Historisk set
Djordje Slavnic er professor i litteratur ved universitetet i Sarajevo, og var under belejringen af byen en af initiativtagerne til forsvaret. Men som civilist, ikke som politisk aktivist eller aktiv i nogen milits. Det var bare så ganske enkelt fortæller han. Ikke et spørgsmål om noget forlorent macho eller om at være specielt modig. Han sammenkaldte sine naboer, muslimer og serbere, og pegede op mod højene rundt om byen. Derude står der tjetnikker, ravende fulde, fanatiske og bevæbnede, og hvis de kommer ind i byen skyder de os allesammen ned, uanset hvilken etnisk baggrund vi har. Djordje Slavnic er selv serber, men han er ikke et sekund i tvivl om, at også han selv ville blive myrdet, fordi han ikke er nationalistisk serber.
Tjetnikkerne vil myrde i flæng, røve alt hvad vi har, voldtage kvinderne. Hvad har vi så at gøre her? Der er ikke noget valg. Man kan dø som et lam, der bliver ført til slagtebænken, eller man kan gribe de våben, man kan lægge beslag på, og så forsøge at udsætte døden så længe som muligt. Så enkelt begyndte det. Han blev leder af sin gruppe i kvarteret. I begyndelsen havde de bare nogle rifler. Efter et par dage fik de leveret nogle kalashnikov fra politiet med den besked; det er hvad vi har. Se hvad I kan gøre.
Rundt om byen var der opmarcheret en hær med 150 tanks. Vi var jo ikke noget, højest en flok bevæbnede demonstranter. I begyndelsen kunne de have knust os hvornår som helst. Spørgsmålet er hvorfor de ikke gjorde det?
Djordje Slavnic kommer fra en akademisk familie, og har kendt alle de fanatikere, som senere gjorde sig skyldige i krigsforbrydelserne i Bosnien. De underviste allesammen på universitetet i Sarajevo. Seselj, Radovan Karadzic hans far har endog undervist Biljana Plavsic, de var en slags venner. Ligeledes Koljevic, som han også kendte personligt. Men Djordje Slavnic bemærkede intet fanatisk hos dem, ikke før begivenhederne tog fart. Og det var ikke fordi de holdt noget hemmeligt for ham. Han er selv serber, og derfor var der ikke nogen fora, som han ikke havde adgang til, og hvor der muligvis skulle være blevet konspireret.
Faktisk eksisterede ideerne i SDS til et storserbien ikke længe før partiforberedelserne. De udviklede sig i løbet af et halvt års tid op til stiftelsen i 1990. Men hvilken slags fanatisme? Man må se på det materielle grundlag, som den voksede ud af, fortæller han.
Laget af intellektuelle, som stod udenfor kommunistpartiet var marginaliseret og latterliggjort til trods for deres uddannelse og viden havde de ingen privilegier, var usselt lønnet og fuldstændigt tilsidesat i det politiske spil. For de var ikke en del af den politiske nomenklatura, som i et statssamfund har den absolutte politiske og økonomiske magt. Men de var vidner til den kommunistiske nomenklaturas dekadente og nepotistiske forvaltning og mishandling af samfundet efter egne nepotistiske interesser. En magtklike, som forvaltede hele samfundet som sin egen fami-lievirksomhed. Karrieremuligheder var ikke bestemt af kvalifikationer, men af politisk loyalitet og familiære bånd indenfor det herskende kommunistparti.
De intellektuelle så sig som en elite uden magt, og havde kun foragt tilovers for kommunismens idioti.
Det kunne lige så vel være med til at anspore til en kamp for demokrati, men et eller andet forekom at være blevet misforstået i det opbrud, som Europa gennemgik i slutningen af 1980erne.
Man spurgte i stedet sig selv; hvorfor er det ikke os, der har magten? Djordje Slavnic husker, at han spurgte sin ven Koljevic, som selv var aktiv nationalist, om han selv troede på alt det nationalistiske bullshit? Hans ven rystede på hovedet. Den ideologiske larm var kun beregnet til masserne, nationalismen var den eneste ideologi, som kunne appellere i det historiske øjeblik, hvor kommunismen totalt havde mistet sin retoriske tiltrækningskraft. Og derfor skulle denne historiske chance udnyttes til at skaffe sig en demokratisk basis som grundlag for magtovertagelsen. Den fikse idé gik helt enkelt ud på, at hvert nationalistisk parti skulle beherske en del af Bosnien, og udfra denne politiske magtbase skulle man danne en ny nomenklatura med fordeling af privilegier. Bagefter bagefter magtovertagelsen skulle samfundet ifølge Koljevic fungere normalt, hvor ved han mente, at man egentlig bare skulle danne et liberalt samfund.
Det kan måske forekomme besynderligt, at en intellektuel nationalist som Koljevic ikke selv var i stand til at gennemskue de indre modsætninger i denne meget fikse idé, og hvor meget den på dunkel vis selv er båret af kommunismens egen feudale tankegang.
Det befriende ved at tale med Djordje Slavnic er, at han ikke er båret af nogen loyalitet til en magtinstans, men at han tænker som individ. Og han frikender heller ikke Izetbegovics parti SDA for at have deltaget i dette beskidte spil. Han mener, der var en klar forståelse eller at det var underforstået at alle de nationalistiske partier var enige i denne tankegang. Men han understreger, at det naturligvis kun er en formodning men en meget stærk formodning, som han har.
Selv husker han klart den dag i april i 1992, hvor helvedet brød løs i Sarajevo. En stor demonstration på omkring 100.000 mennesker var samlet i protest foran parlamentet med krav om præsident Izetbegovic afgang og for interetnisk samling for som det hed at bringe landet ud af krisen. Demonstrationen var organiseret af intellektuelle udenfor de nationalistiske partier.
På et tidspunkt bliver demonstranterne beskudt af snigskytter fra hotel Holiday Inn, hvor Karadzic opholder sig med sin lejr. Der opstår panik i mængden, flere bliver dræbt. Djordje Slavnic mener også, at politiet begynder at skyde ind i mængden for at øge panikken. Under forsøget på at komme væk fra beskydningen bevæger demonstratioen sig ned mod den nærliggende bro, men kommer i krydsild fra andre snigskytter, som er placeret dér. Sandsynligvis fra militante i SDS partiet.
Der var tale om et komplot mod folket. I forvirringen når Radovan Karadzic at flygte fra hotellet, men nogle af hans snigskytter bliver pågrebet. Senere bliver de frigivet i en fangeudveksling med de serbiske belejrerer.
Djordje Slavnic peger på, at i begyndelsen var de nationalistiske partier ikke dødelige fjender. Men demonstrationen var sammen med uafhængserklæringen med til at skabe paranoia hos serberne, og man brød alliancen med SDA. Faktisk er der tale om, at flere komplotter overlapper hinanden og på denne aprildag skrider korthuset sammen.
Allerede i den følgende måned starter de etniske udrensninger i Sarajevo. Serberne indsamler våben fra depoter fra Territorial Defense styrkerne og får støtte fra hæren. Men et halvt år forinden har hæren også samlet styrker, som er trukket tilbage fra krigene mod Slovenien og Kroatien langs grænserne. Der er tale om et tæt samarbejde mellem SDS og JNA (forbundshæren). Så begynder man på en strategi, som Djordje Slavnic kalder ren Clausewitz lærebogsstof; forhandle og forberede sig til krig, forhandle og forberede sig til krig. Man må huske på, at den militære leder Ratko Mladic, som står i spidsen for den bosnisk-serbiske hær er uddannet på militærakademier i både USA og Sovjetunionen.
Man må spørge sig selv, om det kunne gå anderledes i den efterfølgende periode med afskyelige ydmygelser af det internationale samfund og med muslimske civile som forsvarsløse ofre. Overfor den fagligt kompetente Mladic stod de europæiske politikere som mediegejle amatører. Mønstret krystalliserer sig tydeligt med massakren i Srebrenica, således som det er skildret hos Honig & Both; Srebrenica. Serbernes omringning af byen snævres ind, og i stedet for at konfrontere disse angreb fra begyndelsen bliver den hollandske oberst Karremans tvunget til at forhandle udfra stadigt forrykkede positioner indtil serberne uden at have mødt nævneværdig modstand står foran FNs porte. På vejen har man ikke skyet nogen midler. Et af de sidste træk er at skyde en granat ned i en skolegård med legende børn. Efter overgivelsen bliver der myrdet flere tusind mænd i landsbyerne omkring byen, sårede bliver myrdet ved at man lægger dem på vejene og kører over dem med tanks.
Er der nogen forståelse for, at de europæiske politikere bliver omtalt som creeps, just creeps?
Men spørgsmålet er hvorfor den bosnisk-serbiske hær ikke med det samme indtog byen, og knuste den modstand som Djordje og hans naboer var i færd med at organisere? Han er ikke et sekund i tvivl om, at hvis de havde gjort det, ville Sarajevo være blevet ét stort Biljani man ville ikke have diskrimineret mellem serbiske landsforræddere som ham selv og hans muslimske naboer.
Men hæren ville have byen. Ikke smadre den i en sanseløs rus, som det skete i Mostar, hvor to fjendtlige styrker stod overfor hinanden på hver sin side af Neretva floden. Og faktisk prøvede man på det en enkelt gang, i begyndelsen. Man kørte frem med fem tanks nede fra serbernes fremskudte linje op til Skendija broen. På den anden side kunne man indtage præsidentpaladset, og dermed overtage ledelsen i byen ved en slags kup.
Det eneste forsvar man på daværende tidspunkt havde mod tanks var en lille gruppe af mobile enheder, som var bevæbnet med anti-tank raketter, og som patruljerede byen i nogle VW golf og som konstant blev tilkaldt når der var optræk til at byen var ved at blive indtaget. Da den første tank kører frem, skyder man den midt på broen og beskadiger dens larvefødder. Derefter kommer den næste tank, som skubber den første foran sig ned i floden og forsøger at fortsætte. Den bliver også ramt med en fuldtræffer og bryder i brand. Endnu en tank kører frem og forsøger at fjerne den blokerende, men også den bliver ramt og bryder i brand. Så vender de resterende om.
Hvad serberne ikke vidste var, at man på daværende tidspunkt kun havde to to raketter tilbage. Efter endnu to tanks ville byen ligge åben. Demonstranterne ville så skulle forlade sig på deres molotovcock-tails.
En ting er, at nationalismen for den gruppe af intellektuelle, som valgte at stille sig i spidsen for den, kun var et ideologisk skjul for vinde magt og privilegier efter deres nye ordning når den kommunistiske nomenklatura var fejet til side. At nationalismen kun var beregnet som et skuespil for masserne. Men den virkelige udfordring for at forstå begivenhederne er, hvordan denne mobilisering lykkedes, hvorfor man i den grad lod sig indskrive til at gå ind i rollerne.
Djordje Slavnic nikker genkendende til de teser, som antropologen Katherine Verdery opstiller i sin bog; The political Lives of dead Bodies. For at skærpe folks opfattelse af deres etniske tilhørsforhold og deres selvforståelse som serbere, gav det serbiske tv bred mediedækning af en række bemærkelsesværdige ceremonielle genbegravelser af serbiske ofre fra Anden Verdenskrig. Under stor bevågenhed og med religiøs iscenesættelse gravede man de menneskelige rester op af ofrene og instruerede med den ortodokse kirke et spektakulært show. Meningen med dette var kollektivt at stigmatisere grupper, hvorfra voldsmændene formodedes at komme.
I et lille, lokalt samfund talte skolelæreren Marko Samardzija ganske sigende om rene og urene familier blandt muslimerne. I et sådant tankeunivers kan en fjern onkel, som samarbejdede med nazisterne under okkupationen kaste en skygge af arvesynd på sine nulevende slægtninge. Og i udrensningens rus skelnes der heller ikke, når man er kommet så vidt, mellem rene og urene familier så er alle muslimer urene.
Ifølge Kathrine Verdery skaber denne religiøse, nærmest hedenske nekrofile dødekult mulighed for at omorganisere moralkodeks og selve det historiske tidsbegreb. Alt hvad der er sket siden 1945 forsvinder med en periode, der aldrig har eksisteret eller ikke førte noget med sig og nu står man igen med opgøret efter fortidens forræderi, som aldrig har været underkastet noget individuelt retsopgør.
Djordje Slavnic spørger mig om jeg ved hvad hjernevask er? Han banker sin pegefinger ind i tindingen. Rigtig, 100 procent uforfalsket hjernevask? Det får mig til at le. Er man hjernevasket, kan man vel dårligt svare selv. Man er i hvert fald inhabil hvad angår sin egen hjernevask!
Men hvad var det første, din mor fortalte dig? At du var dansker? Hvis det skulle have været tilfældet, så husker jeg det ikke længere. Men det er hvad alle nationalistiske serbere fortæller deres børn. At de er serbere, først og fremmest serbere ikke blot mennesker. Og det er de stolte af. Noget slår mig, at jeg har hørt det før, at man er stolt af sit nationale tilhørsforhold. En almindelig, forurenende del af den etniske kitsch.
