Læsetid: 3 min.

Civil ulydighed

Hvordan skal man kunne påvirke sine medborgere, hvis man i sin politik kun udtrykker foragt for flertallet?
28. marts 2001

Kommentaren - Dilemma
Pastor Leif Bork Hansen gjorde begrebet civil ulydighed aktuelt ved ulovligt at huse udviste flygtninge. Og Jyder mod Overflødige Motorveje har påberåbt sig begrebet. SALT arrangerede derfor fornylig en café, hvor emnet var til diskussion. Men hvad er civil ulydighed?

Lov og pligt
John Rawls omtaler fænomenet i sin berømte bog A Theory of Justice fra 1971. Han anser civil ulydighed for at være mest relevant i et næsten retfærdigt demokratisk samfund. Borgeren føler pligt til at overholde forfatning og love, og i den konkrete situation føler han, at loven er uretfærdig. Der består en konflikt mellem pligten til at overholde loven og pligten til at følge sin samvittighed og modstå uret. Det handler også om, hvad flertalsstyre er, og hvor grænserne går for dette.
Civil ulydighed er et offentligt og åbent fænomen. Nok brydes loven. Men lov-bryderen udtrykker sin tro-skab over for loven på tre måder. Handlingen er offentlig og åben. Den er ikke-voldelig. Og man udtrykker sin accept af konsekvenserne, idet man er parat til at tage sin straf. Den militante kan ifølge Rawls ikke udøve civil ulydighed, idet han overhovedet ikke accepterer systemet og forfatningen.

Ikke demokratisk nok
Rawls’s opfattelse kaldes statisk i et senere værk, Civil Society and Political Theory (1992) af Habermas-disciplene Cohen og Arato. De hævder, at Rawls har en statisk opfattelse af demokratiet, idet han først og fremmest tænker defensivt: Civil ulydighed som et middel til at sikre forfatningen og demokratiet.
Men Cohen og Arato hævder, at de fremherskende modeller af liberalt demokrati ikke er demokratiske nok.
De har en dynamisk opfattelse af demokrati, hvor de ser civilsamfundet og de sociale bevægelser som motor for en udvidelse af demokratiet. Civil ulydighed betragtes som et væsentligt middel til dette, og de taler i den forbindelse om politics of influence.
Hvor Rawls lægger hovedvægten på rettighedsaspektet, betoner Cohen og Arato den demokratiske legitimitet.

Begrebets fader
Det var amerikaneren Henry David Thoreau, forfatteren til bogen Walden – Livet i skovene, der i 1849 skabte begrebet civil ulydighed. Thoreau var nærmest anarkist, og han mener, at det grundlæggende og basale valg ligger hos den enkelte. Han har ikke meget til overs for hverken stat eller flertal. Jo mindre en regering regerer, jo bedre, og bedst er den regering, der slet ikke regerer. Hvis man skal vente på flertallet, kommer man til at vente længe. Den enkelte kan ikke nøjes med at stemme, men må selv handle ved at udøve civil ulydighed.

Afledningsmanøvre
Situationen var den, at USA 1846 indledte en krig mod Mexico, som Thoreau tog afstand fra. Desuden mente han, at denne krig blot skulle lede opmærksomheden bort fra slaveriet i syd-staterne, som han også tog afstand fra. Han mente nu at måtte sige fra over for staten, der dels udførte to umoralske handlinger, dels egentlig overhovedet ikke burde regere. Han nægtede at betale skat og kom i fængsel. Han slap dog ud efter én dag, da en ven – meget mod Thoreaus vilje – betalte skatten for ham. 1849 skrev han sit berømte essay, On civil dis-obedience, der inspirerede mange pacifister, ikke mindst Gandhi.

Tre opfattelser
Vi har her tre forskellige opfattelser:
*Liberalisten Rawls fokuserer på konflikten mellem loven og den enkeltes opfattelse af ret. Hvis ikke aktøren oplever denne konflikt, dvs hvis han ikke føler pligt til at overholde loven, kan man ikke tale om civil ulydighed.
*De venstreorienterede radikaldemokrater Cohen og Arato fokuserer på behovet for at forbedre demokratiet og ser civil ulydighed som en væsentlig strategi for de sociale bevægelser, der vil udvide demokrati og rettigheder.
*Anarkisten Thoreau føler ingen stor trang til at udvikle demokrati og rettigheder. Efter hans mening burde regeringen kun være et ekspeditionskontor. Fælles er ikke-volden og det vigtige i at ville bære straffen for lovovertrædelsen.
Eftersom kun få i dag lægger vægt på loven, kunne Rawls synes at være uaktuel. Dog ønsker de progressive, at vi bevæger os i retning af en forfatningspatriotisme, hvor den politiske retsstat skal erstatte nationalstaten som genstand for borgernes identifikation.
Hermed blir Rawls alligevel central. Hvordan skulle man kunne skabe ny forpligtende love og rettigheder, hvis man i sin strategi kun udtrykker foragt for lov og forfatning?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu