Kronik

Mordets anatomi

At gå ud på gaden og surrealistisk skyde ind i mængden på sine naboer og tidligere elever, som man har levet med hele sit liv... At få adgang til selve infernoets hemmelighed er den nysgerrighed, jeg rejser med
Debat
3. februar 2001

Lørdagskronikken
Det kan forekomme som om, en del af den nationalsocialistiske propaganda fra Milosevic styret har været med til at forvrænge omverdens opfattelse af, hvad der skete i Bosnien i 1992. Man taler om en ’borgerkrig’ og giver dermed indtryk af, at der foregår en kamp mellem to stridende kræfter. Det er en sprogbrug og en opfattelse, som desværre også har inficeret vestlige medier. Men ved at lytte til de overfaldne muslimer og ved at konsultere f.eks. FN’s ekspertkommissions endelige rapport (reference til sikkerhedsrådets resolution 780) står det klart, at der er tale om velplanlagte og regulære overfald på en forsvarsløs civilbefolkning.
Den Jugoslaviske forbundshær (JNA) bliver ganske vist omorganiseret i foråret 1992, og formelt delt mellem Den bosnisk serbiske hær og den jugoslaviske. Men dette ændrer intet i forhold til, at der er tale om en ren kosmetisk og formel manøvre, for at dække over de etniske udrensninger. Den bosnisk-serbiske hær ’arver’ materiel, våben, uniformer osv. fra forbundshæren. Ifølge FN’s rapport antager disse udrensninger også en karakter, så det står klart, at de er led i et mønster.
Rapporten refererer Læger uden Grænsers rapport om logistikken bag en udrensningskampagne. Meningen er at tømme et område for uønskede borgere af en bestemt trosretning, hvilket kræver ganske omfattende planlægning.
Man skal have alle ud med de midler, der nu er nødvendige, og samtidig sørge for at mænd i den våbenføre alder ikke på et senere tidspunkt inddrages i en modstand mod kampagnens videre forløb. Der har hersket forskellige kriterier for, hvornår en mand kan siges at være våbenfør, og derfor legitimt mål for drab. I Srebrenica enklaven dræbte man alle drenge, som havde en højde af 150 centimeter, uanset alder. I andre tilfælde satte man en aldersgrænse til 15 år.
Mønstret for skræmme- og terrorkampagnen ser således ud: 1) et lokalområde besættes med hærens tropper efter nøje planlægning. Al nyhedsformidling afskæres og rettes mod Beograd. 2) Områdets muslimer tilfangetages, og en serbisk militssoldat eller en lokal serber af reserven i JNA udpeger de, som skal dræbes. Det er først og fremmest den uddannede elite, eksempelvis læger, lærere, politikere. 3) Kvinder og børn ned til 12 års alderen voldtages. 4) Religiøse bygninger for muslimer ødelægges. 5) I visse tilfælde foretages der yderligere massedrab. 6) Mænd og kvinder afhentes og føres til koncentrationslejre, hvor der foretages tortur og summariske henrettelser.