Denne paranoide selvforståelse og forskansningsideologi fik i de aller mest afsindige tilfælde tragiske følger også indenfor blandede familier. Den kunne få forstyrrede individer til at forlade deres kone og børn. Når de vågnede var faderen og bilen og pengene væk. Mænd flygtede om natten fra deres hustruer og deres børn op til Pale hos nationalisterne. Så begyndte de at deltage i beskydningen af byen.
Djordje Slavnic ryster på hovedet og sender en taknemmelig tanke til sin gamle mor, som han siger, heldigvis har opdraget ham ganske normalt!
Som alle jeg har talt med venter han på, hvad der vil ske i Serbien. Er man på vej til et opgør med nationalismen? Er Kostunica kun nationalist af taktiske grunde indtil han har etableret sin magt. Slavnic lyder ikke optimistisk.
Obrad Savic fra Beograd-Kredsen, en intellektuel gruppe, er mere kategorisk. Kostunica og gruppen omkring ham er parate til at videreføre den serbiske
chauvinisme, nu ikke længere med hæren, men primært med kirken som støtte. Han har iscenesat sig selv ved permanent at tale om Serbien som offer for NATOs angreb og for Milosevics økonomiske kaos. Det er et fuld-stændigt forvrænget fokus det grundlæggende er folkemordet i Bosnien, som alting må begynde og slutte med. Resten er totalt inferiørt, således også planerne om ikke at udlevere Milosevic, men i stedet sætte ham på en anklagebænk i Serbien for korruption. Vesten er illusorisk mht. Kostunica. Han har arrogant afvist Haag-domstolens legitimitet, og vil derfor ikke høre tale om at udlevere krigsforbrydere. Man forsøger at få Otpor opløst, studenterbevægelsen, for som man siger, arbejdet er færdigt. Pressen er ukvalificeret, ukritisk der er bare tale om udskiftning af ikoner i forhold til Milosevics tid. Alt er stadigvæk som under kommunismen der hersker en tavshedens konspiration. Der er ingen opposition længere i Serbien.
Sonja Biserko, lederen af Hel-sinkikomiteen i Beograd taler om en egentlig gen-nazificering af Serbien. Kostunica er en sand nationalist, en etnisk racist Milosevic er bare en gemen forbryder.
Spørgsmålet er ikke så meget, om Milosevic stadigvæk har for meget magt og støtte til at han kan udleveres til Haag. For der er igen opposition mere til at rejse kravet i Serbien. Ingen har ganske enkelt erkendt folkemordet i Bosnien. Man taler om og iscenesætter stadigvæk Serbien som offer for NATO bombninger som om de blev foretaget helt uden grund.
Anna Miljanic, der er teaterinstruktør og aktiv i Komiteen for kulturel afgiftning peger på et strukturelt problem med at demokratisere Serbien og rejse en opposition, der ikke bare er populistisk og personfikseret.
Den uuddannede del af den serbiske befolkning har ikke nogen idé om et samfund, som er adskilt fra selve staten. Derfor forekommer kritik af magthaverne som landsforræderi, og derfor får nationalismen så gode vækstbetingelser.
Hendes synspunkt får mig til at tænke på en (sandfærdig) anek-dote, som forfatteren Vladimir Arsenijevic fortalte mig. Det var dengang Vuk Draskovic stadigvæk var et samlingspunkt for oppositionen mod Slobodan Milosevic. Efter et valg besøger han en landsby og spørger en bonde dér, hvem han havde stemt på? Bonden svarer, at han har stemt på Milosevic. Men hvorfor? Fordi Milosevic har magten! Men hvad skal der så til for, at bonden vil stemme på ham, Vuk Draskovic? Bondens svar er enkelt: Han skal have magten!
Anna Miljanic påpeger, at udsættelsen af udleveringen af Milosevic moralsk og politisk vil korrumpere samfundet. Det kan ikke heles, og et opgør kan ikke komme igang med nationalismen før sandheden er kommet frem. Men udover en retssag i Haag er det også nødvendigt, at der internt i Serbien bliver dannet en slags sandhedskommision. Milosevic skal udleveres ikke kun for at straffe ham, men for at fælde en dom over hans tid. For at afnazificere det serbiske samfund.
*Jens-Martin Eriksen er forfatter. Har b.la. udgivet romanen Vinter ved daggry (Rosinante, København 199), om de etniske udrensninger.
*Jens-Martin Eriksens to første artikler fra Bosnien, januar 2001, stod i Information fredag og lørdag.
