynder at spørge. Beskyt jeres børn mod de chok, som synet af det voksne, nøgne legeme kan sende gennem alle lag af det lille barns bevidsthed. Og lad os så få den f… porno væk fra det offentlige rum!

Carsten Ploug Olsen
Ny Vestergade 6, Odense C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu