Læsetid: 5 min.

Der var engang en krig

Hvad var det nu, NATO drog ud for at forsvare?
16. marts 2001

Kosovo
Det er nu to år siden, Danmark sidst var i krig, endda en uerklæret. Som man vil huske, vandt vi. Siden er der blevet stille om sagen, og når NATO i dag må bede den slagne serbiske fjende om hjælp til at nedkæmpe sin egen tidligere allierede, UCK’s kosovo-albanske guerillaer, skønt NATO selv har erklæret at have afvæbnet dem, egenhændigt, er der få der hæfter sig ved ironien.
Men UCK savner Milosevic. I ly af denne notoriske skurk kunne de udvikle både deres storalbanske drømme, deres narkohandel og deres almindelige blodtørst, og nu kan de ikke rigtig holde op igen. Når de har fået nok af at myrde politiske modstandere og forjage ikke-albanere fra Kosovo, søger de nye udfordringer og provokerer gerne en ny lille krig frem, i Sydserbien og Makedonien. NATO har klogeligt erkendt sin ringe evne til at nedkæmpe disse beslutsomme slagsbrødre, der har alle guerilla-krigerens fordele. Det er NATO’s begrundede håb, at de serbiske soldater er dygtigere til dette utaknemlige arbejde. NATO selv er nemlig bedre til at bombe fra fem kilometers højde end til ligefrem at slås.
Der er forskellige forhold omkring vor sidste krig, som det er værd at se på igen. Kritisk.
Angående de serbiske massemord på kosovo-albanere: Mens NATO’s bomber faldt, fremkom der uhyggelige tal på formentligt myrdede kosovo-albanere. State Department meddelte den 19. april: »500.000 kosovo-albanere savnes, og det frygtes, at de er slået ihjel«. USA’s forsvarsminister William S. Cohen: »Som vi har set, mangler ca. 100.000 i den krigsduelige alder. De kan være dræbt.« Efter våbenstilstanden faldt antallet af formodede dræbte. Da en amerikansk talsmand blev spurgt om dette fald, mente han kort: »Jeg tror ikke man kan sige, det er ti gange mere moralsk forkasteligt at dræbe 100.000 end 10.000.« (Det har han jo ret i. Men hvad med moralen hos dem, der forhøjede tallet fra 10.000 til 100.000? – eller fra 1.000 til 10.000?)

En makaber jagt
Siden NATO-krigens slutning har 15 undersøgelseshold fra 15 lande været på makaber jagt efter massegrave («massegrav« er defineret som en grav med mere end ét lig). Resultatet har været pauvert, men angivelserne er svingende og usikre. Man kan jo ikke altid se på et opgravet menneske dræbt ved skud, om morderen har været serber eller UCK-mand, eller om den døde slet ikke er myrdet, men faldet i en regulær træfning.
Krigsforbryderdomstolen har fået beretninger om 11.334 myrdede, men der er unægtelig forskel på en beretning og et lig. En canadisk general mener, antallet af myrdede kosovo-albanere er på under 500, andre mener, det nærmer sig 1.000, eller 2.000. En nøgtern tysk brigadegeneral, Heinz Loquai, leder af en OSCE-mission i Kosovo bemærker: »Medie- og informa-
tionskrigen blev en nok så vigtig del af borgerkrigen. På dette felt var kosovo-albanerne umådeligt overlegne.«
Angående NATO’s bombekrig: En tysk general har kaldt den historiens mest mål-nøjagtige (»den zielgenauesten Bombenkrieg der Geschichte«). Imidlertid skulle der 23.000 bomber, missiler og raketter samt 31.000 stk. uran-armeret ammunition til for at få ram på i alt 14 tanks, 18 troppetransportkøretøjer og 20 kanoner (foruden et større antal broer, fabrikker, el-værker, skoler m.v.).
Desuden brugtes 1.000 klyngebomber (af en type, hvor hver udløser 202 enkeltbomber, der igen dræber alt levende indenfor et stort område – hvis de eksploderer. Der ligger tusindvis af ueksploderede bomber i Serbien).
Det er forståeligt, at krigsforbryderdomstolen i Haag har fundet det nødvendigt at begrunde sin ikke-anklage mod NATO omtrent lige så udførligt som anklagerne mod Milosevic og co. Domstolens NATO-venlige vurdering fremkom næppe tilfældigt kort efter, at Amnesty International havde fremlagt sin liste over NATO’s krigsforbrydelser. Amnesty forklarer en del af de oplagte fejlbombninger med, at flyene kastede deres bombelast fra over fem kilometers højde ifølge en beslutning, der »reelt umuliggjorde det fulde hensyn til den humanitære folkeret«. Amnesty hæfter sig også ved angrebet på en tv-station i Beograd, hvorved 16 blev dræbt, og mener at mål, der støtter modstanderens kampmoral, men ellers er uden militær betydning, nyder beskyttelse under Geneve-konventionen. Amnesty minder om, at lederen af nazisternes radiopropaganda Hans Fritzsche blev frikendt ved Nürnberg-domstolen i 1946.
En kedelig detalje, som domstolen ikke kommer ind på i sin frikendelse af NATO, specielt vedrørende brugen af de 1.000 klyngebomber, er det, at Krajina-serbernes præsident Milan Maric i 1996 blev dømt for at have affyret en tilsvarende raket, mod Zagreb.

