Kronik

Det svære opgør med kommunismen

Så længe venstrefløjen i Danmark klynger sig til troen på, at en oprindelig intention hos Marx er en sandhed ubesmittet af eftertidens virkninger, opfører de sig som de stadig har en kredit til gode. – Replik til Morten Thing
Debat
26. februar 2001

Historisk set
Vi eks-kommunister er de eneste på jeres side, som ved hvad det drejer sig om«. Denne bemærkning fra Arthur Koestler kan stå som en præcis karakteristik af efterkrigstidens antikommunisme. Den blev ført an af intellektuelle, der selv havde troet på sovjetkommunismen, men som havde sund sans og mod nok til at turde tage opgøret.
Samtidig siger Arthur Koestler, at det borgerlige Vesten ikke var i stand til at gennemføre opgøret.
Historisk har Koestler meget ret. De største anti-totalitære forfattere havde selv smagt kommunismens dæmoni. De kendte mekanismerne. De lod sig ikke længere forføre af slagord. De var seende i en tid, hvor alt for mange i Vesten var blinde. Arthur Koestlers fortjeneste i det åndelige livtag med kommunismen, f.eks. gennem Kongressen for Kulturel Frihed, kan næppe overvurderes. Det var en ganske lille flok intellektuelle, der holdt Vestens idealer i hævd, men de fleste andre vendte sig mod venstre og mod øst.
Når Morten Thing i kronikken ’Fortiden er utidig’ (Information 12. februar) nu bruger det som argument, at »kommunismeforskningen ...netop er skrevet af tidligere kommunister«, og så bl.a. nævner Arthur Koestler, er der grund til at anholde det synspunkt. Det er fuldt korrekt, at mestendels eks-kommunisterne har formået at advare Vesten om dæmonien i det kommunistiske samfundseksperiment. Det er Ar-thur Koestler det store bevis på. Men når Morten Thing siger det ind i en dansk debat om den danske venstrefløjs fortrædeligheder og Encyklopædiens venstresnoede slagside, bruger han det til at pryde enhver tidligere venstreorienteret.

Hvordan har den danske venstrefløj stillet sig til Koestlers indsats gennem f.eks. Kongressen for Kulturel Frihed? Skrev Dialog, Vindrosen eller politisk revy rosende artikler til foretagendet? Eller skældte de det ud for at være antikommunistisk? Var et magasin som Encounter, som Koestler og Kongressen for Kulturel Frihed tog initiativ til, den danske venstrefløjs foretrukne læsning? Snarere tværtimod. Den afglans i Danmark, der var af det opgør, som Koestler, Czeslaw Milocz, Raymond Aron, Isaiah Berlin, Irving Kristol og flere andre førte mod kommunismen, kom højst til udfoldelse i det borgerlige tidsskrift Perspektiv. Og i hvert fald slet ikke på venstrefløjen. Perspektiv markedsførte nogle af de samme tanker i Danmark, men det var ikke venstrefløjens foretrukne magasin.
Så hvordan kan Morten Thing dog i dag føre sig frem som kritiker af kommunismen, når hans opgør højst omfatter et par interne husspektakler mellem fraktioner på venstrefløjen? Okay, der er dem, der stadig lever i troen på, at en sejrrig fraktionskrig mod rabiaternes overdrev i et venstrefløjsparti for tyve år siden er det samme som at have væltet muren. Deres osteklokke er svær at knuse.
Det er meget svært at få øje på den danske venstrefløjs andel i, at et kommunistisk samfundssystem ikke i dag har besat det halve Europa. Selv det borgerlige Vesten viste sig – set med eftertidens øjne – helt utroligt følgagtigt over for de volds- og overvågningsregimer, som levede i bedste velgående op til Danmarks grænser. Mange af de kendteste opgør med kommunismen er aldrig blevet oversat til dansk. Bogen The God That Failed med Arthur Koestlers vigtige bidrag, som i efterkrigstiden blev en bibel for intellektuelle antikommunister i Vesten, er aldrig oversat. Csezlaw Milosc´ The Captive Mind har heller intet dansk forlag fundet det værd at oversætte. Og hvis vi ser på reaktionen i Vesteuropa på f.eks. Arthur Koestlers bog Mørke Midt på Dagen, er det til at få kuldegysninger.
I Mørke Midt på Dagen skildres logikken i Stalins udrensninger af hans politiske modstandere i de såkaldte Moskvaprocesser, hvor kendte kommunister tilstod fiktive forbrydelser. I dag er ingen uenig i, at Moskvaprocesserne var rene hekseprocesser, men selv i efterkrigstidens Europa udløste det hidsige debatter. Da Koestlers bog blev oversat til fransk i 1946, forsøgte det franske kommunistparti med terror og chikane at hindre bogens udbredelse. Koestler beskyldtes for at være anfører for en fascistisk milits. Forlaget blev sat under pres af kommunistpartiet, som på det tidspunkt var Frankrigs største, og oversætteren forblev anonym af frygt for repressalier. Det var som Rushdies Sataniske Vers. Den franske filosof Merleau-Ponty skrev en bog imod Koestler, Humanisme og Terror, hvor Stalins udrensninger blev forsvaret som eksempler på progressiv vold. Koestler blev fordømt som reaktionær, fordi han ikke kunne eller ville se den vold, som det kapitalistiske system dagligt udøvede over for sine arbejdere, men alene fokuserede på Sovjetunionens synder.

Herhjemme skrev Politiken i sin anmeldelse af Mørke Midt på Dagen, at »det er en i høj Grad tendentiøs Bog, som Læserne vil reagere over for, ikke ud fra deres æstetiske Smag, men ud fra deres politiske Overbevisning.« Koestlers »Ord har en be-snærende Klang, der nok kan være farlig for ubefæstede Sjæle. I denne bog ... er hans Ensidighed imidlertid saa i øjne faldende, at mere kritiske Læsere uvilkaarligt vil reagere kontræt og forlange at høre ogsaa den anden Part.« (Politiken 1. februar 1947). Således blev det måske vigtigste opgør med kommunismen i kulturradikalismens avis betegnet som ensidigt, tendentiøst og farligt. Morten Thing fremfører også som en nærmest evig, platonisk sandhed, at det er vås at hævde nogen som helst forbindelse mellem Sovjetunionens samfundsform og så marxismen.
»Man kan undre sig over, at netop en filosof kan mene, at Marx radikal-demokratiske paradis med fællesejendom og uden stat skulle have foregrebet det stalinistiske diktatur« skriver Thing mod mig. Morten Thing skriver, som om ethvert tænkende menneske måtte kunne forstå det gale i at inddrage Marx’ tanker, når det gælder Sovjetunionen. Og selv om den doktrin er blevet absolutiseret, dansk, leksikalsk viden med Things kommunisme-artikel i Encyklopædien, er den stadig udtryk for en ekstrem tolkning. Med en sådan bemærkning om »Marx´ radikal-demokratiske paradis med fælles-ejendom« røber Morten Thing sin enfoldige uvidenhed om de intellektuelle antikommunister. Det er lige netop sammenhængen og logikken i opgivelsen af den private ejendomsret og så det totalitære diktatur, som blev åbenbaringen for eksempelvis George Orwell. Hvem skal råde over alt det, som individerne ikke selv må have ejendomsret over?
Læs dog, hvad de skrev, disse forbilledlige antikommunister, f.eks. Orwell i 1984: »Den såkaldte ’afskaffelse af den private ejendomsret’, som fandt sted midt i århundredet, betød i virkeligheden en koncentration af al ejendom på langt færre hænder end tidligere«. Og i Orwells tolkning er der ikke tale om en misforståelse eller fejltagelse, men om at afskaffelse af ejendomsretten er en bevidst strategi for at få magt. »Man havde længe været klar over, at det eneste sikre grundlag for et oligarki var kollektivisme. Det er lettest at forsvare rigdom og privilegier, når flere besidder dem i fællesskab«.

Og i essayet om litteraturen og totalitarisme fra 1941 skrev Orwell som en Kassandra: »Det er helt tydeligt, at den frie kapitalismes tid er ved at nærme sig sin afslutning, og at det ene land efter det andet er ved at indføre en centraløkonomi, som man, alt efter hvad man foretrækker, kan kalde enten socialisme eller statskapitalisme. Dermed ophører individets økonomiske frihed og i stor udstrækning dets frihed til at gøre, som det vil, til at vælge sit eget arbejde, til at flytte omkring i verden. Indtil for nylig havde man ikke indset følgerne heraf. Man har aldrig til fulde forstået, at det, at den økonomiske frihed forsvandt, ville få nogen virkning på individets frihed.«
At afskaffe den private ejendomsret og den økonomiske frihed har konsekvenser for al anden frihed. Derfor kunne ingen af ekskommunisterne forestille sig, hvordan »Marx’ radikal-demokratiske paradis med fællesejendom og uden stat«, som Morten Thing stadig ævler om, kunne realiseres uden at indføre et diktatur, som alt afhængig af omstændighederne ville ligne den reelle socialismes.
De begynder som idealister og sikkert i god tro, Lenin og Mao og Castro, men når privatejendommen først er afskaffet, opstår en koncentration af magt, som selv en algod Gud ikke ville kunne udøve retfærdigt uden at undertrykke befolkningen.

Når vi i dag læser det ti-punkts program, som Karl Marx og Friedrich Engels i grove træk opstiller for kommunismen i Det Kommunistiske Manifest, må vi konstatere, at alle punkterne i deres forudsigelige konsekvens handler om at overføre mere og mere magt til staten. I ti-punktsprogrammet nævnes ekspropriation af al jord, afskaffelse af arveret, nationalisering af banker, indførelse af nationalfabrikker, afskaffelse af forskellen på land og by osv. osv.
Alt dette kan kun realiseres ved hjælp af en stærk statsmagt. For hvem skal eje og administrere al den statsejede jord? Hvem skal styre statsbanken? Hvilken magt skal der ikke til for at afskaffe forskellen på land og by?
Når vi i dag læser Det Kommunistiske Manifest med bagklog-skabens indsigt, kan det ikke undre, at alle lande med virkeliggjort socialisme har lidt under en stor og frygtindgydende kolos af en stat. Med overvågning, hemmeligt politi og permanent hungersnød.
Men logikken i denne proces er stadig ukendt territorium for Morten Thing og den danske venstre-fløj. Så længe venstrefløjen i Danmark klynger sig til troen på, at en oprindelig intention hos Marx er den pure og af eftertidens virkninger ubesmittede sandhed, opfører de sig, som de stadig har en kredit til gode.
Jo mindre der bliver tilbage at klamre sig til i Marx’ forfatterskab, des mere skinger bliver tonen. Og jo mere umulig bliver opgøret. Et menneske kan nu engang kun komme med en sandhed, når det ikke tror selv at besidde den.

Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her