Kronik

Fjernsyn med appelsinhud

Big Brother er en ungdoms-soap: Man viser sine sår, man nusser og tuder, blotter sig, er hinandens ofre og bødler. Med seerne som aktiv part i det endeløse, spændende spil
Debat
16. marts 2001

Det virtuelle rum
Hvem kan sige sig fri for at være berørt af TVDanmark 2’s ungdoms-tv-satsning Big Brother? Serien må uvægerligt fremelske ambivalenser i seerne. Måske er det især i den ældre tilskuer, der kun kan ryste på hovedet over så megen ungdommelig narcissisme, f.eks. når den 23-årige Anja forskrækkes over, hvad hun inspicerende mener er appelsinhud på sine velformede balder, efter ankomsten af husets nye beboer Eddie. Men omvendt fascinerer programmet som en veldrejet soap, når det drejer sig om at følge, hvorledes beboerne i huset snor sig mellem deres medievirkeligheds mange niveauer.
Big Brother er realistisk på den måde, at den foregår her og nu, næsten simultant på tv, helt simultant på internettet; men som et ægte stykke reality-tv lover den ikke nogen sandhed – derimod giver den løfte om affekt og intensitet.
Samtidig er Big Brother jo et verdensomspændende koncept – et eksperiment – et gigantisk som-om-simulakrum, der lader millionvis af seere placere sig som øjenvidner til denne offentliggjorte privathed, eller denne besynderlige ophævelse af enhver forskel mellem det offentlige og det private og mellem fængsel og hjem-sted, en på en gang kulturløs og kulturproducerende enklave.
Big Brother potenserer et moderne vilkår for næsten enhver samværs- og kommunikationsform – medialiseringen.
Programmet er blevet kaldt for snage tv; men det er i en vis forstand en betegnelse, som er skudt ved siden af, for at snage kræver vel, at der er noget ’privat’ at snage i – et skjult felt der kan rives i. Det er der ikke i Big Brother. Den kendte kultursociolog fra de postmoderne 80´ere, Jean Baudrillard, har sagt, at i et moderne kommunikationssamfund er scenen forsvundet – der er intet tæppe der kan trækkes for eller fra, ikke noget klart foran og bagved. Big Brother gør Baudrillards forførende abstraktioner profetisk konkrete.

Jeg er på«, altså er jeg, lyder den unge mediegenerations motto i kølvandet på Warhols 15 minutters berømmelse til hver af os. Det drejer sig om at være koblet op, sat til mediekredsløbene og den kommunikationsform, de hver især tilbyder. Jean Baudrillard betegnede allerede i 1980’erne informationssamfundet som et samfund, hvor kommunikationen er gået i ekstase, det vil sige i tomgang. Også den profeti er umiskendeligt gået i opfyldelse: Det offentlige rum er i dag oversvømmet af overflødig kommunikation, og mobiltelefonselskaberne har allerede spundet guld på dette netværksbehov.
Som et multimedieeksperiment man kan følge på internettet, i tv, i radioen, på sin mobiltelefon, er Big Brother en del af dette ungdomsnetværk, der etablerer et fællesskab omkring et mediefænomen; det iscenesætter en oplæring i kommunikationens ekstase, hvor det væsentlige er at ’være på’, ’koblet op’.
Big Brother-eksperimentets regel nummer et er, at de involverede »er på«, også når de ikke har noget at sige, når der ingen sex, konflikter eller iscenesatte opgaver er på programmet. I den forstand gør programmet poseren til kroppens ’sande’ visuelle fremstillingsform – kroppen er altid parat til at blive opfanget af et kamera, den er allermest tilstede, allermest ’autentisk’, når den er sig bevidst som billede; i den forstand er der ingen forskel på at trække bukserne ned foran et af stuens kameraer og at putte sig under et slumretæppe på sofaen.
Kameraerne er optiske apparater, der på en gang synliggør og fordobler et alment vilkår: at vi hele tiden bliver set på, også når vi tror os mest private, mest usynlige. Men hvilket blik er det da, Big Brothers synsmaskine installerer på deltagerne? Er det et styrende blik, der overvåger – som titlen gammeldags antyder – hvorved det ødelægger deltagernes muligheder for ægte samvær? Nej, snarere er dette blik forudsætningen for deres samvær. Big Brother er et medieeksperiment der producerer virkelighed.
Der er megen køkkenbords-realisme i Big Brother: læs almindelig kedsommeligt hverdagsliv, som der ville være, hvis vi kunne følge naboens liv gennem et par kighuller. Derfor er der indlagt muligheder for dramatiske intensitets-momenter, vigtigst nomineringerne, der gennemspiller et velkendt scenario for alle: Kunsten at smide nogen ud af fælleskabet (ved siden af anglicismerne »pisse af« og »fucke op« er »stemme hjem« måske det udtryk vi vil bruge i fremtiden om sociale eksklusions-mekanismer).
Men beboerne er ikke blot hinandens ofre og bødler, også seerne er part i spillet som potentielle bødler og alliancepartnere. Den ukendte tredie-instans er Big Brother-tv-holdene i de hemmelige gange omkring huset, der redigerer snildt og dramaturgisk i de mange timers bånd for at producere det materiale, vi ser på tv-skærmen.
En utvetydig skelnen mellem ude og inde, mellem simuleret og virkelig, mellem autentisk og inautentisk lader sig ikke opretholde i dette spil. Spillet har regler, og Big Brother sender hele tiden impulser ind i huset i form af gaver, straffe, opgaver. Beboerne i huset tiltales med deres fornavne fra den livshistoriske virkelighed de kommer fra, men i Big Brother-huset er deres gøren og laden uadskillelig fra den synsteknologi, der befinder sig dér.
Det er et vilkår, denne form for reality-tv deler med de private web-cams: Vi kan som seere aldrig blive placeret i rollen som voyeurer, da dem vi følger hele tiden ved sig set – vi er øjenvidner til handlinger, hvis grad af ægthed vi hele tiden bliver tvunget til at reflektere over. Vi kan aldrig vide, om beboerne er »autentiske« eller strategisk spiller en rolle, dyrker et image, som de selv mener giver pote enten i forhold til beboerne inde i huset eller i forhold til seerne, der skal vælge mellem dem – for vi kan vel ikke nænne at stemme Søren hjem, når han nu synes så yndigt at være brændt varm på Suzanne – og omvendt?

Det interessante er, at det netop er det autentiske og ærlige ideal, der dyrkes her i årene omkring årtusindeskiftet, i modsætning til 60’ernes og 80’ernes attituderelativisme og cool stilbevidsthed. Det er forholdet mellem at spille og være, der er på dagsordenen i denne langstrakte soap. At spille er at være – det er Big Brothers logik – set udefra – for for spillerne selv handler det om følelser og fællesskab, om at ’være mig selv’ i modsætning til at være taktisk. Beboerne problematiserer ikke ideen om det suveræne, autentiske selv; men prøver snarere at være et sådant – ved hjælp af de mange kameraer snarere end på trods af dem. Verden er ikke til inde i Big Brother-huset, der, som Eva sagde, da hun som den første blev stemt ud af huset, er den ’falske virkelighed’ i modsætning til den ’virkelige virkelighed’ derinde.
Måske derfor trives forestillingen om autenticitet ubesværet. For til trods for at personerne er omgivet af spejle (der skjuler kameraerne på den anden side af væggen) og hele tiden kan se på sig selv, har de ikke noget blik på sig selv. Show’ets konstruktion fratager dem muligheden for at se sig selv som spillere – kun momentvis de andre – og på tv frem-står de som unge mennesker, der lever i et evigt nu, der kun afbrydes af de traumatiske nomineringsseancer sammen med Big Brother.
To ting syntes ved den første afstemning at blive straffet prompte: på den ene side den manglende evne til teatralitet (den havde Eva for lidt af, derfor røg hun ud) og på den anden side en for taktisk, kontrolleret omgang med synsvilkåret (Pil der blev nomineret men som reddede skindet og nu er blevet seernes kæledægge på grund af sine terapeutiske evner).
Sartre sagde engang, at vi moderne mennesker er dømt til selvbevidsthed; det interessante er, at Big Brother-konstruktionen udelukkende lader deltagerne spejle sig i hinanden – med de kampe og den kærlighed det nu giver anledning til – samtidig med at seerne kan være det selvbevidste blik, som beboerne ikke kan have på sig selv. Man kan godt tematisere kameraerne i huset, det anfægter ikke autenticiteten, og man kan kollektivt anfægte spillet, som da alle var på nippet til at forlade huset for at ’gå i byen’. Men man kan ikke – eller får i den tv-redigerede version af programmet – ikke lov til at tematise sig selv som spiller; thi det ville italesætte en kalkulerethed der står i modsætning til den produktion af affekt, som er programmets overordnede mål.

Big Brother-huset fremstiller en klaustrofobisk intim-sfære-socialitet. Eftersom man ikke kan gå ud, må man søge ind. Drengegruppen har besværet sig over, at pigegruppen har udøvet for stor magt og det er også klart at måden at kommunikere på i huset har været udpræget kvindelig: nusseri, snak om sex og kærester, tuderi, det altoverskyggende behov for at blive accepteret for det man er, behovet for at blive elsket hinsides det, man siger, betroelserne, venindesnakken. Man vil tages alle andre steder end på sproget i det hus. John kan tillade sig at blive fornærmet over anklagerne for racisme – efter han har kaldt Nico for Mujaffa og Suzanne for negertå – for som han siger: Jeg er ikke racist, jeg er klassens klovn!! Men han følte sig øjensynligt nødsaget til at forlade huset, da han havde taget for meget på Anja. Reality-tv’s intensitet og affekt-jagt er helt i front i Big Brother.
Følelsesladede øjeblikke er i højsædet, derfor var Jills bekendelser så velkomne: Både det at hun bekender sin fascination af Christian og det, at hun lukker op for en traumatisk voldtægt. Mark Seltzer beskriver vores samfund som et sårsamfund, hvor det netop drejer sig om at fremstille det, som bryder én ned som individ: Volden, ulykken, smerten.
De mange tårer bekræfter sandheden i affekten, lige som ’eksperimentet’ med at ’straffe’ beboerne ved at lade Big Brother strejke. Big Brother ville angiveligt se, hvordan beboerne reagerede på ’afvisning’ – men voice-over’en fortæller omhyggeligt, at de ikke opdagede, at kameraerne ikke snurrede – et bevis på ægtheden i billederne!
Big Brother er multimedie-reality-tv, som lærer os, at den medialiserede krop også er den autentiske krop. Big Brother både afspejler vores mediebaserede årtusindeskiftevirkelighed og viser os, hvorledes eksperimentets som-om-virkelighed producerer ny virkelighed.

*Anne Jerslev er lektor på Institut for Film- og Medievidenskab, Københavns Universitet og Britta Timm Knudsen er forskningslektor ved Center for Kulturforskning, Århus Universitet.

*Begge deltager i et tre-årigt tværfagligt forskningsprojekt financieret af Freja-midler med titlen Realitet, Realisme, det reelle i visuel optik.

*Oplysninger om projektet på: www.hum.au.dk/nordisk/realisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her