Kronik

Roterende fis

En enkelt kommissær pr. EU-land – i perioder ikke engang dét – er en rigtig dårlig idé. At svække Kommisionen er det samme som at lade EU gradvist forfalde til et skalkeskjul for stormagtsdominans
Debat
15. februar 2001

Økonomi & Politik
Topmødet i Nice vedtog en ændring af EU-traktaten, der bl.a. handler om den fremtidige sammensætning af Europa-Kommissionen. Allerede om cirka fem år vil de store medlemslande hver især afgive det ene af deres to medlemmer, så der derefter kun bliver en kommissær
pr. land.
Når EU når op på 27 medlemmer, skal Kommissionen sammensættes af færre end de 27, og der skal så etableres en rotationsordning, så f.eks. Danmark, men også hvert af de store medlemslande, på skift skal være uden et medlem i Kommissionen i en årrække, antagelig cirka fem år.
Det er en uheldig udvikling. For det er vigtigt at have et medlem i Kommissionen. Hvorfor så det? Nogle danske politikere har jo for vane at omtale Kommissionen som en gruppe embedsmænd og intet andet. Men det er en misvisende betragtning.
Kommissionen spiller ifølge EU’s traktatgrundlag, men også i virkelighedens verden, en yderst afgørende rolle. Fra selve Fællesskabets start rummede traktatgrundlaget og hele konstruktionen det enestående særkende, at der i kraft af Kommissionen fandtes et centralt, principielt neutralt, organ, der havde til opgave at være traktatens vogter og repræsentere fællesskabsinteressen.
Sammensætningen med mindst en kommissær pr. medlemsland (og to for de største af dem) betød, at Kommissionen i særlig grad overrepræsenterede de mindre medlemslande. Kommissionen er den lovgivende EU-institution, hvor de små lande vejer tungest relativt set. Det bliver yderligere klart, når de store medlemslande afstår fra at have to kommissærer hver. Til gengæld har de store lande nu ved Nice-traktaten opnået større vægt relativt set, i EU’s ministerråd.
Kommissionen er det organ, der i EU fungerer som initiativtager til ny lovgivning. Den har praktisk taget monopol på at fremsætte formelle forslag til ny EU-lovgivning. Og de forslag har en særligt stor vægt, fordi de kun kan ændres af Ministerrådet med enstemmighed. Når et forslag én gang er fremsat, er det typisk sådan, at det kommer ud af maskineriet nogenlunde intakt, omend det kan undergå også væsentlige ændringer, dels som følge af Ministerrådets dels som følge af Europa-Parlamentets behandlinger af det, samt som følge af ændringer accepteret af Kommissionen under forhandlingsforløbet.
Kommissionen fremsætter forslag, når dens medlemmer har vedtaget dem. Det kræver kun et simpelt flertal af medlemmernes stemmer, og hver kommissær har én stemme, når den samlede Kommission træffer beslutninger.
I en sådan afstemning er det naturligvis interessant, om der deltager kommissærer, der kender forholdene godt i de respektive EU-lande. Det vil ikke være tilfældet den dag, hvor f.eks. Danmark ikke er med i Kommissionen i nogle år. Det er en betydelig svaghed, og ud fra et demokratisynspunkt kan det jo virke mærkeligt, hvis der skal kunne træffes beslutninger med virkning direkte her i landet af et organ, hvori der ikke sidder en eneste dansker.
Det strider imod selve tankegangen om medindflydelse for dem, der er genstand for regulering.

Det kan ikke undgås, at Kommissionens almindelige prestige og vægt vil mindskes, når der til enhver tid efter igangsættelse af rotationsordningen vil være et – eller flere? – af de store medlemslande samt flere små og mellemstore lande, der ikke er repræsenteret i Kommissionen. Det er en udvikling, der ikke er i de mindre medlemslandes interesse, eftersom Kommissionen som nævnt antages, så at sige, at være de mindre landes beskytter, bl.a. fordi den altså repræsenterer den samlede fællesskabsinteresse.
Nogle har som sagt for vane at omtale Kommissionen som en samling embedsmænd, der blot er sat til forvalte EU. Men det er forkert, bl.a. af den grund, at Kommissionen ud over det lige nævnte initiativmonopol også har betydelige lovgivningsbeføjelser og efter bemyndigelse fra Ministerrådet og i samarbejde med eksperter fra medlemslandene vedtager et stort antal meget vigtige, teknisk prægede regler vedrørende f.eks. grænseværdier af betydning for sikkerhed og sundhed.

