Læsetid: 2 min.

Heidegger eller Ricoeur

Ricoeurs fortolkningsteori ender ikke i nihilistisk morads
10. marts 2001

Anmeldt
I anmeldelsen den 27. februar af min bog Paul Ricoeurs filosofi hævder Christian Dahl, at jeg kommer med en ukritisk fremstilling af Ricoeur som en »filosofisk Herkules«, der overvinder alle sine kritikere. Denne indvending er jeg desvære tvunget til at kommentere.
Først og fremmest er betegnelsen »Herkules« ikke godt valgt, eftersom jeg hele tiden understreger Ricoeurs opgør med den idealistiske filosofi. Denne tænkning tager udgangspunkt, at det erkendende jeg (cogito’et) er »sønderslået« og »såret« eller med Dahls ord »bristet«.
Alle tre betegnelser (som benyttes af Ricoeur i flæng) vidner om fortolkningsteoriens (hermeneutikkens) centrale indsigt om, at der ikke gives en direkte tilgang til viden og erkendelse, men at vi bør gå omvejen over vores poetiske, historiske og kulturelle symboler, metaforer og fortællinger for at trænge ind i sandheden om den menneskelige eksistens.

Filosofiens muligheder
En sådan beskeden opfattelse af filosofiens muligheder, som fremhæver nødvendigheden af at gå i dialog med ikke rationelle udtryk og andre forståelsesformer kan vanskeligt opfattes som idealisering.
Dahls indvending må derfor gå på min rosende fremstilling af Ricoeurs filosofi, hvilket kommer frem af henvisningerne til tænkere som f.eks. Heidegger, som blandt andre tænkere bør inddrages mere eksplicit. I denne forbindelse kan jeg vanskeligt være enig. Mit anliggende var at beskrive udviklingen af Ricoeurs tænkning og hans forhold til samtiden og at se verden så loyalt som muligt ud fra Ricoeurs synsvinkel. Dette er et anerkendt fortolkningsprincip, som enhver litteraturkritiker burde skrive sig bag ørene.

Egentlighedsdyrkelsen
Jeg har forsøgt at vise, at Ricoeurs filosofi kommer ud over det heideggerianske dødvande, som har præget det 20. århundredes eksistensfilosofi, og som Adorno (gengivet af Dahl) betegnede som »Jargon der Eigentlichkeit«. En af pointerne med Ricoeurs filosofi er rent faktisk en bestræbelse på at tænke eksistensen uden at havne i netop denne egentlighedsdyrkelse af det løsrevne, angstfulde jeg, der er uden etisk ansvar for den anden og som står alene i meningsløs verden konfronteret med sin egen død. Ricoeurs tænkning er helt forskellig fra Heideggers, eftersom Ricoeur tager udgangspunkt i subjektet og menneskets frihed som et affirmativt engagement, der har blik for bekræftelsen af livet og indebærer en kritisk og etisk grundholdning.
Derfor ender Ricoeurs fortolkningsteori ikke i samme relativistiske og nihilistiske morads, som præger den efter-heideggerianske litteraturkritik i postmodernisme og visse former for dekonstruktivisme. Og den lader ikke de objektiverende sprogvidenskaber gøre hvad som helst med litteraturen. Ricoeurs kritiske hermeneutik går modsat Heideggers filosofi i dialog med de humanistiske videnskaber uden at give køb på de filosofiske indsigter.
Jeg kan ikke forstå mange litteraturvidenskabsfolks manglende lyst til at være åben over for filosofisk visdom og give en tværfaglig filosof som Ricoeur den velfortjente anerkendelse af et arbejde, som i kraft af sin vilje til at gå i dialog med andre og skabe nye synteser, der bringer os ud af nationalvidenskabelige eller fagchauvinistiske skyttegrave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu