Kronik

Jeg elsker Big Brother

‘Jeg lider og glædes sammen med Big Brother-beboerne. Jeg er dybt fascineret af deres spil om status og hierarki’, tilstår dagens kronikør totalt ubeskæmmet i et krast opgør med tidens kulturradikale snobberi
Debat
23. marts 2001

Det virtuelle rum
Jeg tilhører de otte procent. De otte kloge procent af befolkningen. Resten, de dumme, det er dem, der læser Ekstra Bladet og Se & Hør og køber opsamlings-cd’er med alle mulige forskellige ’kunstnere’ og som elsker Hit med Sangen, og som ikke tror på, at det er skadeligt at ryge, og som spiser panerede krebinetter med sovs og kartofler og ser med skepsis på økologiske grøntsager og mærkelige retter fra mærkelige lande, og som bor i Greve og Brøndby og Ishøj og som stemmer på en vis fru Pia.
Og hvis de ikke bor i Brøndby og Greve, så bor de tilsvarende steder rundt omkring i Danmark, men fælles for dem er, at de allesammen hedder Brian og Conni og arbejder i Bilka, hvis man er en dame eller et sted, hvor man sidder i en skurvogn i sin frokost-pause med sin avis i tabloid-format, hvis man er en mand.
Dem er der jo mange af i Danmark. Helt nøjagtigt 92 procent. Men heldigvis er jeg hævet over dem.
Jeg har studentereksamen samt en mellemlang uddannelse, jeg spiser 600 gram grøntsager og drikker mindst to liter vand om dagen, jeg drikker (næsten) aldrig mere end 14 genstande om ugen, jeg holdt op med at ryge, da det begyndte at ligne en lav socialklasse-vane. Jeg vælger med omhu blandt Københavns kulturelle tilbud og sørger for at gå i Øksnehallen eller på Louisiana i hvert fald én gang hvert halve år.
Jeg synes, at Robert Wilsons udstilling i Kunstindustrimuseet var en sanselig tour de force.
Jeg læser Information – og Politiken, når jeg har lyst til lidt kulørt underholdning, jeg kunne ikke drømme om at åbne et Se & Hør, end ikke hos min læge, og jeg vil slet ikke have Ekstra Bladet inden for mine døre. Jeg sidder aldrig og zapper ligegyldigt igennem tv’ets kanal-jungle, jeg vælger med omhu de programmer jeg ser, fortrinsvis på DR2.

Derfor kan man godt forestille sig, at det var noget af et chok, da jeg opdagede, at jeg var blevet afhængig af lav-kulturprogrammet Big Brother. Det har været en svær én at sluge. Jeg har det ikke godt med at kunne lide det samme som de 92 procent. Det harmonerer slet ikke med mit selvbillede. Men det står ikke til at ændre.
Jeg indretter mit liv efter det, aftaler kun meget nødig noget, der lapper ind over kl. 20 på hverdage og kl. 19 på søndage. Jeg, der aldrig har set så meget som et helt afsnit af Robinson.
Da Big Brother først blev annonceret, befandt jeg mig selvfølgelig i den trygge del af meningsmålingerne, den der tog størst mulig afstand fra det. Jeg syntes, at det var forkasteligt, at man lavede et program, hvor hele befolkningen kunne sidde og snage i 10 menneskers privatliv i 24 timer om dagen og i alle rum.
Lavere kunne man næsten ikke synke. Jeg var af den overbevisning, at de stakkels mennesker var for unge til at vide, hvad de gik ind til, selvom de måske var blevet orienteret om det. Med den alder, de fleste af dem har, kunne de umuligt overskue konsekvenserne af sådan et valg.
Og jeg syntes at det var decideret traume-skabende, at de stakkels unge mennesker skulle gå rundt under en konstant trussel om udelukkelse fra fællesskabet i form af nomineringer og frygtede hjemsendelser og det med hele TVDanmarks befolkning som tilskuere. Det var som en offentlig stening. Det var til at brække sig over.
Og jeg så ned på de stakler, der stod i lange køer og var ved at slå knude på sig selv af iver efter at få deres 15 minutter i kändissernes rækker. Da traileren til Big Brother begyndte at messe ’du kan ikke lade være’, lo jeg hånligt og sagde at det kan jeg i hvert fald godt.
Men jeg har skiftet mening. I den grad. Ikke bare sådan lidt mindre radikal modstander, jeg elsker Big Brother og jeg kan slet ikke lade være. Jeg synes, at det er mere spændende end nogen film.
Det er nogle herlige unge mennesker, og det er vildt spændende at se, hvordan de relaterer til hinanden.
Det er nervepirrende interessant at se, hvem der nominerer hvem til hjemsendelse, og hvordan deres meninger om hinanden skifter på hvilke grundlag.
Og nej, jeg tror ikke, at det er traume-skabende. Jeg synes faktisk, at det er rimeligt uskyldigt sammenlignet med det virkelige liv. Det virkelige liv er en barsk omgang.
At være menneske er en oplevelse fuld af nederlag og smerte. Man bliver valgt fra i mange sammenhænge, man føler sig isoleret og udenfor mange steder i sin hverdag.
Man bliver offer for sladder, og folk ved ting om én, man helst havde holdt for sig selv. Man skal kæmpe og man skal lære at stå op for sig selv for at overleve. Big Brother er vand ved siden af.
Det er jo bare et spil, en konkurrence og der kan kun være én vinder. Sådan er det jo i et hvert spil. Dér er der dog regler, det er mere, end der er ude i den virkelige verden, her er der ingen, der spørger, hvordan man har haft det, og hvordan ugen er gået og kalder én ind i en skriftestol, så man kan snakke om sig selv.
Ude i den virkelige verden, når man bliver stemt hjem, står der ikke en hærskare af psykologer og studieværter parat til at støtte én og tale med én om de sorger og nederlag, man oplever, og sende én ens fan-mail, i Big Brother ikke bare kan, men skal man helst tale om det og svælge i det, og det er jo det, man allerhelst skulle, når man oplever noget, der gør nas, men som man bare aldrig rigtig får lov til af den ene eller den anden grund.

Jeg synes, at det er aldeles vidunderligt at se, hvordan Jill med stort menneskemod indrømmede sin kærlighed til Christian og står ved den.
Og det foran en stor del af befolkningen. Det var mere rørende end nogen kærlighedsfilm.
Det er et mod, jeg kunne lære meget af. Og jeg synes, at det var uhyre interessant at se, hvor forskelligt Eva og Pil reagerede på deres nominering til hjemsendelse.
Jeg genkendte og identificerede mig med Evas smerte, hendes dukken nakken og undskyldende sin adfærd, nu når hun vidste, at gruppen gerne ville af med hende.
Og jeg beundrede og tog ved lære af Pils styrke til at markere sig endnu stærkere og stå ved sig selv, på trods af den samme viden.
Og jeg synes, at det er genialt at sende en ny deltager ind i huset på et tidspunkt, hvor deltagerne endelig er ved at fordele deres indbyrdes roller og finde tryghed i dem.
At det er en mand er endnu bedre og så en hunk som Eddie. Jeg kan næsten ikke vente med at se, hvordan de klarer det.
Det er ikke meget anderledes end at se, hvordan en ny han udfordrer flokkens gamle hanner i en dyreflok. Misforstå mig ikke, jeg er en stor dyreven, men jeg er altså mere interesseret i mennesker, end jeg er i dyr.
Big Brother er et godt eksempel på, at menneskene trods evolution og civilisation stadig har meget til fælles med dyrene.
Det gælder både beboerne inde i huset, men sandelig også dem udenfor, der værner om den stærke, den aggressive, den der kæmper for sin plads og støder den svage og opgivende ud.
Dyrene gør det med kampe, vi gør det med telefonafstemninger. Og tænk, det synes jeg faktisk er vildt interessant.

Jeg er dybt fascineret af det spil om status og hierarki, der foregår i Big Brother-huset.
Nøjagtig ligesom det foregår i det virkelige liv, men hvor tit har vi muligheden for at læne os tilbage med en skål popcorn og bare betragte.
Big Brother er en kompakt afspejling af enhver social gruppe-relation, man måtte befinde sig i på arbejdspladsen, i sportsklubben osv.
Det er genkendeligt og derfor yderst spændende. Javel, det er unge mennesker. Men unge mennesker er vel også en slags mennesker og deres problemer og interesser har vel også en berettigelse.
Og jeg synes, at det er fedt at høre hvad drenge snakker om, når de er alene. For mig er det modsatte køn et fantastisk mysterium, og hvor tit har jeg ikke ønsket, at jeg var en flue på væggen i et herreværelse. Sandelig om mit ønske ikke er gået i opfyldelse.
Jeg lider og glædes sammen med beboerne, jeg holder af dem for deres styrker og svagheder, jeg synes, at de allesammen er meget smukke, allermest når de nøgne, og jeg mener ikke kropsligt nøgne, selvom jeg ved gud ikke fatter, at det giver anledning til så stort ståhej i vore dage, at man kan se dem nøgne på badeværelset og et par gange har set nogle bryster og en enkelt dildo.

Enhver film nu om dage med (og uden) respekt for sig selv indeholder langt flere grafiske detaljer end noget vi har set og – er jeg sikker på – vil se i Big Brother. Nej, jeg mener, når de er menneskeligt nøgne for hinanden og for kameraet, glemmer sig selv og tøffer rundt i sutsko og morgenhår, så holder jeg mere af dem og er mere interesseret i dem, end jeg er i de fleste film-personer.
For det er, hvad det er. Det er en film.
En meget lang improviseret film uden noget plot. Det er ikke 10 menneskers privatliv.
De ved jo godt, at de er på TV, det har de jo vidst fra starten. Alle vidste de, hvad de gik ind til, ellers har de i hvert fald lukket ørene.
De er ikke derhjemme, de er i nogle kunstigt skabte rammer med nogle grimme møbler, og alt det, de ikke ønsker, hele verden skal vide, det har de forhåbentlig ladet blive derhjemme i deres virkelige privatliv.
Det er da en film med en del på spil – de ved jo aldrig rigtig, hvad der vil ske, hvilke sider af dem selv, der bliver afsløret i samspillet med de andre, i de konflikter, der opstår.
Det er jo det, der gør det så spændende og så genkendeligt for os, der kigger på. Og der er jo intet, der ikke er menneskeligt. Intet er nyt under solen. Formen, ja, men det der foregår i Big Brother-huset er så gammelt som livet selv. Og så evigt pirrende.

Til Big Brothers mest indædte modstandere vil jeg sige, som man siger til børn, der på forhånd har besluttet, at de ikke kan lide broccoli – ’smag lige på det først’. Se det, fordyb jer i det, lær beboerne at kende – og hav så en mening om det. Aldrig har så mange ment så meget på så lille et grundlag.
Det er et gigantisk vildspor at komme ind på, at gøre sig til dommere over hvilken kultur, der er noget værd, og hvilken der ikke er det, hvilke samtaleemner, der er værd at lytte til og hvilke, der ikke er der, hvilke holdninger der er okay og hvilke der ikke er det og i det hele taget at gruppere mennesker i kloge og dumme.
Det er den virkelige Big Brother.

*Mette Vejlø er 35 år og uddannet skuespiller

*Kronikken er den tredje i miniserien om Big Brother. De to tidligere stod i Information d. 9. og 16. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her