Beskyldes for næsten alt
Angående UCK: NATO har næppe på noget tidspunkt været begejstret for sin partner UCK, men har reelt givet op overfor organisationen, som formentlig med rette beskyldes for omtrent alt, hvad man kan beskylde nogen for i vor tidsalder: Falskmøntneri, våbensmugling, kidnapning og salg af unge piger, omfattende heroinhandel (40 procent af Europas forbrug kommer ind over Kosovo), beskyttelsespenge og mafia-afgifter på mange former for virksomhed. Samt ikke mindst fordrivelse og mord.
Vore medier fortæller nu og da om de desperate serbere indesluttet i Mitrovica. Fordrivelsen af næsten alle serbere fra Kosovo (og ødelæggelsen af deres kirker) er velkendt. Mindre kendt er det, at kosovo-albanerne – med UCK som bøddel – også har fordrevet andre mindretal fra Kosovo. Værst er det gået ud over zigøjnerne (roma og de albansktalende ashkali) som Tito i sin tid hjalp så meget ud af deres totale elendighed, at de derefter i taknemmelighed anså sig selv som jugoslaviske patrioter. Tito skaffede dem f.eks. huse at bo i. Af disse huse har UCK ødelagt 20.000. Af zigøjnerne er mellem 90.000 og 150.000 flygtet, af de andre mindretal i alt formentlig cirka lige så mange. Af 1.500 kroater fra en bestemt egn er således 350 tilbage. Også det lille tyrkiske mindretal har været under hårdt pres, det samme gælder de kristne kosovo-albanere (mindre end en tiendedel af alle) – og de jøder, der som efterkommere efter overlevende fra nazitiden levede i Pristina. Ialt menes over halvdelen af de forskellige mindretal fordrevet. Det kaldes i vor tids sprog for etnisk udrensning og plejer at påkalde en vis harme.
Hvorfor er den mon udeblevet?
Hvorfor bliver UCK ikke stævnet for nogen domstol i Haag? Og hvorfor slipper Hacim Thacis organisation også godt fra at myrde sine politiske modstandere i stort tal? Siden NATO’s ankomst til Kosovo er over 1.000 mennesker blevet dræbt, uden at et eneste menneske er blevet anklaget, endsige straffet for mord. Der befinder sig 40.000 NATO-soldater i Kosovo, som, gevær ved fod, er vidner til disse etniske udrensninger og disse mord.

*Indlægget bygger på Jürgen Elsässers bog Kriegsverbrechen. Die tödlichen Lügen der Bundesregierung und ihre Opfer im Kosovo-Konflikt (forlaget Konkret).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu