Læsetid: 1 min.

Nej til beton

Meningerne om ATTAC er delte blandt radikale
Debat
16. februar 2001

ATTAC
Den 13. februar står der om anti-ATTAC-bevægelsen, at også en radikal amtsformand er blandt initiativtagerne.
Det lyder mærkeligt, da flere af Det Radikale Venstres idealer om internationalt samarbejde kan hjælpes på vej af ATTAC.
Naturligvis er der en fare for, at nationalister, isolationalister og forandringsfrygtende fæhoveder vil invadere ATTAC og gøre det til en højborg for hårdnakket nationalnostalgi og betonstøbt verdensfornægtelse. Men Det Radikale Venstre er ikke principiel modstander af de fire grundlæggende synspunkter i ATTAC.
Især Tobin-skatten er en god ide, for den kan finansiere FN, WTO eller andre organisationer, der kan sikre et internationalt retssamfund. Ulempen ved disse organisationer er i øjeblikket, at de ikke har magt til at omsætte deres demokratiske grundholdninger til virkelighed, fordi de er afhængige af den industrialiserede verdens penge og velvilje.
Hvis de fik et selvstændigt økonomisk grundlag, ville de kunne arbejde mere til gavn for verdens fattigste lande, på tværs af de riges interesser.

Gå fra båd og villa
De tårevædede beretninger om de stakkels børshajer og slipsemennesker, der må gå fra båd og villa og dermed sætter hele samfundsøkonomien i stå, får ikke mit hjerte til at bløde.
Nogle ting er vigtigere end andre, og hvis de må opgive et par promille af deres profit, for at vi kan få en retfærdig og fredelig verden funderet på en international retsorden, er det i orden med mig.
I værste fald bliver ATTAC-bevægelsen omklamret af alle mulige grænse-elskende politiske interesser, hvorefter den kvæles i interne magtkampe mellem revolutionsromantiske råbehoveder og nationalchauvinistiske narrøve.
I bedste fald får vi en bedre verden.
Jeg synes, vi skal tage chancen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her