Læsetid: 5 min.

Fortalelsernes politik

En filosofisk tilgang til Præsident Bushs skjulte visdom
6. marts 2001

Kommentaren - Smuttere
»Jeg ved, at mennesker og fisk kan leve fredeligt side om side«, lyder en Bush-kliché. Vi troede, vi havde set det hele med Dan Quayle for otte år siden, men sammenlignet med George W. Bush, fremstår Quayle som en ret intelligent person.
Her er nogen eksempler på denne elementære type fortalelser fra Bush og Quayle: »Hvis det ikke lykkes for os, risikerer vi ikke at fejle.« »En lav stemmeprocent er tegn på, at færre mennesker stemmer.« »For NASA har verdensrummet stadig høj prioritet.«
Disse smuttere bliver mere interessante, når ren tautologi bruges for at give en henkastet forklaring – se blot følgende fortalelse fra Quayle: »Når jeg er blevet spurgt, hvem der forårsagede oprørene og drabene i Los Angeles, har mit svar været enkelt og direkte: ’Hvem er skyld i oprørene?’ – ’Oprørerne er de skyldige.’ ’Hvem er skyld i mordene?’ – ’Morderne er de skyldige’.« (Der er selvfølgelig en underforstået konservativ logik i denne tautologi, for dette citat bygger på en underforstået negation: Forsøg ikke at forstå de ’dybere’ årsager i sociale omstændigheder, det er de umiddelbare gerningsmænd, som bærer det fulde ansvar.)
Det bliver endnu mere interessant, når Quayle på en underlig proto-Hegelsk måde punkterer identiteten ved at opponere mod begrebet og dets empiriske eksemplifikationer: »Det er ikke for-ureningen, som skader miljøet. Det er urenhederne i vores luft og vand.«
Her kan Bush ikke hamle op med Quayle, men han følger godt med, når det gælder fortalelser, hvor en principiel modstand forhøjes til dialektisk selv-forhold. Som dengang Quayle postulerede, at selve oppositionen mellem irreversibilitet og reversibilitet var reversibel: »Jeg tror, der er en irreversibel tendens til mere frihed og demokrati – men det kan ændre sig.« Så tingene er ikke blot enten reversible eller irreversible: en situation, som synes irreversibel, kan ændre sig til en reversibel.

Goddag mand, økseskaft
Her er et endnu bedre eksempel på denne uvilkårlighed: »Fremtiden vil være bedre i morgen.« Pointen er ikke blot, at Quayle begik en fejl i sit forsøg på at sige, at i morgen vil det være bedre: I den nære fremtid (i morgen), vil fremtiden se lysere ud... Brugte Bush ikke nøjagtig den samme struktur i sin udtalelse: »En af de fællesnævnere, jeg har fået øje på, er, at forventningerne overstiger det, som forventes?«
Hos Quayle kulminerer denne uvilkårlighed i det følgende citat, hvor tre unddragelser/fralæggelser af ansvar bruges i Quayles selvudslettelse: »Holocaust var en hæslig periode i vort lands historie. Jeg mener, i dette århundredes historie. Men vi har alle levet i dette århundrede. Jeg har ikke levet i dette århundrede.«
Logikken i forløbet er ubarmhjertig: I sin iver for at gøre regnskab over sit lands dystre historie tilskriver han det først århundredets forbrydelse, som det ikke har begået; så trækker han i land ved at præcisere, at forbrydelsen ikke blev udført af hans land; i et desperat forsøg på at vende tilbage til det logiske i at gøre regnskab med hensyn til fortiden, danner han et nyt fællesskab – ikke længere ’vort land’ men alle os som levede i det sidste århundrede, og som derfor har medansvaret for Holocaust; til sidst bliver han klar over det rod, han har talt sig selv ind i og vælger næsten automatisk en hurtig flugt ved at udelukke sig selv fra sit eget århundrede.
Kort sagt, som en perfekt ombytning af Goldwyns klassiske »Hold mig indenfor!« udelukker Quayle sig selv fra sit århundrede! Det er ikke så underligt, at han efter denne forvikling fremsætter en udtalelse, som koncist giver et portræt af Bush: »Folk, som er virkelig underlige, kan besætte følsomme poster og har derved en enorm indflydelse på historien.«

Vished og uvished
Ja, ligesom præsident Bush. Der er dog to områder, hvor Bush går længere end Quayle: Det første er den postmoderne dialektik om vished og uvished. I Bushs hoved vendes uvisheden: Jo mere uvished der er om fjenden, des mere visse kan vi være på, at han lurer et sted derude: »Dette er en verden, som er end mere uvis end fortiden. I fortiden havde vi vished. Vi havde vished om, at det var os mod russerne. Vi havde vished, så vi havde kæmpe atomvåbenlagre rettet mod hinanden for at bevare freden... Selv om det er en uvis verden, er vi visse på nogen ting... Vi er visse på, at der er galninge i verden og terror og missiler, og jeg er også vis på det.«
Bush overgår også Quayle, når det gælder den yderst raffinerede ufrivillige drejning af det simple kristne princip »Elsk din næste som dig selv«. Bush har af den hegelianske dialektik lært om ønsket om anerkendelse fra Åndelig Fænomenologi: Vi elsker ikke os selv direkte – hvad vi reelt elsker er at blive elsket af andre, dvs. vi elsker, at andre elsker os: »Vi må alle efterleve den universelle opfordring om at holde af din næste, sådan som du holder af selv at blive holdt af.«
Som vi ved, er der kun et skridt mellem det sublime og det latterlige. Derfor skal Bush blot lære den Heideggerske kunst at vise dyb indsigt ved at bruge tautologiske ombytninger. Når man ser på Heideggers berømte ombytning »essensen af sandhed er sandheden i selve essensen,« eller hans retoriske strategi med at udelade essensen af et emne fra selve emnet (»essensen i teknologien er intet teknologisk«), kan man ikke lade være med at tænke på, hvor let det ville være at ændre ’Bush’isme’ til dybere tænkning:
»Dette er en bevaringsmåned. Jeg sætter pris på bevaring. Det er det, man gør, når man stiller op som præ-sidentkandidat. Du bliver nødt til at bevare«, kan oversættes til: Essensen i bevaring har intet at gøre med bevaringen af vores fysiske resourcer. Essensen i bevaring er bevaringen af essensen i vort samfund – og det er, hvad USA’s præsident skal gøre, selv om han på et simpelt plan tillader mere ødelæggelse af naturresourcer end i hele USA’s samlede historie.«
Hvis Bush lærer den kunst, har han en chance for at blive Bill Clinton en værdig afløser, for denne Heideggerske trend var synlig allerede i Clintons præsidentperiode. Nemlig, da Clinton svarede på anklagerens spørgsmål om hans forhold til Monica Lewinsky »Er det sandt at...« med den berygtede »Det kommer an på, hvad De mener med ’er’«. Nærmede han sig da ikke Heideggers Seinsfrage?

Oversat af Runa Trosborg.

Slavoj Szizek (f. 1949) er slovensk filosof og psykoanalytiker, frontfigur i den såkaldte nylacanianske ‘slovenske skole’, med hovedsæde i Ljubljana. Han er p.t. seniorforsker ved Kulturwissenschaftliches Institut, Essen, Tyskland.
Szizek har et omfattende forfatterskab bag sig, senest Did Somebody say Totalitarianisme? (2001,) og The Fragile Absolute (2000), anmeldt 9.11. 2000 i Information.
Slavoj Szizek vil fremover skrive kommentarer på denne plads i Information.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu