Læsetid: 3 min.

Tag generaliebladet fra munden

Debat
12. februar 2001

Sharon er bekymrende – og der bør tages afstand fra enhver form for voldsanvendelse
Mellemøsten
Af Erik Boel og Steen Christensen
international sekretær (S) og formand for Socialdemokratiets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg
Der er god grund til at sætte kritisk fokus på den nyvalgte israelske statsminister Ariel Sharons generalieblad, som udenrigsministeren har påpeget: Sharons offentligt fastslåede medansvar for massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila i 1982. Hans uforsonlige og hårde linje over for palæstinenserne. Og Sharons besøg på Tempelbjerget i september, som var en unødig provokation af den palæstinensiske befolkning og samtidig var med til at give hele konflikten en farlig religiøs dimension.

Ensidig løsning
Der er derfor nu risiko for, at Israel vil satse på en ensidig løsning, henvise til, at der ikke er mulighed for forhandlinger og lade spørgsmålene om Jerusalem og de palæstinensiske flygtninge ligge.
Det afgørende er fredsprocessens videre skæbne. Ariel Sharon har lagt afstand til hele Oslo-processen, som er grundlaget for det palæstinensiske selvstyre. Hans udtalelser kan sætte hele den i skrøbelige selvstyreordning på spil. Situationen er i forvejen kritisk i de palæstinensiske selvstyreområder. Israel har i månedsvis hermetisk lukket adgangen til såvel Gaza som Vestbredden. Det betyder, at over 100.000 palæstinensere ikke har mulighed for at tage på arbejde i
Israel.
Israel udbetaler ikke den moms til palæstinenserne, som de israelske myndigheder opkræver på vegne af selvstyret. Ifølge FN’s seneste skøn er arbejdsløsheden på Vestbredden og i Gaza på omkring 50 procent. I løbet af det sidste halve år er det palæstinensiske BNP faldet med omkring 600 mio. dollar.
Stort ansvar
Den nuværende konflikt mellem Israel og Palæstina er tragisk og kan i værste fald føre til, at krig bryder ud i regionen. Der påhviler såvel de berørte parter i konflikten som det internationale samfund et stort ansvar for at bringe den nuværende vold til afslutning og fremme en fredsproces. I bekæmpelsen af de palæstinensiske demonstrationer og optøjer, der jo udspringer af mere end 30 års besættelse, har Israel anvendt metoder, som er ude af proportion i forhold til den trussel, landet står over for. Vi tager afstand fra enhver form for voldsanvendelse. Det er kun gennem forhandlinger, at fredsprocessen kan få en ny chance.
Vi støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat som led i en international aftale. Det er op til palæstinenserne, hvornår en sådan stat skal udråbes. Denne stat bør bygge på almindelige demokratiske principper og respektere de grundlæggende menneskerettigheder. På den måde kan en palæstinensisk stat blive et forbillede for de andre arabiske lande i regionen.

Aktiv rolle
Det er helt afgørende, at Danmark fastholder sit stærke engagement i regionen. Trak vi os ud af samarbejdet med de palæstinensiske myndigheder, som der har været slået til lyd for, ville det kunne bidrage til en yderligere destabilisering af situationen. Samtidig er der næppe tvivl om, at tilstedeværelsen af de mange diplomater i Palæstina også giver palæstinenserne en vis beskyttelse. Danmark bør spille en mere aktiv rolle i bestræbelserne på at finde en fredelig udvej på konflikten.
Vi bør gennem såvel vor stemmeafgivning i FN som gennem den praktiske opfølgning på de relevante FN-resolutioner søge at styrke det internationale retssamfund og respekten for FN-resolutioner, således som vi gør i alle andre sammenhænge.
Den kritiske tilgang til begge parter i konflikten er berettiget. Og nødvendig.
I Mellemøsten bidrager man ikke til en løsning af problemerne med diplomatiske fraser og tågesnak. Danmark bør arbejde aktivt for, at EU – ud over at yde en betydelig økonomisk støtte til udviklingen i området – kommer til at spille en politisk rolle, som er relevant i en kommende fredsproces. Danmark bør styrke sin indsats til fordel for udvikling af stærke civilsamfund i regionen. Et tæt og tillidsfuldt samarbejde på græsrodsniveau mellem Israel, Palæstina og de omkringliggende arabiske lande er helt afgørende, hvis der skal skabes en varig, retfærdig og omfattende fred.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her