Kommissionen har desuden vigtige beføjelser med hensyn til udformning og forvaltning af EU’s budget og vidtgående administrative beføjelser med hensyn til forvaltning af EU’s konkurrenceregler og kan uddele bøder i milliardklassen til virksomheder, der overtræder konkurrencereglerne.
Kommissionen spiller endelig en vigtig rolle i internationale handelsforhandlinger, i antidumpingsager og ikke mindst med hensyn til godkendelse af statsstøtte med videre. Den har også til opgave at rejse sager mod medlemslande, der ikke overholder EU’s regler, og kan under visse omstændigheder foreslå EF-domstolen at pålægge dem bøder.
Det er klart, at de enkelte kommissærer ikke må handle efter mandat fra deres hjemland og skal være ganske uafhængige, men det ændrer ikke ved, at de optræder som en slags ambassadører for deres hjemlande i EU’s embedsapparat. Kommissærerne er vigtige som kontaktpersoner, f.eks. for deres hjemlands virksomheder, og fungerer som fremskudte lytteposter i Kommissionen.
Hvis den fremtidige rotationsordning for Kommissionen, som det tegner til, vil svække dens rolle i EU, så er det ikke godt for EU og for EU’s mindre medlemslande. For det indebærer en magtforskydning til fordel for EU’s ministerråd, der som bekendt præges stærkere af de store medlemslande og mere repræsenterer summen af de enkelte medlemslandes særinteresser end fællesskabsinteressen, dvs. det, der ved at være godt for EU som helhed, også vil være bedst for EU’s enkelte medlemmer, i hvert fald på lidt længere sigt.
Rotationsordningen er blevet til uden et grundigt forarbejde, men vel nærmest som led i fransk forhandlingstaktik. Ordningen er kommet nærmest som en tyv om natten! Der har ikke været en forudgående folkelig debat derom – hverken herhjemme eller i andre EU-lande. Og det uanset, at Kommissionen er et yderst centralt, bl.a. lovgivende, organ, hvor tilstedeværelsen af et kommissionsmedlem for hvert medlemsland har stor betydning, ikke mindst for legitimiteten af de trufne beslutninger og dermed for hele EU’s virksomhed.
Det er ikke en måde at træffe afgørende beslutninger om EU’s fremtid på. Kommende forhandlinger om en grundtraktat eller en ny ’forfatning’ for EU burde ikke foregå i en regeringskonference bestående af diplomater. Man burde i stedet lade en uafhængig ekspertgruppe med sagkyndige fra flere EU-lande udarbejde et sammenhængende oplæg, som landene så kunne tage stilling til som en samlet pakke.
Professor Uffe Østergård har i en kronik i Information den 15. januar sat spørgsmålstegn ved det vigtige i at fastholde en ’national’ kommissær og slået til lyd for en fælles nordisk. Det bør man rimeligvis drøfte. F.eks. deler Håndværksrådet en medarbejder med vor svenske søsterorganisation Företagarna. Hun er for tiden svensk, og den tidligere var dansk. Men det er i det mindste tvivlsomt, om tiden er moden til noget lignende for Kommissionens vedkommende, ligesom der er grund til at tvivle på, om det er nødvendigt at undgå en kommission med langt flere medlemmer end nu, f.eks. op til cirka 30.
Det kan, som påpeget af Østergård, være et problem, at vi med tiden får et stort antal kommissærer f.eks. fra Cypern, Malta og måske også eks-Jugoslavien. De store medlemslande vil i takt med udvidelsen af EU med stadigt flere lande miste indflydelse i Kommissionen.
Det forudsætter imidlertid, at man fastholder, at hver kommissær kun skal have én stemme. Men man kan naturligvis, ligesom man i Nice gjorde det med hensyn til de store landes vægt i Ministerrådet, kompensere ved at lade de store medlemslandes kommissærer få to, tre eller flere stemmer hver, mens de mindre landes alene får én.
Man kunne også begrænse det vedtagne rotationsprincip til kun at gælde med hensyn til fordeling af porteføljer i Kommissionen, men fastholde, at alle medlemslande permanent skulle have en kommissær.

EU bygger på en vis balance mellem store og mindre medlemslande. Det har man ændret lidt på i Nice, så man tilgodeser de store landes interesser. Man kan selvsagt ikke afvise, at det også må afspejles i ændrede regler for Kommissionen på et senere tidspunkt, som styrker de store landes vægt i en kommission med en repræsentant pr. land. På den anden side set er vi jo ikke længere tilbage end før midten af det 20. århundrede, hvor Folkeforbundet, som nævnt af Østergård, led en krank skæbne som følge af en urealistisk repræsentation af dets medlemslande.
Civilisationen skulle jo være (og er dog nok) gået fremad med hensyn til internationalt samarbejde på basis af bindende retsregler. EU er en reaktion på erfaringerne på grundlag af Anden Verdenskrig og bygger især med hensyn til Kommissionen, på en vidtgående ligestilling af store og mindre medlemslande, mens man såvel med hensyn til Europa-Parlamentet som i Ministerrådet langt mere afspejler de enkelte landes befolkningsmæssige størrelse. EU’s institutionelle balance minder således i dag om situationen i USA, hvor man i senatet fastholder ligestilling mellem delstaterne uanset størrelse.

Der er efter min mening ingen grund til at ændre afgørende på de gældende principper for repræsentation i EU’s institutioner, hverken i dag eller i morgen. Det er langt fra nok, at de mindre medlemslande – som påpeget af Østergård – kan spille en vigtig rolle med hensyn til vedtagelser i Ministerrådet.
Det er altafgørende at bevare en stærk Kommission med permanent repræsentation for alle medlemslande (eller måske grupper deraf?).
Med mindre man da tænker sig:
*at omdanne EU til en egentlig forbundsstat (føderation), hvor man givetvis også måtte sikre en vidtgående ligestilling af medlemslandene i et senatslignende statskammer;
*eller lade EU gradvis degradere til at blive et skalkeskjul for stormagtsdominans.

Peter L. Vesterdorf er lic. jur. og kontorchef i Håndværksrådet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her