Omtalen af en konkret udrensning i Bihac området i Weiss og Fledelius bog, Vanviddets vidner leder mig frem til landsbyen Biljani, hvor et overfald fandt sted.
En tidlig morgen, den 10. juli 1992 blev området besat af serbiske soldater, og alle udkørselsveje spær-ret. Den lokale skolelærer Marko Samardzija, der var kaptajn af reserven i den jugoslaviske forbundshær, stod for den lokale planlægning af aktionen, og var den, som gik fra hus til hus hos sine gamle elever og beordrede dem at følge med op til landsbyens skole. Her blev godt 250 mænd samlet. Under denne internering blev nogen skudt, også kvinder, børn og gamle rundt om i landsbyen. Efter nogen timer blev mændene ført ud i den nærliggende Lanisteskov og henrettet dér.
Hvem var denne mand, hvad var han besat af, og hvordan kunne det i det hele taget lykkes af mobilisere dette afsindige had? Her taler vi ikke kun om et abstrakt ideologisk had eller animositet, men om at dette had må omsættes i en konkret voldelig handling. At gå ud på gaden og surrealistisk skyde ind i mængden på sine naboer og tidligere elever, som man har levet med hele sit liv.
En gådefuld rædsel, som man står afmægtig overfor. Men også tiltrækkes af, fordi den inkarnerer noget nærmest religiøst, en satanisme som unddrager sig hele kulturens sprog og begreber. Og det er måske hemmeligheden bag nationalsocialismens facinationskraft hos os, at vi ved at undersøge den tror, vi kan få adgang til selve infernoets hemmelighed, en slags civilisation der er os fuldstændig fremmed. Det er den nysgerrighed, jeg rejser med.
Jeg besøger den 80 årige bonde, Fariz Dervisevic i hans hus i landsbyen Biljani. Marko Samardzija var hans første nabo, han voksede op der i landsbyen og blev senere historielærer på den lokale skole i byen. Det var ham og en anden lærer, Josip S., som stod for aktionen den julidag i 1992. De førte en gruppe soldater ind i landsbyen fra hver sin side. Marko sagde til mændene, I er allesammen mine gamle elever, og I skal med hen til skolen. Også den gamle Fariz måtte gå med. Der blev de stillet på geled med hænderne bag på ryggen, og de som »stod på listen« måtte blive. Fariz blev sendt hjem til sit hus igen.
Inde i skolen så Fariz kun folk, som han kendte – både blandt de tilfangetagne og blandt soldaterne. De bar militærets uniformer, men af en eller anden grund havde de også Arkans insignier på ærmet, selv om han mener, det faktisk var tvivlsomt, om de reelt tilhørte denne milits. På vej væk ser han en kvinde, som passerer på vejen med sin 15-årige søn. Også denne søn hentes ind på skolen.
Vi kan kun gisne om, hvad ’forhørene’ gik ud på den dag i landsbyens skole. De tilfangetagne blev slået, nogen skudt på stedet, inden de sidste blev afhentet af lastbiler og kørt ud i skoven for at blive henrettet dér.
Imanen for området, Ermin Vuc-kic, fortæller mig om en lignende internering i en nabolandsby, hvor han slap fri. Forhørene gik ud på, om man var ’skyldig’. Men skyldig i hvad?
Ermin Vuckic slår op på en side i Weiss og Fledelius bog, hvor et af Marko Samardzijas opråb er aftrykt i faksimilegengivelse. »Slænget af indre fjender – Kroatiens vampyrgjorte ustasja-styrker, sammen med de islamiske fundamentalister i Bosnien-Hercegovina og Vatikanets katolicisme, med fuld støtte fra det katolske Europa og det imperialistiske Amerika, sammen med det islamiske Mel-
lemøsten og støttet af islamiske landes Hellige Krig, – har påtvunget det serbiske folk denne krig.« Ermin Vuckic ryster på hovedet af dette nonsens. En kaotisk sammenblanding af nationalistisk og socialistisk voldsretorik, som er fuldstændigt tømt for mening. I dette er vi vel allesammen skyldige, eller ingen er skyldige – det vil i det givne tilfælde afhænge af voldsmandens temperament eller personlige animositet mod den forhørte.
Det var jo naboer, der afhørte naboer. Kun den logistiske støtte kom udefra.

Senad, en mand i 40’rne fra en nabolandsby, og som har overlevet flere af serbernes koncentrationslejre, er inde på, at der muligvis ligger en del social forurettelse eller misundelse bag serbernes nationalsocialistiske had. Serbificeringen af samfundet og manglende karrieremuligheder for muslimer har siden 60’erne fået mange muslimer til at søge til udlandet for at arbejde. Sened nævner selv, at han blev forhindret i at søge ind til hæren som officer alene på grund af, at han er muslim. Denne emigration har ført til en strøm af penge fra emigranterne, som har gjort det muligt at hjælpe familien derhjemme til et bedre materielt liv. Man fik råd til at udvikle sine bedrifter.
Da serberne på den ene side sad på den politiske magt og magten i den lokale nomenklatura, men samtidig så sig overhalet økonomisk kunne dette have genereret en misundelse og en paranoia, som til sidst fik dem til at acceptere nationalsocialistiske dogmer om, at muslimerne var ved at overtage magten.
Ermin Vuckic tilføjer, at serberne konstant siden 1990 fik at vide, at de ikke kunne leve sammen med muslimerne. De ville ødelægge dem, destruere dem. Men alligevel var ingen forberedt på hvilket omfang serbernes paranoia havde antaget, da katastrofen indtraf i Biljani.
Fahrudin Cemal, en nabo, peger på, at der var tale om en regulær sammensværgelse og en overordnet organisering af mordene. Kendetegnende er det, at det var det uddannede lag af serbere; skolelærere, rektorer, politichefen som stod for planlægningen og udførelsen. De var allesammen medlemmer af serbernes nationalistiske parti SDS, som blev ledet af Radovan Karadzic, og havde tilknytning til forbundshæren. Mange af forbryderne var officerer af reserven som Marko Samardzija, og havde til daglig borgerlige erhverv. Genereringen af hadet og planen for den ’endelige løsning’ voksede ikke spontant og uorganiseret. Der var tale om en nazificering af et samfund, iscenesat af en elite.
Semso Dzaferagic følger mig op til sin ødelagte landbrugsejendom i den anden ende af landsbyen. Han peger ned mod et hjørne af køkkenhaven, hvorfra vi kan se ud over dalen og op mod bakkerne, hvor de fleste serbere boede. Dernede i hjørnet blev min hustru og mine to små børn myrdet den morgen i juli. Han peger mod en ruin til højre i køkkenhaven, hvor der tidligere har været stald. Op af den mur dér slæbte de mine forældre og andre gamle fra husene omkring og skød dem. Inde i ruinen har overfaldsmændene tværet noget ud på væggen med rød skrift. De fire S’er som en insignium for serbisk nationalisme og initialerne for Seseljs parti – samt hans navn Vojislav Seselj.

Inden vi tager afsted fra landsbyen, er Semso Dzaferagic inde for at se til sine får i den eneste bygning, der står tilbage af hans ejendom. Han smiler, kan jeg se, måske for at holde tilbage på sine følelser overfor en fremmed. Han synes han er nærmere dyrene nu, mennesker fylder ham ikke med tillid.
Vi kører ud i den nærliggende Lanisteskov, og hen til den klippehule, hvor ligene af hans myrdede hustru og hans børn blev smidt ned af voldsmændene. Der er intet at se selvfølgelig. Hulen er tømt, og hans familie har fået en retmæssig begravelse i landsbyen. Over hulen har man bygget en slags pavillon som minde om forbrydelsen. Vi står og kigger ned i hullet, som på én gang virker både gådefuldt og almindeligt på en grusom måde. Det er så her et menneskes liv ender, kulet ned i et hul. Det her er endestationen for den fantastiske politik, for den nationalsocialistiske revolu-tion af et samfund. Semso Dzaferagic kan vanskeligt holde sin gråd tilbage. »Det er svært for mig, at sige noget. Denne her situation er svær, når jeg står her. Men nogen må skrive om det, nogen må fortælle vores historie i verden. Vi var ikke i krig, fortæl verden, at vi ikke var i krig. Vi blev overfaldet, en morgen blev vi overfaldet. Vi troede, det var vores egen hær.«
Inden jeg forlader området, er jeg inde på en gård, fem kilometer udenfor Biljani, for at tale med nogen af de få serbere, som er vendt tilbage til området.
En mand i halvtredserne er travlt optaget af at lægge sidste hånd på sit næsten genopbyggede hus. Jeg forsøger at komme i snak med tre ældre mennesker i et lille hus lige ved siden af hovedbygningen til ejendommen. To kvinder og en gammel hvidhåret mand, som ser forstyrret ud. Han smiler hele tiden, men siger ikke noget. Det er den ene af kvinderne, Radmilla, som fører ordet. Hun byder mig indenfor sammen med min oversætter Mirsad Efendic. Jeg sætter mig på sengen i det ganske lille værelse. Det ser uhyre pauvert og trøstesløst ud. Det sidste, man kunne finde på overfor disse miserable, skulle være at stille sig anklagende an. Radmilla byder mig en hjemmebrændt slivovic, som jeg siger ja til.
Før den 10. juli 1992 var alt normalt, og det som skulle være sket inde i landsbyen kender hun intet til. Men der forsvandt godt 250 mænd derinde, så det må hun da have bemærket? Men hun har ikke spurgt nogen, og ingen har fortalt hende noget. Hun kender ingen inde i landsbyen, ingen som helst. De går heller ikke i kirke der, og har ikke fået noget at vide i menigheden. Deres børn kan heller ikke sige noget om det, for de rejste til udlandet allerede i 1990. Så de er heller ikke blandet ind i noget. Radmilla ind-rømmer dog, at hun har bemærket den nye kirkegård inde i landsbyen, som ligger der, hvor skolen var, inden man rev den ned for at give plads til de døde. Men hun ved ikke, hvad det hele er for noget.
Ermin Vuckic fortæller mig senere, hvad denne tilsyneladende tilbagevenden går ud på. Serberne sender deres gamle tilbage for en tid, mens de får genopbygget deres ødelagte huse med international hjælp. Når det er sket, sælger de dem og flytter tilbage til deres stjålne huse i Republika Srpska.
Borgmesteren i kommunen, Ja-sim Hadzic tilføjer; Det er et dobbeltspil, de kører. Og de vil heller ikke tale om forbrydelserne.
Men har ingen af dem forhåbninger til den nye ledelse i Serbien?
Jasim Hadzic nægter at udtale sig om Kostunica. Mest fordi, aner jeg, at han er bange for at forløbe sig.
Ermin Vuckic udtrykker deres frustration og usikkerhed. Hvorfor siger Vesten ikke noget, når Kostunica blæser på Dayton aftalen? Hvorfor kritiserer Vesten ham ikke, når han ikke anerkender folkemordet? Hvorfor kritiserer Vesten ham ikke, når han ikke udleverer krigsforbryderne? Når han ikke anerkender Haag domstolen? Når han ikke anerkender Bosniens øst-grænse til Serbien?
Kostunica har formået alt det, som Milosevic-styret ikke var i stand til, nemlig at sætte en proces i gang med at løfte de internationale sanktioner mod landet. Men har han taget initiativ til et egentligt opgør med den serbiske nationalsocialisme – eller er der bare tale om tavshedens sammensværgelse? Som om de myrdede slet ikke eksisterede.

*Jens-Martin Eriksen er forfatter. Har bl.a. udgivet romanen ’Vinter ved daggry’ (Rosinante, København 1997), om de etniske udrensninger.

*Den første af Jens-Martin Eriksens artikler fra Bosnien i januar 2001, Mordets anatomi, stod i Informations tillæg I 2 i går. Den tredje og sidste – Tavshedens sammen-sværgelse – bringes på kroniksiden på mandag den 5. februar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her